‘Alien’-franchisen er tilbage for fuld udblæsning med specialeffekter, tiltende kameraer og savldryppende rumvæsener, når Fede Álvarez står bag kameraet som den gysernørd, han er.

Ridley Scotts ‘Alien’-univers har et noget blandet bagkatalog. Alle er nok enige i, at ‘Alien’ og ‘Aliens’ er mesterværker, dog bliver holdningerne mere blandede, når vi når op til ‘Alien 3’ og ‘Prometheus’. Så arven er ikke just let at stikke fingrene ned i, og heller ikke for en mand som Álvarez.

‘Alien: Romulus’ handler om de to “søskende” Rain og Andy, der bor på en mineplanet, hvor solen aldrig skinner. Men en dag vil hendes venner høste gods på et efterladt rumskib, der er faldet i kredsløb på deres planet, og måske kan Rain være heldig og snuppe en flugtkapsel til en planet, hvor solen skinner, hvis hun hjælper dem. Det eneste, de skal have til gengæld, er hjælp fra hendes “bror” Andy, som er en robot (Android). Supersoldaterne og rumingeniørerne er skiftet ud med unge rumrøvere, der modigt drager ud i det tomme verdensrum for at lave knæk på et rumskib, og hvad mon der kan gemme sig?

Det er faktisk et dejligt frisk pust, at nye øjne og hænder får lov til at pille ved ‘Alien’-universet. Scott har instrueret de sidste to film, og sidst en anden instruktør prøvede kræfter med universet, var i 1997 med ‘Alien: Resurrection’ af Jean-Pierre Jeunet. Det gik heller ikke ret godt, så fair nok at de har haft kolde fødder siden.

Fede Álvarez har bevist sine evner med gyserfilmen ‘Don’t Breathe’, så jeg følte mig i trygge hænder under hele filmen.

Det er dejligt, at vi starter på en planet, hvor nogen hører hjemme, folk har en dagligdag, og vi er hjemme hos folk. Ikke alle kommer til at elske det, men jeg kunne lide det. Det skaber en god connection til karaktererne, at vi ser, hvor de kommer fra, og hvad de drømmer om.

Og kæmpe point til filmens set-designere; det er dejligt at se, at der er blevet bygget sets og filmet udenfor. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en film fra i år, hvor der ikke var et eneste green screen-skud, der hev mig ud af filmen.

Monstrene er realistiske, blodet er overbevisende, alt visuelt i filmen spiller maks. Selv musikken slog mig bagover. Soundtracket er en dejlig blanding af ‘Alien’-universets klassiske forstyrrende kvindekor og tunge hjerteslags-rytmer.

Skuespillet er også dejligt leveret, specielt David Jonsson, som spiller Andy, brænder igennem. Han formår at lave fantastiske skift i sin karakter, når hans chip skiftes ud fra sin originale til den, de finder på det forladte skib. Det er intimiderende og frygteligt skræmmende.

Men på trods af de vellykkede castinger, effekter og musikstykker, så kæmper filmen under overfladen med, hvad den vil være udover et “soft reboot” af den første ‘Alien’-film. Der er ikke rigtig nogen overraskelser rundt om hjørnet, som vi ikke har set før, og karaktererne byder ikke på mere undervejs i filmen. Det var oprindeligt planen, at ‘Romulus’ skulle udgives på Hulu, men da de gik i gang med optagelserne, kunne studiet se et potentiale i en biografpremiere. Og gud ske tak og lov for det, men jeg kan godt se, hvorfor det var den oprindelige plan. For nogen stor biografoplevelse er det ikke; jeg kom hjem med alle mine fingernegle og tørre underbukser.

For få år siden fik vi på Hulu skænket ‘Predator’-prequelen ‘Prey’; den var dog ikke ligeså heldig og fik ikke nogen biografpremiere. Og øv for det. ‘Prey’ kom som et lyn fra en klar himmel; det var filmen, jeg ikke vidste, at jeg manglede. ‘Prey’ tog ‘Predator’-skabelonen og justerede den. “Hvad nu, hvis kampen mellem mennesket og Predatoren var unfair? F.eks. en indianer?” JA TAK! Samtidig havde filmen en flot perspektivering mellem rumvæsener og de hvide kolonister. Det kunne have klædt ‘Romulus’ at tænke i den retning. Hvad ville have klædt den første ‘Alien’-film? Jo jo, de er ikke armeret fra top til tå; det er unge, uerfarne mennesker, der aldrig skulle have været i rummet til at starte med. Men ellers bliver det lunken gammel vin på en flot ny flaske.

Heldigvis flyver de 2 timer afsted på ingen tid; jeg havde stadig cola med ud fra biffen, da jeg gik. Tempoet er skruet godt op, og man keder sig ikke. De mest spændende minutter er de sidste 20. Når man tror, alt er forbi, så vender filmen 180 grader, og så spænder vi selerne. Det var det, filmen skulle have gjort halvvejs, i stedet for at give os en genudsendelse af den første ‘Alien’-film for så at slutte med en fed sci-fi kortfilm.

‘Alien: Romulus’ er en film, der er for god til streaming og for ringe til biografen. Jeg ville ønske, de havde tænkt mere originalt og ikke bare lavet en ‘Alien’-film for at lave en ‘Alien’-film. Jeg håber at alle film får biografpremiere, det er trods alt der hvor film høre til, dog forstår jeg deres første valg. Jeg ville hellere have set ‘Prey’ i biografen end ‘Alien: Romulus’.