Et helt nyyyyyyt liiiiiiiiivvvvv…

Jeg vil vove at påstå, at havde det ikke været for Disneys “Aladdin”, så var DreamWorks’ “Shrek” og flere af Pixars perler aldrig blevet lavet. Hvorfor? Fordi “Aladdin” var en succesfuld uropførelse af en splinterny slags animationsfilm – som ovennævnte tydeligvis tog ved lære af – hvor klassiske tegnefilmsvaremærker (prinser, prinsesser, talende dyr, melodiske sange osv.) blandes sammen med hypermoderne tiltag – lige fra klare referencer til alskens kendisser og andre film til markante spring i tid og sted, som sprænger historiens rammer. En “Tusind og en nat”-filmatisering med flyvende tæpper, sabler, aber og ubåde, cheerleadere og Arnold Schwarzenegger?! Hvem havde set dén komme?

“Aladdin” var simpelthen en revolutionerende mikstur af gamle dyder og nymodens påfund. Hovedarkitekterne var manuskriptforfatterne Ted Elliott og Terry Rossio samt den daværende Disney-direktør, Jeffrey Katzenberg, som (pudsigt nok) alle arbejdede på “Shrek” ti år senere. Efter en testvisning af en ufærdiggjort udgave af “Aladdin” beordrede Katzenberg filmholdet til at starte helt forfra. Filmen var simpelthen noget rod – historien om gadedrengen Aladdin, der forelsker sig i prinsessen Jasmin og bliver venner med en magtfuld lampeånd, Genie, var plaget af overflødige figurer og handlingsforløb, der hæmmede tempoet. Så Elliott og Rossio blev hyret, og de fik øjeblikkeligt strammet fortællingen op. Samtidig blev Aladdin gjort ældre og mere kæk, Jasmins fandenivoldskhed fik et velkomment nøk, og humoren sprang fra bagsædet til førersædet.

Hverken Elliott eller Rossio havde tidligere arbejdet på en tegnefilm, så de havde ikke nogen forudindtaget holdning til, hvordan en film som “Aladdin” skulle skrues sammen. Disney havde ellers haft en ubrydelig regel om, at deres eventyrfilm ikke måtte henvise til verdenen uden for fiktionen – blandt andet for at forhindre, at filmene en dag blev forældede, fordi ingen længere begreb referencerne. Men filmmagerne blæste på kutymerne – især da den løsslupne Robin Williams begyndte at brillere i lydstudiet.

Williams lagde stemme til lampens ånd, Genie, og den rutinerede skuespillers sidegesjæft som stand-up-komiker fornægtede sig ikke under indspilningerne. En typisk energisk Williams improviserede på livet løs og klemte adskillige sprog, accenter, spøjse lyde og imitationer af stjerner som De Niro og Schwarzenegger ind under optagelserne. Jøsses! Og fordi Genie var en almægtig ånd, kunne de talentfulde animatorer nemt matche Williams’ tøjlesløse opfindsomhed på den visuelle front. Genie skifter konstant stemme såvel som udseende og størrelse, og undervejs forvandler han endda sine mellemøstlige omgivelser til alt fra et quizshow-studie til en fransk café. Men hverken Williams eller animatorerne lader kreativiteten løbe så løbsk, at man mister grebet om Genies gennemgående personlighed, der i øvrigt er så uhæmmet positiv, at man prompte forelsker sig i ham. I fællesskab har tegnerne og Williams skabt Disneys til dato største frontalangreb på lattermusklerne.

Filmens pragtfulde, postmoderne potpourri af klassisk eventyrfortælling og nutidig humor var helt unik i 1992, men er siden hen blevet imiteret utallige gange – ofte uden held. En af grundene til, at den fungerer så godt netop i “Aladdin”, er, at ligevægten mellem den rimelig traditionelle eventyrhistorie og den mere flyvske humor er mere eller mindre perfekt. Aladdin og Co. er ikke nær så sprælske eller interessante som den grinagtige Genie, men de er bestemt heller ikke ubetydelige statister…

Gadedrengen er en særdeles karismatisk helt, og Jasmin er en af Disneys mest mindeværdige prinsesser – en stærk, determineret dame, der giver persongalleriets mange mænd klækkeligt modspil, og sammen slår Aladdin og Jasmin gnister – ikke mindst mens de flyver gennem skyerne på deres flyvende tæppe til tonerne af den vidunderlige, Oscar-belønnede sang “A Whole New World”, som er blot én af soundtrackets mange skatte. Og det bedste ved sangene? De er alle med til at drive historien fremad, mens de kæler for øregangene. Den tårnhøje Jafar, der vil (mis)bruge Genies superkræfter til at overtage verdensherredømmet, er samtidig en af Disneys mest uforglemmelige skurke – en slesk tyran, der ofte får nakkehårene til at vibrere med sin dybe røst, diabolske latter og iskolde mimik.

Og så bliver jeg lige nødt til at skamrose filmens danske lydside og særligt Preben Kristensen, der giver den gas som Genie. Den talentfulde Linie 3-entertainer med den skønne sangrøst virker lige så skræddersyet til rollen som Williams, og han leverer samtlige replikker med imponerende indlevelse og smittende entusiasme. Man forstår da også godt, hvorfor Kristensen har været entusiastisk omkring tjansen, for “Aladdin” er en herlig humørspreder, som bugner af romantik, charme og joviale jokes, der endnu ikke har mistet deres pondus her 21 år efter biografpremieren.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. På Blu-ray ligner “Aladdin” snarere en film, som blev tegnet og udgivet i år end for godt 20 år siden. Her er ikke ét støvkorn, og billedet er så skarpt, at man i langt højere grad kan nyde detaljerigdommen i animatorernes fantastiske tegninger her, end man kunne på dvd. Farverne er direkte bedårende, og kontrasten er også fænomenal. Jeg bemærkede ingen edge-enhancement, og ikke engang en mikroskopisk mængde banding kan forhindre transferet i at score topkarakter.

Audio

Diskens engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er lige så imponerende som transferet. Især panoreringerne tager kegler – når det flyvende tæppe flyver rundt i den underjordiske hule, mens det regner med kæmpesten, begynder man næsten instinktivt at dukke sig af frygt for, at man pludseligt får tæppet i hovedet. Derudover kommer replikkerne klokkeklart igennem og har en vidunderlig rumklang – Jafars dybe stemme får nærmest gulvet til at vibrere. Musikken omslutter også lytteren via samtlige kanaler, og baghøjtalerne summer af liv hele vejen igennem. Den danske lydside gengives desværre blot via et almindeligt Dolby Digital 5.1-mix, og når man skifter mellem lydsporene, kan man tydeligt mærke, at det danske mix ikke har samme punch som det engelske. Men de danske skuespillere (som nævnt i anmeldelsen) leverer en lige så fantastisk indsats i lydstudiet som deres amerikanske kollegaer, så det er dejligt at have adgang til begge spor.

Ekstramateriale

Produceren Amy Pell samt makkerparret Ron Clements og John Musker, der både producerede, medforfattede og instruerede “Aladdin”, har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen, som rummer mange fascinerende anekdoter – vi hører bl.a. om, hvordan Robin Williams’ improvisation i lydstudiet påvirkede tegnernes arbejde, at Aladdins udseende er baseret på Tom Cruise, og om hvordan manuskriptet ændrede form, mens filmen blev produceret. Det er dog en skam, at her ikke også er kommentarsporet med adskillige af filmholdets animatorer, som befinder sig på den udenlandske BD-udgivelse af “Aladdin”.

Hvis man slår “Sing Along with the Movie”-funktionen til, så dukker der undertekster op under filmens sange, således at man kan synge med på dem. Her er to slettede scener (samlet varighed: ca. 6 min.), som ikke er færdiggjorte og derfor præsenteres som en række (hovedsageligt farveløse) storyboards med tilhørende lyd og musik. Scenerne, som bestemt ikke savnes i den endelige udgave af filmen, bliver introduceret af Clements og Musker. Duoen introducerer også skivens fire slettede sange (samlet varighed: ca. 14 min.), som er ganske hæderlige (især “Proud of Your Boy”), men i modsætning til numrene i den færdige version af filmen skubber disse saksede sange ikke plottet fremad. Her er også tre musikvideoer: to til “A Whole New World” og én til “Proud of Your Boy” fremført af “American Idol”-deltageren Clay Aiken.

“A Diamond in the Rough: The Making of Aladdin” (100 min.) er en lang og udmærket dokumentar om filmens skabelse, der bl.a. indeholder klip fra en “Aladdin”-konference, som fandt sted for godt 10 år siden, hvor flere af filmmagerne og et par af skuespillerne deltog. Her er også stribevis af interviews og klip af animatorerne, musikerne og skuespillerne, der arbejder, og alt fra filmens sange og look til brugen af computergrafik og manuskriptets udvikling bliver diskuteret. Jeg savnede dog virkelig et interview med Robin Williams og mere snak om hans indsats i lydstudiet. Vi får kun få sekunders optagelser af en ellevild Williams bag mikrofonen, og eftersom han spillede en så væsentlig rolle i både filmens succes og slagkraft, er det simpelthen ikke nok… Han bliver tilmed næsten ikke omtalt af de medvirkende. Besynderligt.

Derudover er her trailere til “Flyvemaskiner”, “Tinker Bell and the Pirate Fairy” og spillet “Epic Mickey 2: The Power of Two” samt en kort reklame for Disneys forlystelsespark. Disse videoer præsenteres i 1080p, mens resten af ekstramaterialet er opskaleret fra SD.