Man må beundre James Camerons evne til gang på gang at gennemskue tidsånden og levere nøjagtig, hvad folk vil have på et givet tidspunkt. Instruktøren gjorde det i 1997 med “Titanic”, og nu har han gjort det igen med “Avatar” – en fremtidsfabel om marinesoldater, drabelige drager og blåfarvede rumvæsner, som har omsat for næsten tre milliarder dollars på verdensplan under den værste finanskrise siden børskrakket i 1920’erne. Wow.

“Avatar” fortæller historien om en gruppe grådige, magtfulde mennesker, som angriber det fredelige Na’vi-folk på månen Pandora for at få fat i de dyrebare mineraler, der befinder sig på deres territorium. Man behøver ikke en Ph.d. i historie for at forstå, at “Avatar” peger fingre af USA’s invasion af Vietnam og Irak samt selvsamme nations jagt på naturressourcer. Kritikken kommer ikke som et chok – canadiske Cameron trak således sin anmodning om amerikansk statsborgerskab tilbage, da Bush blev genvalgt i 2003. Selvom Cameron slår sine pointer fast med en overdreven ihærdighed, må man lovprise ham for at supplere sine storstilede actionsekvenser med bare en smule stof til eftertanke. Tag ved lære, Michael Bay.

Pandora er en helt igennem overbevisende, computergenereret verden spækket med væsner, som fremstår lige så ægte som deres menneskelige ledsagere. Billed- og lydmæssigt er “Avatar” en milepæl, hvis man lige ser bort fra Leona Lewis’ skrækkelige titelsang og James Horners rutineprægede musik, som tyvstjæler fra hans eget “Ærens mark”-score. Ligesom i “Titanic” får Cameron (godt hjulpet på vej af endnu et hæderligt ensemble) os til at holde af heltene og hade skurkene, selvom de alle enten er så entydigt godhjertede eller ondskabsfulde, at man aldrig kan relatere sig til dem. Og når det kommer til at skrue trendsættende actionscener sammen, har Cameron på ingen måde mistet sit touch. Det er dog pudsigt, at en så storstilet hyldest til pacifismen er bedst, når der er eksplosioner og skuddueller en masse.

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. I ordinære biografer blev “Avatar” præsenteret i billedforholdet 2.35:1 (CinemaScope), hvor toppen og bunden af billedet blev beskåret efter Camerons egne instruktioner. Men Cameron forelskede sig i IMAX-præsentationen på 1.78:1 og besluttede derfor, at filmen også skulle præsenteres i netop dét format på hjemmevideo. Farverne er simpelthen ubeskriveligt flotte og attraktive. Kontrasten er upåklagelig, ingen støj forekommer, og samtlige billeder udviser en overvældende detaljerigdom. Pudsigt nok er det lettere at sætte pris på alle detaljerne i baggrunden nu end i biografen, måske netop fordi transferet er todimensionelt, og elementerne i forgrunden derfor ikke “trumfer” resten.

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix benytter samtlige højtalere fra start til slut, og den stemningsmættede lydside spiller en kæmpe rolle i Camerons succesfulde forsøg på at overbevise os om, at Pandora er en ægte verden. Alt imens karakterernes replikker præsenteres krystalklart i fronthøjtalerne, omsluttes man af lydene fra Pandoras dyreliv – fjerne brøl, fløjtende fugle, summende insekter osv. James Horners musik kommer også klart og tydeligt igennem, og man kan ikke sætte en finger på panoreringerne, især ikke under filmens sidste, eksplosive akt, som er en af årets helt store lydoplevelser.

Man har undladt alt ekstramateriale fra skiven for at optimere kvaliteten af skivens transfer og lydspor. Men hvorfor har man ikke inkluderet de utallige dokumentarer om filmen, som allerede eksisterer på nettet, på en selvstændig disk? Dvd-udgivelsen af filmen medfølger, men den er også ludfattig på ekstramateriale. Der udkommer en ny udgivelse af “Avatar” i november, som skulle være proppet med ekstramateriale, og næste år udkommer angiveligt en BD-udgivelse indeholdende en 3D-version af filmen. Hvor tålmodig er du?

I filmens sidste stunder går kameraet helt tæt på et par åbne øjne, der stirrer ud mod os. Det er noget nær det perfekte billede på “Avatar”, der fra første stund synes at skrige ”Se! Se på disse undere, der omgiver jer!”

Camerons film har det med ikke blot at være ualmindelig underholdende, men også teknisk banebrydende værker, der sætter nye standarder for filmhåndværk, og “Avatar” er bestemt ikke nogen undtagelse fra reglen. Cameron fik ideen til historien for 14 år siden, men måtte erkende, at den nødvendige teknologi på daværende tidspunkt endnu ikke var blevet skabt. Nu mange år og 300 millioner dollars senere kan vi konstatere, at ventetiden ikke har været forgæves. Filmen er en helt og aldeles overvældende oplevelse, som med sine bemærkelsesværdige 3D-effekter og livagtige CGI-væsner skaber en overbevisende og mageløs verden.

Med en spilletid på 162 minutter kunne man nemt forestille sig, at filmen ville føles langtrukken, men handlingen synes aldrig at stå stille. Her er så meget at betragte, udforske og beundre, at man næsten føler, at tiden er for kort til at nå det hele. Da vi træder over i sidste akt bliver handlingen mere traditionel, men da er man blevet så følelsesmæssigt involveret, at man bliver oprigtig nervøs for hovedpersonernes velbefindende.