Ballerina
Udgivet 8. nov 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Følg dine drømme. Giv aldrig op. Så lykkes det. Specielt i Paris – drømmenes by. Enhver kunne lave mad. Enhver kan blive balletdanser. Pixar-rotten Remy ville lave ratatouille, nu vil Félicie være balletdanser i operaen. Hun følger også sin drøm. Men ligesom med Félicies evner til at stå på tå, så er “Ballerina” ikke yndefuld fra begyndelsen, men arbejder sig langsomt til applaus.
Drømme kan nemlig blive til virkelighed. Man skal bare ville dem nok. Ligesom Remy lærte det. Enhver kunne lave mad. Det kunne han også. Dog havde han talent. Det har Félicie ikke. Hun kan faktisk slet ikke danse ballet. Men det lærer hun med hårdt arbejde i”Karate-Kid”-træningsmontager. Så bliver hun bedre. Hop op og slå til klokken, men land i vandpytten uden at sprøjte. Wax on, wax off, du ved. Félicies ballerina-drøm lærer mig, at drømmen faktisk ikke er nok. Hårdt arbejde er også nøglen. Enhver kan danse ballet… Med hårdt arbejde.
Som om drømme og hårdt arbejde ikke er tema og moral nok, så åbner “Ballerina” også op for en vigtig lektie om forældrenes rolle. Camilla er Félicies rival. Hun arbejder hårdt. Hun danser perfekt. Men hvorfor vil hun danse? Det kan hun ikke svare på. Det er hendes mors valg. Hun er en pacende curlingmor. De er de onde. Lad børnene drømme og gøre, som de vil. Det skal handle om børnenes drømme. Ikke forældrenes.
Félicie følger sin drøm. Men det kræver også hårdt arbejde at få den til at lykkes. På samme måde lykkes “Ballerina” også, men det kræver hårdt arbejde. Det er ikke alle steder, at den slags arbejde er blevet lagt. “Ratatouille” arbejdede hårdt fra start til slut. Bravo! Jeg kaster ikke roser eller giver stående applaus til “Ballerina”. Men i sidste ende klappede jeg anerkendende fra mit sæde.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet