Askedrengen: I troldkongens sal
Udgivet 7. mar 2018 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Gamle eventyr indeholder altid en opbyggelig morale. Et af de mest populære er den om, at den snavsede overflade tit gemmer på et hjerte af guld. Sådan er det også med “Askedrengen”, der under sin på mange måder kedelige titel skjuler en aldeles flot, sjov og rørende sammenblanding af en række norske folkesagn. Godt genfortalt simpelthen, men også smukt opdateret til en post-Shrek virkelighed, hvor prinsesser kan slå fra sig, og prinser først og fremmest bekymrer sig om deres frisurer.
Jeg kender ikke Asbjørnsen og Moes samlede indsamlede folkeeventyr nok til at vide, hvad der er nyt, og hvad der kommer direkte fra forlægget. Men hvis man sammenligner, og det gør de fleste, med Brødrene Grimm, er grundelementerne de samme fra Bayern til Bergen. Trolde, hekse og heldige bondeknøse består til alle tider. Pandekage(!)-flade troper, men her bliver i hvert fald den vigtigste, Esben Askedreng, levende og flerdimensionel.
Normalt er helten ukuelig og fuld af skjulte talenter. Det er bare omstændighedernes onde stedmor, der holder ham nede. Esben derimod er også tankeløs og uduelig. Og derfor en rigtig god guide på rundturen i et eventyrland, hvor reglerne og formlerne er så indgroede.
Vi behøver nærmest ikke en voice over om trolden, der kidnapper den ugifte prinsesse på hendes 18-års fødselsdag. Og at den tililende prins er arrogant (og dansk!) har vi efterhånden lært. En knægt, der brænder sin faders gård ned ved et uheld derimod, han er et skarpt følelsesmæssigt fokus i det eklektiske miks af magiske væsner og gyldne kongetroner.
Esben og hans både afvæbnende og frustrerende optimisme bliver en slags forlængelse af vores eget møde med skovens lokkende elverkvinde. Det lyser ud af Vebjørn Engers fjæs, at det hele er lidt underligt, men at det ikke kun er tvungent, han springer ud i det. Det er en følelse, man kun kan dele.
Norge ser nemlig helt afsindigt indbydende ud i den her fantasi. Smaragdgrønne granskove, bølgende sætere, fosser og elve, der bruser. Det kan simpelthen ikke være anderledes, end at der bor både trolde, huldre og havmænd under de bjerge der. Hvis New Zealand er Middle Earth, så er Norge et Asgård.
Og apropos Tolkien så kunne Peter Jackson altså lære et eller andet af instruktør Mikkel Sandemoses mådehold. “Askedrengen” er alt det “Hobbitten” kunne have været uden gravkammerstemningen og CGI-mobiliseringen af orker, ulve og kæmpeorme.
En enkel rejse ud og hjem igen, bare med frygten for at miste sin familie som drivkraft i stedet for en eller anden forblommet legende om en stor diamant.
Det er tydeligt, at folkene bag “Askedrengen – I troldkongens sal” har set et par film, hvor trolden og æslet er heltene. Men også at de er fanget af det klassiske eventyrs simple magi. De viser, at historier om helte og prinsesser og om heltemodige prinsesser stadig er både snot- og eviggrønne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet