Barbara
Udgivet 29. nov 2012 | Af: KatjaBrandt | Set i biografen
2006 var året, hvor et kuet, østtysk folkefærd med smertende udlængsel brændte sig fast på verdens nethinder i Florian Henckel von Donnersmarcks “De andres liv”. Og filmen om livet i Østberlin bag jerntæppets dundrende fald blev da også belønnet med en Oscar. Men hvad angår 2012 – ja, så blev det desværre ikke året, hvor succesen gentog sig, for kritikerdarlingen “Barbara” har desværre forlagt sin historie i sin højpandede stræben efter en jordnær fortælling.
Scenen er sat i det provinsielle Østtyskland under den kolde krig i 1980. Den blonde, østtyske læge Barbara Wolff (Nina Hoss, der for femte gang optræder i en Petzold-film) er blevet forvist fra sin lægestilling i Berlin og skal i stedet arbejde på et begivenhedsfattigt hospital med klinkevægge i provinsen. Hendes ansøgning om udrejse til Vestberlin, hvor hendes kæreste er, har nemlig fået Stasi på tæerne. Flere gange får hun derfor uventet besøg af den mistænksomme Stasi-udsendte Schütz (Rainer Bock), der endevender både hende og hendes slidte lejlighed efter spor på landsforræderi. Hendes eneste lyspunkt i det idylliske og rådne provinshul bliver hendes hemmelige stævnemøder med kæresten. Og så er der jo den venligtsindede, Russell Crowe-lignende overlæge André Reiser (Ronald Zehrfeld), som hun måske, måske ikke, kan stole på.
Desværre falder “Barbara” til jorden med et brag af den kaliber, som kun det jerntæppe, fortællingen kredser om, kan overgå i decibel. Primært gennem hyppig brug af kolde, tavse blikke forsøger Petzold at skildre Stasis indgriben i det almindelige liv for den almindelige tysker i den almindelige by. Men det, der skulle bidrage til at illustrere den snærende, mistroiske spænding imellem tyskerne, spænder ben for den fortælling, som instruktøren med samme teknik forsøger at fremhæve. For det kan være svært at fatte empati med en person, man hverken ved, hvad tænker eller føler, og en Nina Hoss, der, lammet i enhver ansigtsmuskel, forsøger at gøre en betynget Ulrich Mühe efter, er ikke særlig nem at afkode.
Det, nogen vil kalde en fortællemæssigt økonomisk genistreg, vil andre kalde en økonomisk krise. Ved at spinke og spare på alt, der hedder dynamik og suspense, bidrager filmens udtryksløse skuespil og begivenhedsfattige fortælleforløb primært til, at det ellers vedkommende og kontroversielt hverdagsillustrerede drama aldrig helt slår igennem.
For at adoptere filmens retorik så er det ikke, fordi man ikke kan stole på, at Petzhold kan finde ud af at lave film. Billedsiden er imponerende og spækket med symbolik. Det er heller ikke, fordi man går ubemærket ud af biografsalen eller ikke kan se de anmelderroste undertoner, det monotome skuespil giver. Filmen mangler bare de overtoner, der skaber de interessante undertoner. Den mangler en overordnet, interessant fortælling – for det er trods alt lettere og mere yndefuldt at gemme sig bag et træ, hvis skoven ikke er fældet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet