Amy Winehouse fik 27 år

“Amy” er årets sørgeligste film. 128 minutter i selskab med en ret almindelig, ung pige, som selvdestruerer, mens familie og venner gang på gang svigter og nægter hende den hjælp, hun så indlysende har brug for. Hun udnyttes af sine nærmeste og latterliggøres af alle os andre. Og hun lægger det hele frem til frit skue i sine selvbiografiske sangtekster. Alle kunne høre det, alle kunne se det. Instruktør Asif Kapadia viser i “Amy”, at der fandtes et ganske almindeligt menneske bag den groteske, ødelagte facade, der endte sine dage som en morbid, popkulturel punchline.

Ifølge Asif Kapadias udlægning af Amy Winehouses livshistorie så indtraf det afgørende øjeblik på hendes dødelige deroute inden udgivelsen af det internationale gennembrud i 2006, “Back to Black”. På det tidspunkt var hendes misbrug allerede ude af kontrol, men hun var endnu ikke en verdenskendt stjerne. Hun var endnu ikke fanget i paparazzi-pressens blitzstorm. Det var øjeblikket, hvor hun skulle have været indlagt, hvis hun skulle have haft en chance. Men som Winehouse sang i nummeret “Rehab”, så takkede hun nej til en tur på afvænningsklinikken: “I ain’t got the time / And if my daddy thinks I’m fine,” lyder de linjer, der i bagklogskabens lys falder som tunge anklager imod farmand, Mitch Winehouse, og en musikbranche, der havde for travlt med at presse profit ud af hende til at bekymre sig om hendes helbred.

Det er Mitch, der er den store skurk hos Kapadia. Han fremstår opportunistisk, manipulerende og selvpromoverende. Mitch forlod familien, da Amy var en lille pige, men efterhånden som hendes succes tager til, dukker han oftere og oftere op i billedet ved Amys side, når der skal uddeles priser. Faktisk når som helst, der er lidt rampelys at sole sig i. Efterhånden bliver han selv en mindre berømthed, og han griber enhver chance for at tiltrække sig mere opmærksomhed. Tilsyneladende upåvirket af, hvad den store bevågenhed gør ved datteren. Mest tydeligt, da han hiver et tv-hold med til øen St. Lucia, hvor hun har søgt tilflugt fra pressen for at pleje sit helbred.

Kapadia er altså ikke bange for at tage stilling. Han mener helt tydeligt, at Mitch Winehouse bærer en del af skylden for Winehouses endeligt. Også Winehouses mand, Blake Fielder-Civil, får en hård medfart. Der var ham, der introducerede Amy for crack og heroin, så han var ganske givet medvirkende faktor i, at misbruget eskalerede så voldsomt, som det gjorde. “Amy” retter altså nogle voldsomme anklager imod sangerindes nærmeste, der underbygges med hjemmevideoer, interviews, koncerter og stilbilleder, som udgør det meste af billedsiden. Undervejs løber Winehouses tekster over skærmen. De fortæller og kommenterer bedst den livshistorie, som Kapadia søger at kortlægge. Meget bedre og smukkere end en sammenklippet strøm af rystede hjemmevideoer.

Når “Amy” alligevel har sin berettigelse som film, så er det, fordi den giver et billede af Amy Winehouse, som hun var, inden nedturen tog fart. En pige, der på ingen måde forekommer at være en superstjerne i svøb, men blot en typisk, kæk London-tøs med en flot stemme. Det er misforholdet mellem den 14-årige pige, der synger fødselsdagssang for sin veninde i åbningsscenen, og det tildækkede lig, der er så trist. For det var ikke en selvfølge, at den 14-årige pige skulle dø 13 år senere, hvilket ellers var de flestes kyniske førstereaktion, da de hørte om Winehouses bortgang. Der var mange muligheder for at skifte kurs, men hun fik aldrig det puf, hun havde brug for.