Hvor er det dejligt, endelig at se en fuldtræffer når det kommer til computerspil-adaptioner, når Netflix inviterer os på en dramatisk samfundsanalyse, hvor der ikke er skruet ned for hverken farver eller subwoofer.

Det skal siges, at jeg aldrig selv har spillet ‘League of Legends’, som serien her er baseret på, og jeg har derfor intet kendskab til det kildemateriale, den har at leve op til. Til min begejstring behøvede jeg det heller ikke, og det er nok en af grundene til, at den kan holde sig på sadlen, når den rider med på en genre hvor mange falder af hesten.

Vi starter med at dykke direkte tilbage, hvor vi blev sluppet sidst. Spændingen er på sit højeste mellem den utopiske kulturhovedstad Piltover, og dens dystopiske modpart, underverdenen Zaun. Vi følger hovedsageligt søstrene ‘Vi’ og ‘Jinx’, der sammen er vokset op i slummen blandt stoffer og organiseret kriminalitet, men nu står de med foden i hver sin lejr efter en tragisk splittelse. 

Sidst vi så dem, havde ‘Vi’ netop overtalt Piltovers øversteråd til at vedtage en fredsaftale mellem de to bydele, men det varede kun til den sindsforstyrrede Jinx affyrede et kæmpemissil direkte mod deres kontor. Nu er Jinx blevet et frihedssymbol for underverdenen, men hun jages vildt af Piltovers politistyrke, og søsteren ‘Vi’ er tilmed også i hælene på hende, selvom vi tvivler på, at hun kan klemme aftrækkeren, når det gælder.

Videnskabsmændene Jayce og Viktor er fortsat ved at udvikle deres teknologi, der tøjler magi med maskiner, så det på den måde kan udnyttes af den almene borger. De har selvfølgelig rene intentioner, men når det først viser sig effektivt i krigsførelse, falder hammeren (pun intended).

Det er en klassisk fortælling om brudte familiebånd og frihedsidealer på tværs af klassesamfund. Den rejser spørgsmålet, hvorvidt man kan og bør kontrollere det ukontrollerbare, og om det overhovedet er det værd at realisere sin drøm, hvis det sker på bekostning af sine grundlæggende værdier.

Det er råt, det er flot, og det er fedt, at vi ikke skal fodres med en lang monolog om, hvordan universet hænger sammen og hvem, hvad, hvor. Vi bliver hovedkulds kastet ned i øjenhøjde med den indholdsrige fantasiverden, og det er vores egen opgave at finde svar på vores mange spørgsmål. Ja tak! Man gider netop at investere sig i detaljerne, fordi de ikke bliver serveret på et sølvfad.

Men for at være helt ærlig, tog det også sin tid at overbevise mig. Det er en serie, der fra start til slut tager sig selv ekstremt seriøst, og den trækker i den grad på klicheer. I lang tid føltes karaktererne stereotype og endimensionelle, men jo længere man kommer, jo mere dybde finder man i skurkene, og vores helte udvikler sig konstant i retninger, jeg personligt ikke havde sat mine penge på.

‘Arcane’ skiller sig ud fra en stor portion af andre serier, fordi den ikke spilder sine afsnit i en ventetilstand op til serveringen af en forudsigelig sæsonfinale. Tværtimod leder den mig til at tro, jeg kender seriens præmis, men på en naturlig måde bliver den ved med at skubbe grænserne for, hvilken historie og hvilket univers den forsøger at vise os. Det er publikummet der bliver revet rundt i manegen, og jeg føler i hver episode, at jeg får noget igen for min tid.

Serien elsker også sine kampscener i højt tempo til høj musik. Selvom der ikke altid er lige meget på spil, er de altid medrivende alligevel og en fryd for øjet, når der hverken er sparet på blod, støv, og ting der kan springe i luften. Som animeret filmstykke, forstår den faktisk, at den må sætte kameraet lige hvor den har lyst.

Man kommer jo ikke udenom at snakke om animationen. Visuelt er det snildt en af de mest imponerende serier, jeg er blevet præsenteret for. Og farvepaletten har kun udvidet sig her i anden sæson. Den grundlæggende stilart er som at lægge 2D ovenpå 3D, eller omvendt, men kunstnerne tøver heller ikke med at tage brug af graffitimaling, grove stregtegninger og mange andre kunstformer, jeg ikke kender fagudtrykket for. Alle karakterer har deres egen fejlfri ansigtsmimik og unikke kropsbevægelser, og selve mængden og omfanget af alle de fantasifulde karakterdesigns er ikke til at få hovedet omkring. Jeg håber, det har været lige så underholdende at tegne, som det er at se på.

Jeg respekterer – faktisk vil jeg næsten sige elsker, at de runder serien af allerede efter anden sæson. Jeg tror vi alle er ved at være godt trætte af franchiser, der bliver malket til sidste dråbe så længe vi er dumme nok til at følge med. Det er vigtigt at de kan stoppe mens legen er god, men personligt ville jeg ikke have noget imod at dykke tilbage ned i Piltover – eller forresten en af de mange andre verdener vi kun har skrabet toppen af, så længe skaberne har hjertet med i det, og det ikke bliver for kedeligt og hensigtsløst.

Sæson 2 lover at binde knude på kaoset, men man føler ikke noget sted i serien, at man nærmer sig en afgørelse. Alliancer skabes og brydes, profeter skyder frem og skydes ned. Serien kaster fortsat bolde op i luften uden at gribe dem, der allerede svæver. Jeg håber bare, at den også kan lande på begge ben.

Selvom det stadig ikke har vakt min interesse til at spille ‘League of Legends’, må jeg indrømme, at jeg har måtte snuse lidt til spillets vilkår og de spilbare karakterer, blot for at forstå inspirationskilden. Jeg har fået lov at se 6 ud af de 9 kommende episoder, og jeg lover i hvert fald at sidde på forreste række, så snart finalen bliver tilgængelig.

De første tre episoder kan streames på Netflix fra i dag.