En æra er forbi

Et af de mantraer, der hyppigt gentages gennem alle fire sæsoner af “Battlestar Galactica”, lyder: ”Alt dette er sket før, og det hele kommer til at ske igen.” I seriens univers stammer de kryptiske ord fra en alternativ bibel, men det er samtidigt en sætning, der indirekte retter kritik mod serien, hvorfra den stammer. For der har bestemt aldrig tidligere været en science fiction-serie, der med lige så stort vovemod og lige så stor overbevisning har gransket de dilemmaer, som vi mennesker døjer med i disse turbulente tider – lige fra korruption og diskrimination, til terror og racisme. Og umiddelbart virker det tvivlsomt, at der nogensinde udkommer noget tilsvarende.

Alene fordi serien havde en spøjs titel og foregik i det ydre rum, afskrev mange “Battlestar Galactica” som bras rettet mod socialt handicappede nørder. Men vi, der så serien, ved bedre. Selvom føljetonen fandt sted i det endeløse verdensrum og omhandlede både avancerede rumskibe og robotter, så var “Battlestar Galactica” først og fremmest en serie om mennesker. Her var nervepirrende drama på samme høje kvalitetsniveau som det i sendefladens mest respekterede dramaserier. Og i sit arsenal havde serien nogle af tv’s mest multidimensionale karakterer, som hele tiden var i udvikling og dermed konstant holdt seeren oppe på mærkerne. Og nøjagtig ligesom os seere grublede de over deres tro, livet, døden, samvittigheden og kærligheden – altså ikke laserkanoner, spøjse rumvæsner og intergalaktiske landegrænser.

Selvom producerne havde tunge emner som Irak, Bush Jr. og Guantanamo på dagsordenen, så overskyggede de politiske opsange heldigvis aldrig karakterernes prøvelser, hvilket også er skuespillernes fortjeneste. Alle er fremragende, men Edward J. Olmos er direkte sublim som William Adama – lederen af en lille rumskibsflåde, der leder efter et nyt hjem, efter at menneskeracens hjemplaneter er blevet udslettede af Cylon-robotterne. Den måde, Olmos samtidigt gengiver en ukuelig selvtillid og en rørende sårbarhed, trodser beskrivelse. Som den skøre professor Baltar er James Callis en åbenbaring – han kan gå fra at være lalleglad og hysterisk morsom til at være gravalvorlig og lavmælt på ingen tid, uden overgangen virker tilnærmelsesvis forstyrrende. Og Katee Sackhoff er brillant som den fandenivoldske Starbuck – genrens sejeste heltinde siden Ellen Ripley.

Alle sæsonens 20 afsnit er sammenhængende, og det er dejligt, at manuskriptforfatterne ikke pludseligt begiver sig ud ad irrelevante sidespor før seriens sidste åndedrag. Der er mange løse tråde, der skal bindes sammen, og mange informationer, som skal formidles, og til tider har byrden været for stor for manuskriptforfatterne. Enkelte forløb undervejs føles forhastede, og afsnittene “No Exit” og “Deadlock” får sæsonen til at gå i stå med deres mange kringlede redegørelser. Men de andre episoder er fabelagtige. Blandt højdepunkterne er dobbeltafsnittet “The Oath”/”Blood on the Scales”, som tegner et rystende portræt af en verden på grænsen til totalt anarki. Åbningsafsnittet “He That Believeth in Me” leverer tilfredsstillende svar på mange nagende spørgsmål, og “Revelations” runder af med et modbydeligt twist, man sent glemmer.

Menneskehedens mangeårige søgen efter et nyt hjem kulminerer i seriens sidste afsnit, “Daybreak”, som til tider er slet og ret genialt, mens det på andre (heldigvis sjældnere) tidspunkter er enormt frustrerende. Nogle løse tråde efterlades desværre uberørte på sybordet, men “Daybreak” gør langt flere ting rigtigt end forkert. Via flashbacks sidestiller afsnittet karakterernes sidste strabadser med de øjeblikke, der gjorde seriens helte og skurke til dem, vi enten har elsket eller elsket at hade de sidste seks år. Det er den perfekte måde at fuldende historien på. Derudover kan afsnittet prale af at mønstre tv-historiens uden sammenligning bedste computereffekter samt nogle af seriens mest rørende øjeblikke – og vi taler altså om en tv-føljeton, som har rusket i tårekanalerne på næsten ugentlig basis i årevis.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Den 4. sæson af “Battlestar Galactica” ser nøjagtig lige så godt ud som den foregående. Detaljerigdommen er usædvanlig høj for SD-video. Desværre er billedet så skarpt, at utilsigtet støj undertiden fremhæves. Til gengæld optræder der aldrig edge-enhancement eller udtværing. Kontrasten er solid, farverne er mætte, og mængden af gryn er sædvanligvis helt tilpas, hvorfor afsnittene ikke ser alt for polerede ud, selvom de er optaget i HD.

Audio

Hvert afsnits lydside præsenteres i Dolby Digital 5.1. Sæsonens 20 afsnit benytter højtalerne oftere og bedre end de foregående sæsoner. Der er adskillige fornemme panoreringer og subtile atmosfærelyde, der får seriens kulisser til at føles ægte og beboede. Replikkerne er tydelige og har en god rumklang, og Bear McCrearys fremragende musik får også lov til at spille en prominent rolle i lydbilledet. Subwooferen giver alt fra lydeffekterne til musikkens slagtøjsinstrumenter ekstra slagkraft, og høje toner er også distinkte.

Ekstramateriale

Forlængede (og i øvrigt forbedrede) udgaver af episoderne “A Diquiet Follows My Soul”, “Islanded in a Stream of Stars” og “Daybreak” er inkluderet. Den blændende tv-film “Razor”, som foregår under seriens 2. sæson og skildrer rumskibet Pegasus’ forhistorie, medfølger også i sin helhed, og producer Ronald Moore og manuskriptforfatter Michael Taylor har indtalt et solidt kommentarspor til tv-filmen. Et smugkig på seriens kommende spin-off, “Caprica”, en stor stak slettede scener og hæderlige dokumentarer medfølger også – den bedste af slagsen er en 23 minutter lang dokumentar, som gennemgår skabelsen af seriens underlægningsmusik.