Det er den tid på året igen. Kulden og blæsten tager til, dagene bliver mørkere dag for dag, og snottet løber hurtigere ud af de små børns næser, end de fortvivlede forældre med lommetørklæderne kan følge med. Ja, det er ved at være jul – og selvfølgelig skal vi ikke snydes for et væld af stort opslåede blockbustere, som lokker flere kontanter ud af de nok så prøvede pengepunge. Blandt disse film findes selvfølgelig også et lille udvalg af film, som ikke bare frigives i højtiden, men også handler derom. Blandt disse er “Bad Santa”.

“Bad Santa” er både en typisk og atypisk julefilm. Det typiske består i, at historien handler om en person, som har svært ved enten at finde julehumøret midt i al ståhejen, eller bare få sin hverdag til at fungere, mens alle andre glæder sig. Vor (anti)helt må gå så forfærdeligt meget igennem, og alt synes at være ham imod. Denne præmis er set mange gange før, bl.a. i “Fars Fede Juleferie” og “Et Juleeventyr”.

Det atypiske i “Bad Santa” er det, som gør filmen noget mere interessant end de traditionelle julefilm. Denne gang er målet nemlig ikke at få hele familien hevet i biffen til en god gang hygge – det er filmen simpelthen for grov til. Billy Bob Thornton er klædt på som den groteske julemand, der drikker, horer, bander, brækker sig, pisser i bukserne og er totalt ligeglad med børnene, som med glæde står i kø i timevis for at fortælle ham deres højeste ønsker. Ved hans side står hans lille hjælper Tony Cox iklædt et grønt alfekostume, og prøver at redde de mildest talt hysterisk morsomme situationer, som den bizarre julemand får dem rodet ud i.

Billy Bob Thornton er som sædvanlig god. I første scene ses han siddende på en barstol, hvor han ser tilbage på sit miserable liv – og hvis folk ikke skulle have opdaget det før, bliver det endnu engang slået fast, at han er kongen af voice-over. Det ubarberede ansigt, de søvnige øjne og den rustne stemme gør ham perfekt til rollen, og der er faktisk ikke ét tidspunkt i hele filmen, hvor hans jokes falder til jorden. Det samme kan desværre ikke helt siges om Tony Cox. Det er nu nok mere manuskriptforfatternes (Glenn Ficara og John Requa) og instruktør Terry Zwigoffs skyld, for selv om det nok kan være sjovt at se en dværg rende rundt i kostume og forsvare sig selv imod diverse kommentarer om hans højde, er det ikke nok til at holde en karakter kørende gennem en hel film.

“Bad Santa” er ren situationskomik hele vejen. Og der er vitterligt mange sjove scener. Meget af komikken ligger helt nede i den latrinære del af humoren, men langt de fleste gags er udført så godt, at man gang på gang må klaske sig på lårene af grin. Det kan være svært at holde masken, når julemanden med de perverse kommentarer tager sig kærligt af en julemands-fetichistisk pige i et omklædningsrum i stormagasinets afdeling for overvægtige kvinder, men hvor de enkelte scener brillerer, fejler den overordnede historie totalt.

Enhver julefilm har en god morale, men fra starten af “Bad Santa” sidder man inderligt og håber, at denne film er undtagelsen der bekræfter reglen. Men nej. Det sukkersøde kunne simpelthen bare ikke udelades. Det er klichéfyldt, det er klamt, og det ødelægger en film, som i kraft af sin egen skæve charme kunne være blevet en rigtig juleklassiker. Samtidig fungerer filmens klimaks overhovedet ikke, ja, der bliver faktisk ikke engang bygget op til det. Selv soundtracket korrumperes hen ad vejen. Hvor filmen i begyndelsen næsten udelod brugen af kontrapunktisk lykkeligt julemusik, sniger det sig langsomt ind, hvor man mindst har brug for det. Og hvor er det dog ofte set før!