Åh abe, gid du havde lidt mere lov til leg

Jeg har aldrig tænkt over det før. Som barn af DR’s børnetime og monopol på alt, der ikke var farlig amerikansk tegnefilm, har jeg kigget helt utroligt meget på dyrefilm. Poul Thomsens hunde, Jens Olesen, der sidder i et telt og tegner fugle, eller klassikeren ’Vi sænker et kamera ned på bunden af Danmarks Akvarium og ser, hvad der sker'. Og det er kun en brøkdel. Men selv om jeg er blevet stopfodret som Søren Ryges gæs, så er jeg stadig på, når Grete Tulinius’ mørkebløde stemme beskriver yakoksens fordøjelsessystem. Så jeg ved ikke, om det er et tegn på mæthed, at jeg ikke fandt “Amazonia” voldsomt interessant.

Det er ellers et sympatisk udgangspunkt at lade en lille abe gå på opdagelse i den store skov, men det bliver ikke helt til en afrundet filmoplevelse. Dertil er fortællingen om kapucineraben Saï, der styrter ned med et fly og ryger fra det trygge bur direkte ud i Amazonas jungle, for løs og ufokuseret. For selv om den lille fyr bliver fulgt tæt og er en ret charmerende type, bliver han ikke for alvor en fængende ‘person’.

Og det skal han være, når filmen er en iscenesat virkelighed, hvor de smukke naturoptagelser bliver klippet sammen til et narrativ. Saï er placeret i omgivelserne og interagerer med dem efter sin dyrenatur, men skal samtidig ‘spille’ bange, vred, nysgerrig og en masse andre følelser, som kan involvere dig. Man strander lidt på halvvejen imellem hyperrealisme og historiefortæling. Det problem løser de fleste naturfilm med en speak, der, indrømmet, ofte også overgør de menneskelige sider af dyr, men som samtidig kan give en indsigt, som rækker ud over ’aben er sulten, fordi vi filmer en frugt'.

Den manglende indlevelse kompenseres der for med et insisterende soundtrack, som aldrig tøver med at fortælle præcis, hvor dramatisk situationen kan blive. Lidt ligesom sportskommentatorer, der bare må fortælle, hvor højspændt en situation vi ser på, nu hvor Danmark har hjørnespark. Det er en lidt paradoksal tilføjelse til det enorme arbejde med realismen i både billeder og lyd, at man så konsekvent skruer op for bassen.

Men det mest grundlæggende problem er, at dyreverdenen ikke byder på den store variation i livsudfordringer og eksistentielle kriser. Her dyrkes mere enkle temaer som at få noget æde og holde sig fra at blive spist. Og derfor ender “Amazonia” med mest at være en række sammenhængende sekvenser, der endda er påfaldende ens opbygget. Saï bevæger sig prøvende rundt, mens en af junglens farer nærmer sig i baggrunden – en lumsk krokodille, en grum jaguar eller måske dumme menneskemænd – og den lille abe er sekunder fra en grusom død, men redder heldigvis skindet. Det er sikkert realistisk, men samtidig lidt uspændende.