Meget små store slyngler på mildt sildetøndetrip

Albert er blevet født. Igen. Efter at være kommet til verden på første side af Ole Lund Kirkegaards klassiker ca. 500 gange i min barndom er han stadig klar på eventyr. Denne gang i sin anden filmudgave. Han virker fuldstændig uopslidelig, den grimme lille dreng med de skæve briller. Måske fordi han faktisk aldrig slider særlig hårdt i det, men mest er en snu egoist, der får venner, familie og lommetyve til at gøre alt arbejdet. Det er i hvert fald den lille drejning, hans figur har fået i Karsten Kiilerichs let omskrevne version.

Albert er nemlig så ubetænksom og uempatisk, at han sandsynligvis får en eller anden diagnose den dag, han begynder i skole. Så optændt på at have det sjovt, at ingen, selv ikke hans bedste ven, Egon, kan nå ind til ham. Da jeg var lille, syntes jeg, Kallebys beboere var nogle sure gamle damer, og det var heldigt, at Alberts forældre var så glade for ham. Nu er de snarere uheldige naboer til den type småbørnsforældre, der tror deres barn er personificeringen af menneskelig godhed og mental formåen, uanset hvor mange leverpostejmadder ungen med vilje smører væggene ind i.

Forældrenes konstante accept af Alberts ulykker er det, der gør ham så selvtillidsfuld, at han sætter sig for at blive både ballonskipper og slyngel. I enhver anden sammenhæng ville det måske fremstilles som vanrøgt, at de uden problemer lader deres knægt stikke af til Hjallevad marked, men vi er i et univers, der ikke handler om voksnes regler og bekymringer, men børns gåpåmod og opfindsomhed. Derfor er det egentlig en fin finte, at Egon, i modsætning til bogen, bliver kidnappet af Albert og sejler med i den stinkende sildetønde. Han bliver til en fornuftens stemme, den, der taler til de realistiske af os, som ved, at så nemt bliver man ikke pirat (for det fik vi aldrig lov til).

Konflikterne med Egon giver også Albert mulighed for at vokse og se på sine handlinger med et nyt blik. Derudover fjerner deres samtaler behovet for en fortællerstemme, og de mere beskrivende passager bliver udfoldet uden overforklaring. Udfordringen med at filmatisere Kirkegaard er netop at komme rundt om den finurlige fortællestil og de mærkelige personligheder uden at sætte handlingen helt i stå. Bette-lortene i Orla Frøsnapper og kæmpesærlingene i Lille Virgil oplever egentlig heller ikke så meget, men lever i kraft af miljøskildringer, der siger smakodak!

“Albert” flytter fokus fra lillebyen og skomagerens hønsehus til de mere tempofyldte afsnit om røvere og diamanter. Hjallevads egen Levakovic, den store Rapollo, bliver desværre ikke så lattervækkende som i bogen, hvor verdens største lommetyvs selvovervurdering bliver så fint punkteret af den frrrrække drreng, Albert. Humoren er i stedet lagt an på chaplinsk dominoeffekt, idet ethvert knips med fingrene sætter gang i en kæde af cyklende hunde og rullende klaverer. Den farverige animation fanger udmærket alle eksplosionerne, men jeg synes, man har tonet grimheden i Ole Lund Kirkegaards originalstreg for meget ned.