American Sniper
Udgivet 21. jan 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Læs titlen et par gange. Clint Eastwood har gjort det såre simpelt, såfremt du nogensinde kommer i tvivl om, hvor “American Sniper” er lavet, og hvor den sandsynligvis skal hente flest penge og størst hæder. Eller, valget var jo egentlig taget, lang tid inden han satte sig i instruktørstolen. Målet har været, uden fimsede, kunstneriske svinkeærinder, at filmatisere nationalhelten Chris Kyles selvbiografi, så der strømmer røde, hvide og blå tårer fra Arkansas til San Diego. De første ørneskrig fra de amerikanske billetsalg lyder da også, at missionen er lykkedes i rekordstort omfang.
Undervejs når han lige at møde Taya og gøre hende gravid. Og blive gift. Første del presser en masse begivenheder sammen i en stakåndet march mod 11. september og udsendelsen til Irak. Kyles familie er skitser, som ikke fyldes ud med ordentlig information. Især forholdet til den bløde lillebror forbliver ubeskrevet. Chris Kyle bliver en legende blandt de hårdeste elitesoldater, mens hans bror løber forskræmt rundt som menig i selv samme krig. Det kulminerer i et kort møde på en militærbase, men efter det glider misforholdet mellem de to uforløst ud af historien.
Krigen er den verden, Chris Kyle kan forstå, og Clint Eastwood har vist haft det lidt på samme måde. For lige så kort og halvbagt som opbygningen af Kyles personlighed føles, lige så intense og udfoldede virker scenerne, hvor han endelig er kommet på arbejde som snigskytte. “American Sniper” lever i de støvede skud af en sammenbidt Bradley Cooper, der på trods af alle de ekstra muskler leverer intenst og plaget ansigtsmimik, så man kan mærke paranoiaen på patrulje. Forfatterne har rutineret blandet virkelighed og fiktion i en dødelig rivalisering med syreren Mustafa, så spændingskurven nemt når Tom Berenger og “Sniper”.
“American Sniper” er en bastant læs-let bog om patriotisme og fædrelandskærlighed. Det centrale plot kan koges ned til én sætning, men prøver alligevel at favne en masse sidehistorier, der mister relevans som de smides nonchalant i bunken. Chris Kyle forbliver en lidt utydelig karakter, men hans alter ego “Legenden” eller “Satan fra Ramadi” træder ind i rækken af uimodståelige amerikanske myter på linje med Davy Crockett og Buffalo Bill. Clint Eastwoods ferme instruktion af de fire ture til krigens helvede i Irak gør, at en film, der smykker sig med striber og stjerner, får fire til samlingen herfra.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet