Rebootet af “Spider-Man”-franchisen er i mine øjne et af de tydeligste eksempler på den kynisme og kommercielle fascisme, der præger big budget-Hollywood. Således er filmen ikke lavet, fordi man ønskede at fortælle en ny historie om Spider-Man, eller fordi en instruktør eller en producer havde en interessant nyfortolkning af superhelten i ærmet. Nej, “The Amazing Spider-Man” er først og fremmest lavet for at forhindre, at Sony mistede de indbringende rettigheder til Marvels superhelt (tegneserieselskabet havde automatisk generobret rettighederne, hvis ikke Sony havde søsat en ny “Spider-Man”-film før en vis deadline). Det ville derfor også have været en fryd at kunne slagte filmen for dens idéløshed eller dens unødvendighed, men “The Amazing Spider-Man” er faktisk en helt okay superheltefilm.

Vi kender resten af historien: Peter Parker bliver bidt af en genmanipuleret edderkop, og derefter får han nogle unikke superheltekræfter, som han skal lære at bruge ordentligt. Samtidig skal Parker i denne ombæring besejre et ondsindet kæmpefirben, som han til dels selv har været med til at skabe takket være sit eminente intellekt og sit samarbejde med forskeren Curt Connors, som forvandles til det førnævnte firben under et eksperiment, hvor Connors forsøger at genskab sin amputerede arm. Denne sektion af filmen – skabelsesberetningen, om man vil – fungerer også godt, for filmmagerne formår på overbevisende vis at skildre Spider-Man som et almindeligt menneske, der forstår det ansvar, der følger med hans nyfundne kræfter, hvor skurkene i universet typisk er modsætningen hertil: Mænd, der udnytter deres overmenneskelighed på en fuldkommen ondskabsfuld facon.

Dialogen fungerer til gengæld mindre godt. Det føles ofte, som om karaktererne taler for direkte til (og ned til) publikum i et forsøg på at udpensle plottet. Desuden er plottet ikke altid voldsomt sammenhængende, og der er tydeligvis ikke blevet brugt megen energi på at få actionsekvenserne til at gå godt i spænd med resten af historien – som regel føles det, som om de er blevet smidt tilfældigt ind for at give filmen lidt mere momentum, men til gengæld er man altså godt underholdt af de flotte effekter og den spændende mytologi!

2D-transferet er helt igennem solidt med en meget naturtro farvegengivelse og en imponerende klarhed. Kontrasten er dog indimellem lidt svag, hvilket får detaljerigdommen til at skrumpe en smule, men det sker altså uhyre sjældent. Alt i alt er der altså tale om en virkelig solid billedside. Udgivelsen huser også et 3D-transfer, men eftersom jeg ikke ejer noget 3D-udstyr, har min kollega, Johan Albrechtsen, skrevet nogle ord om 3D-billedsiden:

Når man ser udgivelsens ekstramateriale, kan man tydeligt høre på instruktøren Marc Webb, at han ikke er ovenud begejstret for 3D, og derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at “The Amazing Spider-Man” i lange perioder ligner en 2D-film, også selvom den faktisk blev skudt i 3D. Til gengæld må man dog sige, at dybden ofte er meget naturtro. Der optræder praktisk talt ingen ineffektive 3D-gimmicks, og ghosting forekommer ikke. Scenerne i Oscorp-bygningen imponerer enormt i 3D, idet flere af de avancerede computerpaneler synes at “bøje ud” mod tilskueren på en særdeles troværdig facon, men det er en skam, at især de mange bybilleder ikke udnytter 3D’en til at fremtvinge sug i maven. Selvom jeg godt kan lide 3D-film, der ikke bombarderer tilskueren med så mange 3D-effekter, at filmens illusion krakelerer, så efterlades man lidt med følelsen af, at filmmagerne lige så godt kunne have sparet adskillige millioner dollars og skudt filmen i 2D.

Præsenteret i 5.1 DTS-HD Master Audio. “The Amazing Spider-Man” lyder fantastisk på Blu-ray. Når Spider-Man svinger sig rundt i New Yorks gader, suser det rundt om ørerne på en, og i actionscenerne blæses man helt omkuld af den aggressive subwoofers brøl. Samtidig formår lydsiden at gengive alle replikkerne klart, selv når der foregår en masse i baggrunden. Eneste minus er dog, at hvor man i actionssekvenserne gør meget ud af at få alle højtalere i brug, så er der flere mere lavmælte talescener (såsom scenerne på Parkers high school), hvor en ligeså ambitiøs brug af kanalnetværket kunne have givet mere rummelighed til scenerne og en større fornemmelse af at være der selv.

Udgivelsen kommer med en hel skives ekstramateriale, og der er nok at tage fat på for de interesserede. Cirka 105 minutters gennemgang af filmens tilblivelse giver et godt og fyldigt indblik i bl.a. casting-processen, opsætningen af de større kampscener samt postproduktionsfasen. Det bliver dog trættende at høre deltagerne klappe hinanden på skuldrene og udnævne “The Amazing Spider-Man” til et enormt projekt med en masse udfordringer, som de alle magtede at løse på fuldkommen fantastisk geniale måder. Det er også svært ikke at le, når de interviewede begynder at tale om årsagen til rebootet. Man kan nærmest se dollartegnene i øjnene på producerne, når de taler om, hvorledes deres ikke synderligt originale “Spider-Man”-film rummer utallige nyfortolkninger af universets elementer, der aldrig før er blevet vist på det hvide lærred.

Skiven indeholder også en smule ekstramateriale i 3D, som min kollega, Johan Albrechtsen, har kigget nærmere på. I dokumentaren “3D 101 with Marc Webb” taler Webb om sin tilgang til 3D-optagelserne. Det er et enormt interessant, lille interview, og man fascineres især, når Webb demonstrerer, hvordan 3D-kameraerne fungerer, og hvordan man kan finjustere dybden i billederne. Webb nævner også, at man som regel lader klippene køre lidt længere i 3D-film, fordi øjnene lige skal vænne sig til dybden. Endnu bedre: Man får mulighed for at se tre udvalgte sekvenser fra filmen, hvor man selv kan justere dybden undervejs via fjernbetjeningen. Det er uhyre interessant, og forhåbentlig vil andre filmselskaber overveje at smække noget tilsvarende på deres 3D-udgivelser fremover. Der er også en blot tre minutter lang 3D-sekvens, som viser, hvordan filmmagerne forsøgte at genskabe nogle af Spider-Mans kendte kropsholdninger fra tegneserien i filmen.

Kun ti år efter den første “Spider-Man”-filmatisering, som affødte et par fortsættelser og en ekstremt kikset Broadway-musical, dukker en helt ny Spidey op på det store lærred med Andrew Garfield iført superheltens kulørte, karakteristiske kostume. Spørgsmålet er bare, om denne “The Amazing Spider-Man” blot er en uinspireret gentagelse af forgængerne eller den saltvandsindsprøjtning, som franchisen har trængt til.

Jo, vi har både hørt og set det hele før, og derfor er det mest nærliggende spørgsmål i forbindelse med denne nye version netop, hvor behovet for en ny Spider-Man filmatisering kommer fra, når nu Sam Raimi gjorde det så godt med Tobey Maguire i titelrollen i både 2002, 2004 og 2007? Det spørgsmål bliver ikke besvaret i “The Amazing Spider-Man”, selvom de dog prøver at rokke lidt ved den kendte opskrift med nogle nye ingredienser, der dog ikke er særligt markante. Peters voldelige skolebisse er flink nok på bunden, og Peter er i langt højere grad en enspænder i skolen… Der er dog ikke just tale om revolutionerende, nye tiltag, der retfærdiggør en genindspilning.

Men det er altså svært at ryste følelsen af, at man har hørt og set det hele før, og spændingsniveauet daler ofte, fordi plottet virker så genkendeligt, og uforudsigeligheden mangler. I denne version udviser Spidey dog én tendens, som han ikke gjorde i Tobey Maguires skikkelse: Han er slet, slet ikke lige så bange for at tage sin maske af. Faktisk virker det til tider som en pinsel for ham at beholde den på. En smule mere forsigtighed ville vist være passende for en superhelt, der gerne vil forblive anonym.