Avengers, The

InstruktionJoss Whedon

MedvirkendeRobert Downey Jr, Chris Evans, Chris Hemsworth, Mark Ruffalo, Jeremy Renner, Scarlett Johansson, Tom Hiddleston, Samuel L. Jackson, Cobie Smulders, Clark Gregg, Gwyneth Paltrow, Stellan Skarsgård, Paul Bettany, Lou Ferrigno, Jenny Agutter, Walter Perez

Længde135 min

GenreAction

IMDbVis på IMDb

I biografen26/04/2012


Anmeldelse

Avengers, The (3D)

5 6
More is more

“The Avengers” er fantastisk. Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, for hvordan i alverden kan en film, der både rummer Iron Man, Thor, Hulk og Captain America, undgå at være andet? For dælen altså… Det er jo fire superseje superhelte i én indbydende indpakning og virkeliggørelsen af enhver blockbuster-entusiasts største barnedrøm! Det er lidt ligesom at få serveret verdens bedste lagkage, som dernæst overhældes med en skæppeskøn glasur, før den til sidst overdynges med den lækreste krymmel, og så er det hele i øvrigt tilberedt af en verdensklasses bager. Min analogi er vist ved at blive lidt kringlet, så jeg må hellere lige klargøre, hvem jeg her taler om: Joss Whedon.

Det udløste højlydt jubel blandt tegneseriefans, da Marvel hyrede Whedon til at stå bag “The Avengers”, for med tv-serier som “Buffy – Vampyrernes skræk”, “Dollhouse” og (i særdeleshed) “Firefly” og sci-fi-filmperlen “Serenity” har Whedon udvist et unikt talent for at sammenvæve karakterdrevet drama, sprælsk humor og hæsblæsende action inden for de mere fantasirige genrer. Så kan vi godt tilgive Whedon at have skrevet manuskriptet til “Alien: Resurrection”. Men selvom “The Avengers” på papiret lå lige til Whedons højreben, så er filmhistorien som bekendt spækket med skrækkelige blockbuster-aspiranter, der forsøgte at jonglere med utallige superhelte på én gang og fejlede fælt.

Men Whedon er ikke Joel Schumacher eller Brett Ratner, og han er ikke blot en dygtig, nymodens auteur, men samtidigt (og lige så vigtigt) en hardcore nørd på lige fod med os fans, der holder af Marvels figurer. Ganske vist kommer “The Avengers” skidt fra start med en noget fjollet prolog, hvor skurkene introduceres i det ydre rum, men gennem resten af filmen træffer Whedon den ene geniale beslutning efter den anden. Hver eneste helt får den rette mængde spilletid i rampelyset, næsten samtlige oneliners går lige i lattermusklerne (i rollen som Iron Man har Robert Downey Jr. gjort sarkasme til en kunstart), og dedikerede tegneserielæsere bliver immervæk belønnet for deres encyklopædiske viden, alt imens historien heldigvis forbliver lettilgængelig og fornøjelig for uindviede dødelige.

Der er fart over feltet hele vejen igennem, og “The Avengers” bruger praktisk talt ingen tid på at belyse figurernes forhistorier. Men hvorfor dog også spilde tid på den slags, når hver eneste helt allerede har boltret sig i sin helt egen film? Vi har allerede haft vores appetitzere, nu er det blevet tid til hovedretten. Der er dog ingen tvivl om, at selvom “The Avengers” fungerer fint som en selvstændig affære, så gavner det helhedsindtrykket, hvis man allerede har set Iron Man, Thor, Hulk og Captain Americas selvstændige filmeskapader og dermed fået personerne introduceret ordentligt. Ligesom alle gode filmfortsættelser gentager “The Avengers” ikke sine forgængere, men bygger videre på det solide fundament, de allerede har skabt.

Flere havde dog sat spørgsmålstegn ved, om den 47-årige Whedon – som primært har begået sig som instruktør på flimmerkassen – kunne tøjle et astronomisk budget på 220 millioner dollars og levere action af format, men Whedon og Co. gør gudskelov al skepsis til skamme. Højdepunktet er et angreb på superheltenes flyvende hangarskib, hvor flere opgør folder sig ud på samme tid, og hvor hver eneste figur træder i karakter på en både uventet og underholdende facon. Heltenes sidste dyst mod en hær af skarptandede bæster i downtown New York er dog ikke nær så effektiv, fordi karaktererne flere gange er i fare for at drukne i alt det computergenererede hurlumhej.

Men heldigvis lader Whedon og hans veloplagte skuespillere aldrig spektaklet overskygge de spektakulære superhelte. Jovist, special effects og kulørte kostumer er flotte at se på, men det er ikke den slags, der kan få 142 minutter til at flyve af sted. Det kan til gengæld det blændende samspil mellem Chris Hemsworth (Thor; ikke verdens bedste skuespiller, men hamrende karismatisk), Chris Evans (Captain America; pokkers charmerende), Mark Ruffallo (Hulk; superb som altid) og førnævnte Downey Jr. Dygtige stjerner som Samuel L. Jackson, Scarlett Johansson og Jeremy Renner brillerer også i mindre, men mindeværdige biroller, og så var det en genistreg at gøre den magtsyge halvgud Loke (Tom Hiddleston) til historiens hovedskurk. Hiddleston var det bedste i “Thor”, og her er han endnu et stærkt trumfkort i Whedons imponerende kortstak.
Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. “The Avengers” blev skudt i 2D og senere konverteret til 3D, men modsat mange 3D-konverterede film vidste man her helt fra start, at der senere skulle føjes en tredje dimension til optagelserne, og det kan mærkes på diskens blændende 3D-transfer. Man får aldrig følelsen af, at man ser på flere flade, forskudte lag – ikke engang i de mange totalbilleder, hvor man altid kan fornemme afstanden mellem billedsidens mange elementer. Der forekommer heldigvis ingen platte, distraherende 3D-gimmicks, og jeg bemærkede kun en mikroskopisk mængde støj i få af de mørkeste scener, mens ghosting (pudsigt nok) kun plagede en lille håndfuld skud i filmens første akt. Fejlene er slet ikke graverende nok til at forhindre en topkarakter.

3D-transferet har fået sin helt egen BD-skive, og det medfølgende 1080p/AVC 1.78:1 2D-transfer er også fuldstændig superbt. Farverne er nærmest ufatteligt klare og appetitlige, og hverken edge-enhancement, banding eller utilsigtet støj figurerer. Billedet er knivskarpt fra start til slut, og detaljerigdommen er simpelthen forbløffende. Hvis man pauser filmen, kan man formentlig tælle alle Tony Starks skægstubbe. Det eneste minus ved 2D-transferet er, at det er lettere i 2D end i 3D at fornemme, når der bliver brugt computereffekter, men det er selvsagt ikke noget, man kan klandre transferet for.
Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er uden tvivl et af årets bedste lydspor. “The Avengers” er spækket med storstilede actionsekvenser, som udnytter hele kanalnetværket fortrinligt. Panoreringerne er uforlignelige, subwooferen koger og syder, og Alan Silvestris musik folder sig fornemt ud i alle højtalere. Derudover kommer samtlige replikker klokkeklart igennem, og selv i de stilfærdige scener vrimler det med subtile lydeffekter, der styrker indlevelsen. Det er mægtige lydspor som dette, der får skillelinjen mellem biografen og dagligstuen til at fremstå hårfin.

Ekstramateriale

Her i Danmark udkommer “The Avengers” på dvd og Blu-ray flere uger tidligere end i de fleste andre lande – deriblandt England og USA. Det er naturligvis dejligt at kunne gense dette herlige actionbrag i hjemmebiografen allerede nu, men til gengæld huser den danske udgivelse ikke nær så meget ekstramateriale som den udenlandske udgave, som angiveligt vil indeholde en lang og dybdeborende dokumentar om filmens tilblivelse samt et kommentarspor med dens sædvanligvis yderst interessante instruktør, Joss Whedon.

Dette medfølger: “A Visual Journey” (7 min.) er en ultrakort dokumentar, der primært handler om filmens kulisser og visuelle design. “Marvel One-Shot: Item 47” (12 min.) er en kortfilm om et par røvere, der napper et af de våben, som rumvæsnerne brugte mod heltene i “The Avengers”. Filmen er ikke synderligt interessant, og det samme kan man sige om de få minutters fraklip, som sjældent fremtvinger andet end lavmælt kluklatter. Derudover er her 15 minutters slettede/forlængede scener, og flere af dem er ganske interessante – såsom en trist, alternativ introsekvens og en ekstra Stan Lee-cameo. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Instruktøren Joss Whedon har præsteret det umulige: Han har samlet en lang række af Marvels største tegneseriefigurer i én film, der fornemt sammenvæver drilsk humor og nervepirrende action, og som giver hver eneste karakter den helt rette mængde spilletid i rampelyset. Filmen ser fuldkommen fantastisk ud i HD, og den lyder nøjagtig lige så godt, men skiven måtte gerne have rummet mere ekstramateriale. Hvorom alting er, så er denne udgivelse simpelthen et must – uanset om man har hang til superheltegenren eller ej.

Avengers, The

5 6
More is more

“The Avengers” er fantastisk. Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, for hvordan i alverden kan en film, der både rummer Iron Man, Thor, Hulk og Captain America, undgå at være andet? For dælen altså… Det er jo fire superseje superhelte i én indbydende indpakning og virkeliggørelsen af enhver blockbuster-entusiasts største barnedrøm! Det er lidt ligesom at få serveret verdens bedste lagkage, som dernæst overhældes med en skæppeskøn glasur, før den til sidst overdynges med den lækreste krymmel, og så er det hele i øvrigt tilberedt af en verdensklasses bager. Min analogi er vist ved at blive lidt kringlet, så jeg må hellere lige klargøre, hvem jeg her taler om: Joss Whedon.

Det udløste højlydt jubel blandt tegneseriefans, da Marvel hyrede Whedon til at stå bag “The Avengers”, for med tv-serier som “Buffy – Vampyrernes skræk”, “Dollhouse” og (i særdeleshed) “Firefly” og sci-fi-filmperlen “Serenity” har Whedon udvist et unikt talent for at sammenvæve karakterdrevet drama, sprælsk humor og hæsblæsende action inden for de mere fantasirige genrer. Så kan vi godt tilgive Whedon at have skrevet manuskriptet til “Alien: Resurrection”. Men selvom “The Avengers” på papiret lå lige til Whedons højreben, så er filmhistorien som bekendt spækket med skrækkelige blockbuster-aspiranter, der forsøgte at jonglere med utallige superhelte på én gang og fejlede fælt.

Men Whedon er ikke Joel Schumacher eller Brett Ratner, og han er ikke blot en dygtig, nymodens auteur, men samtidigt (og lige så vigtigt) en hardcore nørd på lige fod med os fans, der holder af Marvels figurer. Ganske vist kommer “The Avengers” skidt fra start med en noget fjollet prolog, hvor skurkene introduceres i det ydre rum, men gennem resten af filmen træffer Whedon den ene geniale beslutning efter den anden. Hver eneste helt får den rette mængde spilletid i rampelyset, næsten samtlige oneliners går lige i lattermusklerne (i rollen som Iron Man har Robert Downey Jr. gjort sarkasme til en kunstart), og dedikerede tegneserielæsere bliver immervæk belønnet for deres encyklopædiske viden, alt imens historien heldigvis forbliver lettilgængelig og fornøjelig for uindviede dødelige.

Der er fart over feltet hele vejen igennem, og “The Avengers” bruger praktisk talt ingen tid på at belyse figurernes forhistorier. Men hvorfor dog også spilde tid på den slags, når hver eneste helt allerede har boltret sig i sin helt egen film? Vi har allerede haft vores appetitzere, nu er det blevet tid til hovedretten. Der er dog ingen tvivl om, at selvom “The Avengers” fungerer fint som en selvstændig affære, så gavner det helhedsindtrykket, hvis man allerede har set Iron Man, Thor, Hulk og Captain Americas selvstændige filmeskapader og dermed fået personerne introduceret ordentligt. Ligesom alle gode filmfortsættelser gentager “The Avengers” ikke sine forgængere, men bygger videre på det solide fundament, de allerede har skabt.

Flere havde dog sat spørgsmålstegn ved, om den 47-årige Whedon – som primært har begået sig som instruktør på flimmerkassen – kunne tøjle et astronomisk budget på 220 millioner dollars og levere action af format, men Whedon og Co. gør gudskelov al skepsis til skamme. Højdepunktet er et angreb på superheltenes flyvende hangarskib, hvor flere opgør folder sig ud på samme tid, og hvor hver eneste figur træder i karakter på en både uventet og underholdende facon. Heltenes sidste dyst mod en hær af skarptandede bæster i downtown New York er dog ikke nær så effektiv, fordi karaktererne flere gange er i fare for at drukne i alt det computergenererede hurlumhej.

Men heldigvis lader Whedon og hans veloplagte skuespillere aldrig spektaklet overskygge de spektakulære superhelte. Jovist, special effects og kulørte kostumer er flotte at se på, men det er ikke den slags, der kan få 142 minutter til at flyve af sted. Det kan til gengæld det blændende samspil mellem Chris Hemsworth (Thor; ikke verdens bedste skuespiller, men hamrende karismatisk), Chris Evans (Captain America; pokkers charmerende), Mark Ruffallo (Hulk; superb som altid) og førnævnte Downey Jr. Dygtige stjerner som Samuel L. Jackson, Scarlett Johansson og Jeremy Renner brillerer også i mindre, men mindeværdige biroller, og så var det en genistreg at gøre den magtsyge halvgud Loke (Tom Hiddleston) til historiens hovedskurk. Hiddleston var det bedste i “Thor”, og her er han endnu et stærkt trumfkort i Whedons imponerende kortstak. To timers bedre underholdning mønstres næppe i år.


Kort om filmen

De legendariske og ikoniske Marvel-superhelte Iron Man, Hulk, Thor, Captain America, Hawkeye og Black Widow melder sig – mere eller mindre godvilligt – til fælles heltetjeneste, da Nick Fury, chefen for den internationale fredsbevarende organisation S.H.I.E.L.D., kaster sig ud i en hidtil uset rekrutteringsindsats og samler The Avengers, der skal forsøge at besejre den nådeløse fjende, der både truer verdensfreden og menneskehedens selvstændighed.