Et dræbende slag

Det er ikke så mange år siden, at John Woo først gjorde sit indtog, og vi sad i små grupper og slugte alle hans film på videobånd med begejstring. Billedkvaliteten var ikke ligefrem overvældende, mange af filmene var beskåret, og nogle var synkroniseret med rædsom engelsk tale, der reducerede mange af dialogerne til det rene vrøvl, men ikke desto mindre indeholdt disse film en vitalitet, originalitet og stilsikkerhed, som de kedsommelige amerikanske actionfilm slet ikke havde.

Den tid føles desværre som meget langt tid siden, når man nu overværer hans nyeste skud fra hoften: den overdådige, episke og temmelig kedsommelige “The Battle of Red Cliff”, der viser instruktøren fra sin måske nok mest ambitiøse side om end næppe den inderligste.

Filmen er løst baseret på historiske begivenheder og udspiller sig i Kina i år 208, hvor riget er splittet i flere dele. Kejserens premiereminister Cao Cao er en magtsyg krigsfører, som overtaler kejseren til at lade ham lede et felttog for at knuse kongeriget i den vestlige del af landet, der er ledet af kejserens onkel Liu Bei. Cao Caos gigantiske hær bestående af 800.000 soldater og 2000 skibe går til angreb, og efter nogle indledende kampe må Liu Bei se i øjnene, at han får brug for allierede, hvis han skal gøre sig de mindste forhåbninger om sejr. Alliancen finder han i skikkelse af vicekongen Zhou Yu, spillet af Tony Leung, der er en poetisk kriger, som både mestrer fløjtespil, strengeinstrumenter og spyd, og hvis kone er kendt som den smukkeste kvinde i Kina, hvis skønhed muligvis er en medvirkende årsag til krigen.

Med et budget på 80 millioner dollars er “The Battle of Red Cliff” den dyreste kinesiske film til dato. Pengene er da tydeligvis også gået til dens storslåede krigsscener med farverige soldater og store sletter og floder fyldt med et ren ud sagt absurd antal krigsskibe. Med sin visuelt spektakulære krigsberetning vækker den minder om Akira Kurosawas “Ran” og “Kagemusha”, men hvor Kurosawa var fokuseret på filmene som skæbnefortællinger, er Woos film et melodrama af den kulørte slags. Filmens forbindelse til en historisk virkelighed er næsten ikke-eksisterende, og i stedet viser den os en verden, hvor generalerne er superhelte og de jævne soldater blot kanonføde, der hugges ned med legende lethed.

“The Battle of Red Cliff” har været udsendt i Asien i to dele, som lagt sammen udgør lidt over fire timer. I den vestlige del af verden udsendes den i stedet klippet ned til to en halv time. Når den slags sker, plejer det som regel at være al personkarakterstikken og stemningsopbygningen, der ender på klippegulvet, og det er faktisk en temmelig nærliggende tanke, at det samme er sket her, hvor vi serveres en kaotiskspringende og ret overfladisk historie, som det er vanskeligt at fatte nogen synderlig interesse for.