”Mordet i Venedig”. Det er den danske titel på Kenneth Branaghs tredje film i hans whodunit-serie om Hercule Poirot, Agatha Christies ikoniske detektiv med det næsten lige så ikoniske moustache. Den engelske titel, ”A Haunting in Venice”, giver dog et meget mere passende billede af, hvad det er for en film, man går indtil, når biograflyset slukker og filmen begynder at spille.

For selvom der bestemt er mord, der i klassisk Poirot-facon skal opklares, så ligger filmens store tematiske fokus på et spøgelse, der både i billedlig og bogstavelig forstand hjemsøger gæsterne, som befinder sig i det mystiske og faldefærdige palæ, som filmen foregår i.

Historien udspiller sig i Venedig i 1947 på den (for italienerne) nye højtid Halloween. Aftenen markerer dog også årsdagen for den unge kvinde Alicia Drakes tragiske død. Hendes mor, Rowena Drake (Kelly Reilly), der aldrig er kommet sig over sorgerne, har inviteret til en seance, ledt an af det mystiske medium Joyce Reynolds (Michelle Yeoh), med håbet om at komme i kontakt med Alicia.

Det lyder som en klassisk start på en gyserfilm, og hvis man tror, at det er dét, man går indtil, er man da heller ikke helt gal på den.

Vi har set det et utal af gange før i film som ”Scream” og ”Happy Death Day”: en gyser i forklædning som en whodunit. Branagh og forfatter Michael Green, der nu har skrevet sit tredje Poirot-manus, vender dog op og ned på den klassiske subgenre, og i stedet får vi en whodunit i forklædning som en gyser. Døre, der pludselig flyver op, uhyggelige børnegrin på gangene og spøgelsessyn er alle ting, der har en plads i ”A Haunting in Venice”, og det resulterer altså i en film, der adskiller sig fra sine to forgængere – og det fungerer.

Det giver nemlig anledning til flere forskellige mysterier, som vores gode detektiv – endnu engang spillet af instruktøren selv – skal opklare, da han lettere modvilligt hives med til seancen af den ihærdige og succesfikserede mysterieforfatter Ariadne Oliver (Tina Fey). Filmen bliver dermed aldrig kedelig, da man selv forsøger at opklare, hvem der er morder, hvordan de tilsyneladende overnaturlige hændelser sker, og om der virkelig er spøgelser. For det kan der umuligt være i en Hercule Poirot-film… kan der, vel?

Det er et spørgsmål, som karaktererne også selv må spørge sig selv, som aftenen bliver mere og mere uhyggelig. De horrortræk, som Branagh gør brug af, gør da også, at mysteriet bliver et bemærkelsesværdigt intenst og til tider uhyggeligt et af slagsen. Gysene bidrages af instruktørens brug af dutch­ angles og andre ”skæve” og uortodokse kameravinkler, der gør, at man føler, at man trækkes med ned i Poirots paranoia.

Fornemmelsen af sindssyge understøttes af en klipning, der fra tid til anden føles kaotisk – særligt når Poirot i flere tilfælde går ind på badeværelset for blot at dukke op et andet sted i huset i næste scene. Der kan meget vel være en mening med galskaben, men det giver også disharmonisk udtryk, og når man i forvejen sidder og holder øje med ledetråde og sketchy karakterer, så føles det distraherende.

Det er dog aldrig så galt, at man bliver taget helt ud af mordmysteriet, der bestemt ikke skuffer. Castet er underholdende og fyldt med mystiske karakterer med deres egne hemmeligheder og potentielle mordmotiver, og man har aldrig følelsen af, at man kan stole på nogen – ikke engang Leopold (Jude Hill), en ung dreng, der er søn til den psykisk ustabile læge Dr. Leslie Ferrier (Jamie Dornan).

Foruden de ovennævnte mistænkte møder vi også søskendeparret Desdemona (Emma Laird) og Nicholas Holland (Ali Khan), bodyguarden Vitale Portfoglio (Riccardo Scarmacio), husholdersken Olga Seminoff (Camille Cottin) og Alicias tidligere forlovede Maxime Gerard (Kyle Allen). Det betyder altså, at vi har et ret proppet cast. Hvis alle skal føles lige meget som mistænkte, kræver det, at man er nødt til langt hen ad vejen at give alle lige meget opmærksomhed, og det lider filmen desværre en smule under. Enkelte karakterer får nemlig lidt mere opmærksomhed, end deres roller egentlig fortjener, mens andre bliver skubbet i baggrunden, når man godt kunne have brugt dem mere i front. Det er dog en utroligt svær balancegang at gå, og på trods af at det ikke er lykkedes Branagh og Green at komme fuldstændig fejlfrit igennem, er det stadig mere end rigeligt til at bestå.

Mysteriet er nemlig utroligt veludført. Hvor Branagh bestemt ikke er lige så nonchalant med sine ledetråde, som Rian Johnson var det i sin seneste whodunit, ”Glass Onion”, føles det alligevel sjældent som om, at et spor er gemt fra seeren. Hvis man virkelig følger godt med, er det bestemt også muligt at lave et kvalificeret gæt på fortællingens skyldige – og det er trods alt en stor del af glæden ved at se et mordmysterie.

”A Haunting in Venice” overraskede mig. Det kunne være så nemt bare at lave endnu et klassisk Poirot-plot. Men Branagh og co. tog en chance – og det gav pote. Filmen er væsentlig mere dyster og makaber end sine forgængere, og dens gys og gru puster til gnisterne i filmens flamme på tidspunkter, hvor man kunne frygte, at den kunne blive kedelig. På trods af at ens knoer forbliver hvide fra mysteriets start til dets uundgåelige slutning, tager horrorelementerne dog aldrig over, og det er i stedet filmens fremragende cast, der får lov til at stå i spotlightet med Branaghs charmerende fortolkning af den belgiske mesterdetektiv i front. Det er en imponerende fortsættelse, som i den grad er værd at vende tilbage til, når efterårets mørke for alvor falder på, og Halloween endnu engang er over os.