Alt hvad du har
Udgivet 12. jan 2011 | Af: Benway | Set i biografen
James L. Brooks er en herre, hvis navn påkalder sig en vis respekt. Han har været nomineret til hele otte Oscars, har arbejdet med nogle af de dygtigste skuespillere i Hollywood og har stået bag så fornemme film som “Broadcast News”, “Tid til kærtegn” og “Det bli’r ikke bedre”.
Filmen følger to personer, der ramler ind i hinanden på, hvad der muligvis er deres livs værste dag. Lisa – spillet af Reese Witherspoon – er netop blevet droppet fra det softball-hold, hun ellers nærmest har dedikeret hele sit liv til. George Madison – i skikkelse af Paul Rudd – har derimod netop fået den ubehagelige oplysning, at han skal fyres fra sin fars firma, og at det oveni købet er sandsynligt, at han vil blive sigtet for bedrag, til trods for at han er ganske uvidende om nogen form for svindel. Det er jo ikke just det bedste udgangspunkt for en romance, og kærlighed ved første blik er da heller ikke ligefrem det, der indtræffer mellem parret, som dog alligevel finder et art fælles fodslag.
Alt dette er ikke så overraskende, eftersom skuespillet så godt som altid er i orden i en James L. Brooks-film, men hvad der er mere overraskende er, at et af de svageste led i filmen viser sig at være Jack Nicholson, der mest af alt virker som en, som ved et uheld er vandret ind på det forkerte filmset og fremsiger replikker fra et andet manuskript. Samspillet mellem ham og de andre skuespillere er til tider næsten så skidt, at man nærmest fristes til at mistænke filmens skabere for at have optaget præstationerne hver for sig og så klippet dem sammen efterfølgende.
Alligevel er man for det meste muntert underholdt, og filmen giver sig selv frihed til at dvæle ved scener, som mere typiske romantiske komedier ville have skåret væsentligt ned. “Alt hvad du har” er i det hele taget stærkest i de dele, hvor den giver de tre hovedrolleindehavere plads til at boltre sig, og svagest der, hvor plottet træder i front. Og da filmen afrundes på den mest uopfindsomme vis, er det svært ikke at føle en vis skuffelse. Man er i behageligt nok selskab undervejs, men man kan vel godt forlange, at en kærlighedsfilm brænder med en smule mere passion, og dén udebliver fuldstændig. Hvis der har været nogen synderlig glød i manuskriptet, så er den forblevet på papiret.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet