American Hustle
Udgivet 23. jan 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Snyd-andre-og-bliv-rig-genren har sjældent været så moderne som nu. Først Leonardo DiCaprio som børssvindler i “The Wolf of Wall Street” og nu, med scenen sat et årti tidligere i 1970’erne, “American Hustle”. En film, hvor alle snyder alle i jagten på omkvædet fra verden af før finanskrisen: Mere vil have mere. Og med den uforudsigelige energi David O. Russells hustlerfilm lægger for sin bedrageriske dag, så blev jeg snydt til at holde af den. Det gør jeg stadigvæk.
I det hele taget er det skuespillernes film og deres præstationer, der holder sammen på filmens urolige mosaikstruktur. Sådan er det ofte hos instruktør David O. Russell. Periodeportrættet af 1990’ernes amerikanske nobody-klasse i “The Fighter” var også kendetegnet ved en tilsyneladende løs plotstruktur, der til gengæld gav plads til, at blandt andet Christian Bale og Amy Adams kunne slå sig løs. Det samme var tilfældet i Russells seneste, “Silver Linings Playbook”, hvor Jennifer Lawrence og Bradley Cooper (og Robert De Niro) tog teten. De er i “American Hustle” alle samlet til et regulært drømmehold, der må få selv en fan af “The Avengers” til at nikke anerkendende.
Herfra er det ren Olsen-banden med falske sheiker, den lille mand imod systemet og de bristede drømme. Bedst personificeret ved kollektivets absolute tilløbsstykke: Jennifer Lawrence. Som en amerikansk Yvonne stjæler Lawrence alle scener med sit hjemmegående, passiv-aggressive monster af en kone til Irving. Konen Rosalyn inkarnerer på samme tid også filmens velturnerede tema. For selv om Russell tilsyneladende mangler struktur i sine film, så ender alle løse ender alligevel pænt sammenbundet til sidst. Rosalyn svindler ikke andre. Kun sig selv. Hun og filmens øvrige svindlere skylder skylden for deres middelmådighed på andre og bliver dermed offer for det største svindelnummer – selvbedraget.
Filmen er dog ikke noget svindelnummer. Den er og føles ægte. Russells urolige stil i både plot og billeder forplanter sig til en sjælden ægthed, der bæres frem af et drømmehold af skuespillere med Jennifer Lawrence som hende, der psykotisk sjov hopper op af den store flødeskumslag-i-lag-i-lagkage, filmen ér. En Olsen-banden anno 2014, jeg gerne vil hustle for.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet