Kold krigsdans på Berlinmuren

Hvis John le Carré går med tanker om at lave en musikvideo, kan han godt droppe det. Den er lavet. “Atomic Blonde” er selvfølgelig ikke en musikvideo i bogstavelig forstand. Det er en actionfilm. En uigennemskuelig, men stilfuld koldkrigsthriller, hvor en smuk kvinde tæver en masse grimme mænd, mens Berlinmuren vakler. Det er MI6 vs. CIA vs. KGB. Live fra Brandenburger Tor, 1989. Men først og fremmest er det en hip 80’er-playliste tilsat vold så smuk og velkoreograferet, at jeg næsten glemmer, hvor dårligt fortalt, det hele er.

Handlingen er ren spiongenbrug, men formår alligevel at være næsten umulig at følge. Charlize Theron er den engelske agent Lorraine Broughton, der sendes til Berlin for at opdrive en lækket mikrofilm med følsomme oplysninger. Her møder hun den lokale MI6-chef, spillet af James McAvoy. En ukonventionel type, der går lige lovligt i ét med Berlins punkede undergrund. Kan hun stole på ham?

Et eller andet er i hvert fald gået galt, siden historien fortælles i flashbacks af Theron, der afhøres af sine efterretningschefer. Måske er det dem, hun ikke kan stole på? Måske er det hende selv, der er fuld af løgn? Alle de (dobbelt?)agenter er svære nok at holde styr på uden plottets unødvendige springen i tid. Det kræver sin fortæller at fremstille fordækt agentvirksomhed, så det overrasker, men dog giver mening. Det lykkes ikke helt i “Atomic Blonde”.

Men det en er svaghed ved “Atomic Blonde” som film, der ikke ødelægger dens kvaliteter som neonbelyst, hypervoldelig musikvideo. Sådan betragtet er “Atomic Blonde” en række fremragende øjeblikke, hvor musik og billede trumfer plot og logik. Det er New Orders “Blue Monday” tilsat en vild flugt til fods gennem Berlins gader. Det er Roland Møller som en russisk agent, der smadrer en tysk breakdancer med et skateboard til tonerne af Nenas “99 Luftballons”, så blodet sprøjter på kameralinsen. Det er de blåtonede billeder af Charlize Therons nøgne, gennembankede krop, der stiger op af et isbad. Det er David Bowies “Putting Out Fire With Gasoline”, da hun klæder sig på.

Da hun må tæve sig gennem en flok tyske betjente, skynder hun sig at skrue op for George Michaels “Father Figure”. Fordi nysgerrige ører ikke må høre, hvad der foregår. Men nok mest, fordi det er sejt. Musikken er overalt i “Atomic Blonde”. Bortset fra én enkelt scene. Højdepunktet. En syv minutter lang, ubrudt actionsekvens, hvor Charlize Theron beviser, at “Mad Max: Fury Road” blot var begyndelsen på hendes regeringstid som filmverdenens actiondronning. Her nærkæmper hun sig ned gennem en trappeopgang. Uden musik. Kun akkompagneret af stønnen, slag, spark, skud – og den lyd en proptrækker laver, når den gennemborer en russer.