Rosemarys dukkebarn

“Annabelle” gemmer på noget skrækkeligt. Og mændene bag har påkaldt onde dæmoner for at holde hemmeligheden skjult. Men forgæves. Alverdens knirkende døre og mørke skygger kan ikke dække over en forudsigelig historie og flade karakterer. Du skal nok hoppe i sædet. Du skal nok få nervøse trækninger ved øjenkrogen. Du skal nok tage dig til hovedet og tænke: ’Lad nu være med at gå ned i kælderen!' Men når det sidste chok har fortaget sig, har du allerede glemt, hvorfor det skulle være uhyggeligt.

James Wan og vennerne fik en stor succes med “Nattens dæmoner” og arbejder nu hårdt for at holde ild i den nogenlunde sande fortælling om Warren-parrets kamp imod mørke kræfter. Universet trækker på virkelige spøgelseshistorier og giver den et nøk opad for at fremme forståelsen/gyset. Således også i oprindelseshistorien om den besatte dukke Annabelle, der spiller en rolle i netop “Nattens dæmoner” og efter sigende er forseglet i en glasmontre hos de virkelige Warrens.

Hun er født i 60’ernes Californien og er et grimt samlerobjekt, som John køber til sin gravide Mia. Hun bliver dog først rigtig grim, da naboens forsvundne datter, Annabelle Higgins, vender tilbage for at udføre et satanisk ritual på villavejen. Annabelle, som er blevet kulthippie skærer en masse halse over, inklusiv sin egen, og hendes onde blod drypper ned i dukken. Derfra lukker de stirrende plastikøjne ikke, før hun har taget sig et par sjæle. Og en ung kvindes forstand.

For det er Annabelle Wallis’ blonde forstadskvinde, der er i centrum. Mens manden er på arbejde, går hun rundt i det store tomme hus og bliver hjemsøgt af de mest grusomme ting. Symaskiner og popcorn og gardiner og sådan. Scene på scene opbygges efter den samme formel: Mia tusser lidt rundt, klip til dukkeøjne, lidt tættere på Mias tussen, lidt tættere på dukkeøjne og så BANG. Det er repetitivt, men holdes nogenlunde i live af dreven timing og godt kameraarbejde. Det er tydeligt, at John Leonetti har lært at lave gys som fotograf på bl.a. Wans “Insidious”.

Han slås til gengæld med personinstruktionen og den ikke særligt fascinerende historie. Det kan godt være, at dæmoner altid besætter på én måde, men filmene om dem må prøve nogle nye ting. Annabelle citerer ovenikøbet så åbenlyst fra “Rosemary’s Baby”, at det nærmer sig pastiche. Okay, John (Cassavetes) og Mia (Farrow) er da et sjovt hint til Polanskis mesterværk, men behøver både lejlighedskompleks og barnevogn være en kopi? At en gravid kvinde bliver stukket i maven af en gal kult, mens radioen snakker om Charles Mansons nedslagting af Sharon Tate (Polanskis kæreste), finder jeg sgu næsten stødende.