… Og alle de andre

Der findes film uden stort andet formål end at vise nogle stjerner frem og hive bonuspoint på deres indbyggede tiltrækningskraft. I de mest åbenlyse tilfælde taler man om et vehicle til fx Elvis’ sange, Eddie Murphys jokes eller Miley Cyrus LOL’erier. Jeg tror ikke, “Alle for tre” er lavet alene for at demonstrere Rasmus Bjergs uforlignelige komiske talent. Når tanken alligevel strejfer én, er det, fordi alt omkring ham virker som et biprodukt. Et nødvendigt onde man skal igennem for at få lov til at se Bjerg slå sig løs. Nuvel, hvis det er, hvad der kræves.

“Alle for…”-serien er et forsøg på at opdatere Olsen-Bandens fummelfingrede lurendrejere, hyggelige danske kriminelle uden talent, men med godt sammenhold og masser af pilsnere. Det selvironiske blik på ‘den lille mand’ med storhedsvanvid er desværre aldrig fulgt med. I stedet har instruktør Rasmus Heide indført mere kynisme og meget, meget mere panisk søgen efter oneliners. De fleste givet til Mick Øgendahl, der genopfører indtil flere kasserede revynumre som den idiotiske lillebror, Ralf. Humoren når ‘højdepunktet’, da han bliver klædt ud i luftig sommerkjole. Wow!

Heide har klogeligt nok skubbet Øgendahl ud som bifigur og trukket Rasmus Bjergs Timo ind i centrum. Da brødrenes far dør, er Timo overbevist om, at arven må være hans. Ganske belejligt, da han mister samværet med sin søn, hvis ikke han hurtigt betaler sit børnebidrag. Desværre går arven, en værdifuld gammel motorcykel, til den ukendte Kim, der bor i Italien. Med lidt god vilje og lidt limstift får plottet derfor sendt Ralf og Timo til Toscana. Rejsen fra den rådne banan til den gyldne italienske olivenlund bringer imidlertid ikke serien noget nyt.

Det er åbenbart nok med den gigantiske overraskelse, at plakatens Sonja Richter er en dame, der hedder Kim. Heldigvis er hun også dyreaktivist og helt med på at snuppe motorcyklen tilbage fra Zlatko Buric’ pelshandler. Kuppene i “Alle for tre” er desværre på én gang overkomplicerede og fantasiløse og virker mest som undskyldning for at tage noget fjollet tøj på. Enhver, der laver sådan noget på dansk, har en del timing og tilrettelæggelse at leve op til, og Timo, Ralf og Kim blegner i sammenligning med “Olsen-Banden”. Opfindsomheden må ligge i en rød kuffert på Mallorca.

Til gengæld kan få matche Rasmus Bjergs selvhævdende og øretæveindbydende Timo. Bjerg kandiderer til prisen som Danmarks bedste komiske skuespiller og cementerer samtidig sin status som den bedste barneskuespiller. Timo er en 40-årig møgunge, der skubber alt ansvar fra sig, lyver og stjæler og kræver verdens respekt i samme åndedrag. De har givet afkast årene inde i DRs Bruno, der tog Bamses brovtende egoisme til nye højder. Men nedenunder det barnlige og tumpede, ligger der hos Bjerg et drej af noget diabolsk galskab. Som om han har regnet spillet ud og griner mere af os, end vi gør af ham. Det giver et ekstra lag til en figur, som ellers er givet alle taberens kort på hånden.