“The Avengers” er fantastisk. Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, for hvordan i alverden kan en film, der både rummer Iron Man, Thor, Hulk og Captain America, undgå at være andet? For dælen altså… Det er jo fire superseje superhelte i én indbydende indpakning og virkeliggørelsen af enhver blockbuster-entusiasts største barnedrøm! Det er lidt ligesom at få serveret verdens bedste lagkage, som dernæst overhældes med en skæppeskøn glasur, før den til sidst overdynges med den lækreste krymmel, og så er det hele i øvrigt tilberedt af en verdensklasses bager. Min analogi er vist ved at blive lidt kringlet, så jeg må hellere lige klargøre, hvem jeg her taler om: Joss Whedon.

Men Whedon er ikke Joel Schumacher eller Brett Ratner, og han er ikke blot en dygtig, nymodens auteur, men samtidigt (og lige så vigtigt) en hardcore nørd på lige fod med os fans, der holder af Marvels figurer. Ganske vist kommer “The Avengers” skidt fra start med en noget fjollet prolog, hvor skurkene introduceres i det ydre rum, men gennem resten af filmen træffer Whedon den ene geniale beslutning efter den anden. Hver eneste helt får den rette mængde spilletid i rampelyset, næsten samtlige oneliners går lige i lattermusklerne (i rollen som Iron Man har Robert Downey Jr. gjort sarkasme til en kunstart), og dedikerede tegneserielæsere bliver immervæk belønnet for deres encyklopædiske viden, alt imens historien heldigvis forbliver lettilgængelig og fornøjelig for uindviede dødelige.

Flere havde dog sat spørgsmålstegn ved, om den 47-årige Whedon – som primært har begået sig som instruktør på flimmerkassen – kunne tøjle et astronomisk budget på 220 millioner dollars og levere action af format, men Whedon og Co. gør gudskelov al skepsis til skamme. Højdepunktet er et angreb på superheltenes flyvende hangarskib, hvor flere opgør folder sig ud på samme tid, og hvor hver eneste figur træder i karakter på en både uventet og underholdende facon. Heltenes sidste dyst mod en hær af skarptandede bæster i downtown New York er dog ikke nær så effektiv, fordi karaktererne flere gange er i fare for at drukne i alt det computergenererede hurlumhej.

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. “The Avengers” blev skudt i 2D og senere konverteret til 3D, men modsat mange 3D-konverterede film vidste man her helt fra start, at der senere skulle føjes en tredje dimension til optagelserne, og det kan mærkes på diskens blændende 3D-transfer. Man får aldrig følelsen af, at man ser på flere flade, forskudte lag – ikke engang i de mange totalbilleder, hvor man altid kan fornemme afstanden mellem billedsidens mange elementer. Der forekommer heldigvis ingen platte, distraherende 3D-gimmicks, og jeg bemærkede kun en mikroskopisk mængde støj i få af de mørkeste scener, mens ghosting (pudsigt nok) kun plagede en lille håndfuld skud i filmens første akt. Fejlene er slet ikke graverende nok til at forhindre en topkarakter.

Diskens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er uden tvivl et af årets bedste lydspor. “The Avengers” er spækket med storstilede actionsekvenser, som udnytter hele kanalnetværket fortrinligt. Panoreringerne er uforlignelige, subwooferen koger og syder, og Alan Silvestris musik folder sig fornemt ud i alle højtalere. Derudover kommer samtlige replikker klokkeklart igennem, og selv i de stilfærdige scener vrimler det med subtile lydeffekter, der styrker indlevelsen. Det er mægtige lydspor som dette, der får skillelinjen mellem biografen og dagligstuen til at fremstå hårfin.

Her i Danmark udkommer “The Avengers” på dvd og Blu-ray flere uger tidligere end i de fleste andre lande – deriblandt England og USA. Det er naturligvis dejligt at kunne gense dette herlige actionbrag i hjemmebiografen allerede nu, men til gengæld huser den danske udgivelse ikke nær så meget ekstramateriale som den udenlandske udgave, som angiveligt vil indeholde en lang og dybdeborende dokumentar om filmens tilblivelse samt et kommentarspor med dens sædvanligvis yderst interessante instruktør, Joss Whedon.

Dette medfølger: “A Visual Journey” (7 min.) er en ultrakort dokumentar, der primært handler om filmens kulisser og visuelle design. “Marvel One-Shot: Item 47” (12 min.) er en kortfilm om et par røvere, der napper et af de våben, som rumvæsnerne brugte mod heltene i “The Avengers”. Filmen er ikke synderligt interessant, og det samme kan man sige om de få minutters fraklip, som sjældent fremtvinger andet end lavmælt kluklatter. Derudover er her 15 minutters slettede/forlængede scener, og flere af dem er ganske interessante – såsom en trist, alternativ introsekvens og en ekstra Stan Lee-cameo. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

“The Avengers” er fantastisk. Selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, for hvordan i alverden kan en film, der både rummer Iron Man, Thor, Hulk og Captain America, undgå at være andet? For dælen altså… Det er jo fire superseje superhelte i én indbydende indpakning og virkeliggørelsen af enhver blockbuster-entusiasts største barnedrøm! Det er lidt ligesom at få serveret verdens bedste lagkage, som dernæst overhældes med en skæppeskøn glasur, før den til sidst overdynges med den lækreste krymmel, og så er det hele i øvrigt tilberedt af en verdensklasses bager. Min analogi er vist ved at blive lidt kringlet, så jeg må hellere lige klargøre, hvem jeg her taler om: Joss Whedon.

Men Whedon er ikke Joel Schumacher eller Brett Ratner, og han er ikke blot en dygtig, nymodens auteur, men samtidigt (og lige så vigtigt) en hardcore nørd på lige fod med os fans, der holder af Marvels figurer. Ganske vist kommer “The Avengers” skidt fra start med en noget fjollet prolog, hvor skurkene introduceres i det ydre rum, men gennem resten af filmen træffer Whedon den ene geniale beslutning efter den anden. Hver eneste helt får den rette mængde spilletid i rampelyset, næsten samtlige oneliners går lige i lattermusklerne (i rollen som Iron Man har Robert Downey Jr. gjort sarkasme til en kunstart), og dedikerede tegneserielæsere bliver immervæk belønnet for deres encyklopædiske viden, alt imens historien heldigvis forbliver lettilgængelig og fornøjelig for uindviede dødelige.

Flere havde dog sat spørgsmålstegn ved, om den 47-årige Whedon – som primært har begået sig som instruktør på flimmerkassen – kunne tøjle et astronomisk budget på 220 millioner dollars og levere action af format, men Whedon og Co. gør gudskelov al skepsis til skamme. Højdepunktet er et angreb på superheltenes flyvende hangarskib, hvor flere opgør folder sig ud på samme tid, og hvor hver eneste figur træder i karakter på en både uventet og underholdende facon. Heltenes sidste dyst mod en hær af skarptandede bæster i downtown New York er dog ikke nær så effektiv, fordi karaktererne flere gange er i fare for at drukne i alt det computergenererede hurlumhej.