Gak med gæstearbejderne

I 1960’erne blev gæstearbejdere fra især Tyrkiet budt velkommen med åbne arme i et Tyskland i himmelstormende højkonjunktur. Nummer én million over grænsen fik sågar en motorcykel og et varmt håndtryk, da han ankom til Tyskland. Så glade var man for den hårdtarbejdende, tilstrømmende arbejdsstyrke. Yasemin Samderelis “Almanya – Velkommen til Tyskland” er en mestendels sød komedie (med en tilpas bitter bismag) om en gæstearbejderfamilies møde med Tyskland (Almanya på tyrkisk) i 1960’erne og deres efterfølgende søgen efter et kulturelt tilhørsforhold.

I nutidens Tyskland møder vi i filmens start den pensionsmodne Hüseyin, der tilbage i 1960’erne drog med sin tyrkiske familie til mulighedernes land som gæstearbejder. Nu, mange år senere, står Hüseyin og hans kone Fatma endelig til at blive tyske statsborgere mit pas und alles. Men er familien virkelig blevet tyske?

Deres 6-årige barnebarn Cenk (storøjet storspil af lille Rafael Koussouris) bliver drillet i skolen, fordi han paradoksalt nok ikke er lige så tyrkisk, som mange af de andre invandrer- eller gæstearbejderbørn. Han kan i hvert fald ikke tale sproget. Men samtidigt stammer familien fra en så østlig del af Tyrkiet, at det ikke er at finde på skolens kort over Europa. For at lille Cenk kan finde ind til sine tyrkiske rødder, fortæller kusine Canan ham hele den muntre historie om, hvorledes farfar Hüseyin og resten af familien oplevede mødet med Tyskland, dengang de kom derop.

Søstrene Yasemin og Nesrin Samdereli, der i fællesskab har skrevet det veloplagte manuskript, går kærligt og uden omsvøb i (svine)flæsket på den tyske såvel som den bredere vestlige kultur. Kulturforskelle og kløfter sættes snedigt på hovedet, så Tyskland fremstår som et mærkværdigt, ja næsten eksotisk land med sære skikke. Da Hüseyin og Fatmas børn første gang ser en mand gå tur med en gravhund i Hamborgs gader, farer de forfærdet sammen og udbryder: ”En rotte!” Hjemme i Tyrkiet har hundene jo lange ben og løber frit omkring. Snedigt er det også at lade de tyskere, som familien møder ved ankomsten til landet, tale et uforståeligt vrøvlesprog, imens familien selv taler et glimrende tysk. Et simpelt greb, der fungerer efter bedste hensigt: Hvem siger, DIN kultur og DIT sprog er det eneste rigtige? Der er også noget nærmest Chaplin’sk over den trivelige erhvervsmagnat, der byder en uforstående flok gæstearbejdere velkommen på ren volapyk ved deres ankomst.

Alle filmens roller er uimodståeligt og dygtigt besatte af en række skuespillere, der i hvert fald for mig er totalt ukendte. Allerede fremhævet er den lille gavtyv Rafael Koussouris, der på charmebarometeret scorer helt oppe omkring brunøjede Salvatore Cascio fra “Mine aftener i Paradis”. Som kusinen Canan, der midt i sine universitetsstudier pludselig finder ud af, at hun er gravid, giver den smukke Aylin Tezel filmens mest helstøbte præstation. En ung, moderne kvinde, der igen og igen må veje tradition og familie over for hjertet.