Amazing Spider-Man, The

InstruktionMarc Webb

MedvirkendeAndrew Garfield, Emma Stone, Rhys Ifans, Martin Sheen, Sally Field, C. Thomas Howell, Denis Leary, Julianne Nicholson, Campbell Scott, Irrfan Khan

Længde130 min

GenreAction, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen03/07/2012


Anmeldelse

Amazing Spider-Man, The (3D)

5 6
De ottebenede mod de firbenede

Rebootet af “Spider-Man”-franchisen er i mine øjne et af de tydeligste eksempler på den kynisme og kommercielle fascisme, der præger big budget-Hollywood. Således er filmen ikke lavet, fordi man ønskede at fortælle en ny historie om Spider-Man, eller fordi en instruktør eller en producer havde en interessant nyfortolkning af superhelten i ærmet. Nej, “The Amazing Spider-Man” er først og fremmest lavet for at forhindre, at Sony mistede de indbringende rettigheder til Marvels superhelt (tegneserieselskabet havde automatisk generobret rettighederne, hvis ikke Sony havde søsat en ny “Spider-Man”-film før en vis deadline). Det ville derfor også have været en fryd at kunne slagte filmen for dens idéløshed eller dens unødvendighed, men “The Amazing Spider-Man” er faktisk en helt okay superheltefilm.

Andrew Garfield spiller denne gang den unge Peter Parker, der skildres som en mobbet og udstødt, men godhjertet outsider i high school, der har et lille crush på den intelligente Gwen Stacy, som uheldigvis allerede kommer sammen med skolens basketballspillende douchebag. Det lyder jo umiddelbart som noget, vi ikke blot har set i de forrige “Spider-Man”-film, men også i utallige andre film om teenagetidens dilemmaer, men takket være stærke præstationer af især Garfield og Emma Stone (Stacy) fungerer denne del af filmen trods alt udmærket. Det føles også, som om det er i netop disse sektioner af filmen, hvor romancen og ungdommens prøvelser er i centrum, at “500 Days of Summer”-instruktøren Marc Webb for alvor er på hjemmebane.

Vi kender resten af historien: Peter Parker bliver bidt af en genmanipuleret edderkop, og derefter får han nogle unikke superheltekræfter, som han skal lære at bruge ordentligt. Samtidig skal Parker i denne ombæring besejre et ondsindet kæmpefirben, som han til dels selv har været med til at skabe takket være sit eminente intellekt og sit samarbejde med forskeren Curt Connors, som forvandles til det førnævnte firben under et eksperiment, hvor Connors forsøger at genskab sin amputerede arm. Denne sektion af filmen – skabelsesberetningen, om man vil – fungerer også godt, for filmmagerne formår på overbevisende vis at skildre Spider-Man som et almindeligt menneske, der forstår det ansvar, der følger med hans nyfundne kræfter, hvor skurkene i universet typisk er modsætningen hertil: Mænd, der udnytter deres overmenneskelighed på en fuldkommen ondskabsfuld facon.

Flere scener fungerer tilmed rigtig godt. I en enkelt scene forsøger Spider-Man at redde en lille dreng, der sidder fanget i en bil, som firbenet har kastet ud over en bro, men som Spider-Man har fanget med sit spindelvæv, før den ramte vandet (jeg hader når det sker…), og scenen er godt iscenesat og flot filmet, og Garfield får her god mulighed for at træde i karakter som Spider-Man og skildre splittelsen mellem hans personaer. Ligeledes fungerer det godt (selvom scenen dog også er noget klichéagtig), når Parker konfronterer sin kærestes politifar.

Dialogen fungerer til gengæld mindre godt. Det føles ofte, som om karaktererne taler for direkte til (og ned til) publikum i et forsøg på at udpensle plottet. Desuden er plottet ikke altid voldsomt sammenhængende, og der er tydeligvis ikke blevet brugt megen energi på at få actionsekvenserne til at gå godt i spænd med resten af historien – som regel føles det, som om de er blevet smidt tilfældigt ind for at give filmen lidt mere momentum, men til gengæld er man altså godt underholdt af de flotte effekter og den spændende mytologi!

Jeg ville have elsket at hade “The Amazing Spider-Man”, fordi dens største formål er at bevare rettighederne til en lukrativ franchise. Men der er altså tale om en solid superheltefilm, der både er underholdende, velspillet og har interessante karakterer, hvorfor filmen sagtens kan klare at blive sammenlignet med sine forgængere. Filmens største problem er det noget rodede plot, men instruktøren Marc Webb og hans skuespillere har altså fået det optimale ud af den kynisme, der lå til grund for filmens skabelse.
Video

2D-transferet er helt igennem solidt med en meget naturtro farvegengivelse og en imponerende klarhed. Kontrasten er dog indimellem lidt svag, hvilket får detaljerigdommen til at skrumpe en smule, men det sker altså uhyre sjældent. Alt i alt er der altså tale om en virkelig solid billedside. Udgivelsen huser også et 3D-transfer, men eftersom jeg ikke ejer noget 3D-udstyr, har min kollega, Johan Albrechtsen, skrevet nogle ord om 3D-billedsiden:

Når man ser udgivelsens ekstramateriale, kan man tydeligt høre på instruktøren Marc Webb, at han ikke er ovenud begejstret for 3D, og derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at “The Amazing Spider-Man” i lange perioder ligner en 2D-film, også selvom den faktisk blev skudt i 3D. Til gengæld må man dog sige, at dybden ofte er meget naturtro. Der optræder praktisk talt ingen ineffektive 3D-gimmicks, og ghosting forekommer ikke. Scenerne i Oscorp-bygningen imponerer enormt i 3D, idet flere af de avancerede computerpaneler synes at “bøje ud” mod tilskueren på en særdeles troværdig facon, men det er en skam, at især de mange bybilleder ikke udnytter 3D’en til at fremtvinge sug i maven. Selvom jeg godt kan lide 3D-film, der ikke bombarderer tilskueren med så mange 3D-effekter, at filmens illusion krakelerer, så efterlades man lidt med følelsen af, at filmmagerne lige så godt kunne have sparet adskillige millioner dollars og skudt filmen i 2D.

Audio

Præsenteret i 5.1 DTS-HD Master Audio. “The Amazing Spider-Man” lyder fantastisk på Blu-ray. Når Spider-Man svinger sig rundt i New Yorks gader, suser det rundt om ørerne på en, og i actionscenerne blæses man helt omkuld af den aggressive subwoofers brøl. Samtidig formår lydsiden at gengive alle replikkerne klart, selv når der foregår en masse i baggrunden. Eneste minus er dog, at hvor man i actionssekvenserne gør meget ud af at få alle højtalere i brug, så er der flere mere lavmælte talescener (såsom scenerne på Parkers high school), hvor en ligeså ambitiøs brug af kanalnetværket kunne have givet mere rummelighed til scenerne og en større fornemmelse af at være der selv.

Ekstramateriale

Udgivelsen kommer med en hel skives ekstramateriale, og der er nok at tage fat på for de interesserede. Cirka 105 minutters gennemgang af filmens tilblivelse giver et godt og fyldigt indblik i bl.a. casting-processen, opsætningen af de større kampscener samt postproduktionsfasen. Det bliver dog trættende at høre deltagerne klappe hinanden på skuldrene og udnævne “The Amazing Spider-Man” til et enormt projekt med en masse udfordringer, som de alle magtede at løse på fuldkommen fantastisk geniale måder. Det er også svært ikke at le, når de interviewede begynder at tale om årsagen til rebootet. Man kan nærmest se dollartegnene i øjnene på producerne, når de taler om, hvorledes deres ikke synderligt originale “Spider-Man”-film rummer utallige nyfortolkninger af universets elementer, der aldrig før er blevet vist på det hvide lærred.

Derudover kan man finde nogle slettede scener, hvoraf de fleste dog er meget korte og ret irrelevante. Men der er da lidt at komme efter, hvis man ikke syntes, at filmens 136 var nok i sig selv. Det sjoveste på skiven må være amatøroptagelserne af stuntholdet, der øver de forskellige scener. Disse er iscenesat meget filmisk, og her er det tydeligt, at der har været god stemning og masser af overskud blandt stuntfolkene. Desuden har instruktøren Marc Webb, Marvel-guruen Avi Arad og produceren Matthew Tolmach indtalt et godt og informativt kommentarspor til filmen.

Skiven indeholder også en smule ekstramateriale i 3D, som min kollega, Johan Albrechtsen, har kigget nærmere på. I dokumentaren “3D 101 with Marc Webb” taler Webb om sin tilgang til 3D-optagelserne. Det er et enormt interessant, lille interview, og man fascineres især, når Webb demonstrerer, hvordan 3D-kameraerne fungerer, og hvordan man kan finjustere dybden i billederne. Webb nævner også, at man som regel lader klippene køre lidt længere i 3D-film, fordi øjnene lige skal vænne sig til dybden. Endnu bedre: Man får mulighed for at se tre udvalgte sekvenser fra filmen, hvor man selv kan justere dybden undervejs via fjernbetjeningen. Det er uhyre interessant, og forhåbentlig vil andre filmselskaber overveje at smække noget tilsvarende på deres 3D-udgivelser fremover. Der er også en blot tre minutter lang 3D-sekvens, som viser, hvordan filmmagerne forsøgte at genskabe nogle af Spider-Mans kendte kropsholdninger fra tegneserien i filmen.

Når nu “Spider-Man”-sagaen absolut skulle rebootes, så kunne det altså være gået langt grueligere galt, end tilfældet er. Det er der flere grunde til, men først og fremmest bør Andrew Garfield roses for sin fremragende præstation som Peter Parker/Spider-Man. Desuden har “Spider-Man”-universet en uhyre fascinerende mytologi, som filmmagerne heldigvis ikke bare skimmer igennem. På Blu-ray er “The Amazing Spider-Man” ren guf for dem, der ikke kan få nok af ottebenede helte mod firbenede skurke, da både ekstramaterialet samt billed- og lydkvaliteten imponerer.

Amazing Spider-Man, The

4 6
Når selv Spider-Man bliver for meget af det gode

Kun ti år efter den første “Spider-Man”-filmatisering, som affødte et par fortsættelser og en ekstremt kikset Broadway-musical, dukker en helt ny Spidey op på det store lærred med Andrew Garfield iført superheltens kulørte, karakteristiske kostume. Spørgsmålet er bare, om denne “The Amazing Spider-Man” blot er en uinspireret gentagelse af forgængerne eller den saltvandsindsprøjtning, som franchisen har trængt til.

De fleste af os kender formentlig beretningen om den nørdede Peter Parkers transformation til den heroiske Spider-Man, men lad os bare opremse den igen for en god ordens skyld: Parker er en lidt ensom og kikset gymnasieelev, der er hemmeligt forelsket i den søde Gwen Stacy. Hans forældre døde, da han kun var en lille dreng, og i et forsøg på at finde ud af hvorfor opsøger han faderens tidligere arbejdsplads, OsCorp, hvor farmand arbejdede som forsker. Her bliver Peter bidt af en edderkop, der er del af et større DNA-eksperiment, og så begynder der at ske løjer. Han bliver pludseligt ualmindeligt stærk, og han kan tilmed let gå op og ned ad vægge. Og så kan man jo lige så godt bruge ens kræfter til noget nyttigt, såsom at trække i et spandex-kostume og ændre ens identitet til Spider-Man – en vaskeægte superhelt!

Jo, vi har både hørt og set det hele før, og derfor er det mest nærliggende spørgsmål i forbindelse med denne nye version netop, hvor behovet for en ny Spider-Man filmatisering kommer fra, når nu Sam Raimi gjorde det så godt med Tobey Maguire i titelrollen i både 2002, 2004 og 2007? Det spørgsmål bliver ikke besvaret i “The Amazing Spider-Man”, selvom de dog prøver at rokke lidt ved den kendte opskrift med nogle nye ingredienser, der dog ikke er særligt markante. Peters voldelige skolebisse er flink nok på bunden, og Peter er i langt højere grad en enspænder i skolen… Der er dog ikke just tale om revolutionerende, nye tiltag, der retfærdiggør en genindspilning.

Når det så er sagt, så er Andrew Garfield dejlig kikset og elskelig som Peter Parker, Emma Stone er – som altid – en ren charmetrold her i rollen som Gwen Stacy, Sally Field er sympatisk som tante May, og Rhys Ifans er godt og grundigt lusket som faderens tidligere kollega, den sygdomsbetagede Curt Connors, der forvandler sig til den gruopvækkende kæmpeøgle The Lizard. De romantiske scener mellem Peter og Gwen er fyldt med den dragende sødme og forførende sexethed, som man også så i instruktør Marc Webbs tidligere film, “500 Days of Summer”, og måske er det også derfor, Webb har fokuseret så meget på kærlighedshistorien mellem de to. Han har tydeligvis haft større problemer med at sammensætte filmens spændingsmomenter, der er tunge at danse med og savner intensitet på trods af overbevisende computereffekter. Nej, der er ingen tvivl om, at Webbs primære fokus er på de to turtelduer.

Men det er altså svært at ryste følelsen af, at man har hørt og set det hele før, og spændingsniveauet daler ofte, fordi plottet virker så genkendeligt, og uforudsigeligheden mangler. I denne version udviser Spidey dog én tendens, som han ikke gjorde i Tobey Maguires skikkelse: Han er slet, slet ikke lige så bange for at tage sin maske af. Faktisk virker det til tider som en pinsel for ham at beholde den på. En smule mere forsigtighed ville vist være passende for en superhelt, der gerne vil forblive anonym.

Hvis verden aldrig havde haft Raimis tidligere filmatiseringer af edderkoppedrengens eventyr, ville denne anmeldelse måske have været anderledes positiv og gennemgående begejstret. For “The Amazing Spider-Man” er faktisk en god film. Dens to hovedpersoner er så elskværdige og charmerende, at selv den mest koldblodige skurk formentlig ville heppe på dem, hvis han så dem sammen, og effekterne er tydeligvis skruet sammen af nogle af Hollywoods dygtigste computertroldmænd. Filmen bidrager bare ikke med noget nyt af værdi, og nye, spændende tiltag burde ellers være obligatoriske, når nu det blot er fem år siden, at Raimi og Co. sidst lancerede en “Spider-Man”-film i biografen. Vi krydser fingre for, at den uundgåelige fortsættelse tager flere chancer.


Kort om filmen

“The Amazing Spider-Man” er historien om Peter Parker – en lidt nørdet high school elev, der vokser op hos sin onkel Ben og tante May. Som de fleste teenagere prøver Peter at finde ud, hvem han er, og hvordan han blev sådan. Da Peter opdager en mappe, der tilhørte hans far, begynder han så småt at forstå, hvorfor hans forældre forsvandt – en forståelse, der leder ham til Oscorp og Dr. Connors – hans fars tidligere kollega.