Alle for én
Udgivet 9. feb 2011 | Af: Benway | Set i biografen
“Alle for én” ankommer efter en omfattende internet-kampagne, hvori Anders Lund Madsen i et fiktivt interview-program spøger med, at han kun gad se femten minutter af filmen. Nu da premieren så er på trapperne, og undertegnede har overværet filmen, fristets man næsten til at tro, at vitsen alligevel ikke var uden et vis hold i virkeligheden.
Den handler om fire barndomsvenner, der før i tiden hang sammen som ærtehalm, men som siden er kommet lidt på kant med hinanden, da den ene er endt som betjent, hvorimod de andre er blevet nogle småkriminelle størrelser. To af dem spilles af Jonathan Spang og Jon Lange, der har rollerne som de forholdsvist alvorlige af vennerne – det er dem, som scorer pigerne, og næsten har noget, der til forveksling godt kunne minde om følelsesmæssige reaktioner – hvorimod Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg spiller de tomhjernede komiske sidekicks, der dog hurtigt kommer til at fylde væsentligt mere end hovedrollerne. De fires interesser er umiddelbart ikke ligefrem sammenfaldende, men de bliver dog tvunget til at arbejde sammen for at fælde en ondskabsfuld kunstsamler, der også gør sig i narkosmugling.
Hauer er dog en af de få egentlige skuespillere i filmen, der ellers i høj grad består af stand-uppere, og det bliver til gengæld et stort problem. Jeg var ikke ligefrem en stor fan af “Blå mænd”, men den havde dog en velspillende Thure Lindhart i hovedrollen, som formåede at få en helstøbt figur ud af sine replikker. Det gør sig til gengæld ikke gældende her. De forskellige komikere har det svært med at få noget levende ud af de klodsede replikker, der bliver afsagt med omtrent den samme overbevisning i stemmen som en telefonsælger, der beklager forstyrrelsen. Øgendahl og Heide har øjensynligt forsøgt at lave en mere handlingsdreven fortælling end forgængerne. Der er derfor lagt mindre vægt på stand-up-elementerne, men det hjælper ikke synderligt, når selve handlingen er fortalt med en minimal fornemmelse for, hvordan man opbygger en historie.
I stedet føles filmen mest af alt som en slags amatørteater-udgave af en rigtig film, hvor kidnapninger og indbrud udspiller sig, uden at man har den mindste følelse af, at der er noget på spil, eller at hovedrolleindehaverne er i fare. Vittighederne afsiges med hastigt tempo, men på trods af deres hyppighed er det kun sjældent, at man får anledning til blot at trække på smilebåndet, og man sidder i stedet irriteret og rastløs tilbage. Mest af alt så minder filmen om den Jaka bov-skinke, der bliver fortæret undervejs – man skal ikke tage mere end et par bidder, før en vis lede sætter ind.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet