Tal til hånden

Med den dygtige og alsidige Jodie Foster i både instruktørstolen og som medspiller kaster den stormombruste skandalemager Mel Gibson sig ud i en af karrierens mere særegne roller – depressiv og suicidal familiefar, hvis vej ud af krisen er en talende hånddukke i bæver-form. Gibsons ansigt er det af en plaget mand. Furet, forbistret og ærlig talt lidt skræmmende. Det klæder ham ligefrem.

Det er svært ikke at skrive Gibsons uhyrlige Hollywood-eskapader ind i historien om den udplankede legetøjsfabrikant Walter Black, hvis liv bare synes at akkumulere tragedier, forliste familieforhold og generel tomgang i en uendelighed. Da vi møder ham første gang tynger depressionen som en blydyne. Hustruen Meredith (Jodie Foster) kan ikke længere genkende den mand, hun giftede sig med, og ægteparrets to sønner, teenageren Porter og lillebroderen Henry, har så godt som opgivet deres far. Meredith sender langt om længe Walter på porten, og han drukner de barske realiteter i flaskevis af gin på et billigt motel. Ved et tilfælde fisker han en hånddukke op af en container og tager den på. Med ét får bæveren, der i øvrigt taler engelsk med tyk Cockney-accent, sit eget liv. Og bæveren er fast besluttet på at få Walter på ret køl igen.

Det er mildest talt et langt ude grundlag, “The Beaver” baserer sig på. En ordentlig pille at sluge, så at sige. For det meste af filmen igennem sjokker Gibsons karakter rundt med en mølædt bæverdukke på venstre hånd. Og oven i det insisterer han hårdnakket på, at alle – familie såvel som kollegaer – udelukkende adresserer bæveren. Tal til hånden! Walters opdigtede påskud for den sære bæver-fetich er, at dukken er ordineret af en psykiater som led i behandlingen af hans mangeårige depression. Selvfølgelig en løgn, men alle hopper glad og gerne på limpinden. Men gør publikum? Kan man acceptere det næsten surrealistiske twist, som Mel Gibsons Cockney-bæver kløver al traditionel fornuft over med? Et stykke hen ad vejen ja, idet man står med præcis samme tvivlsspørgsmål, som Walters familie gør. Og derfor fungerer Gibsons præstation, hvor skørt det end må lyde.

“The Beaver” er tragikomik. Tragedien ligger i Walter Blacks svære og dybe depression og det sorte hul, sygdommen skaber indbyrdes i den lille familie. Komedieelementet står alter ego-bæveren selvsagt for. Men de to genrer smelter aldrig tilfredsstillende sammen til et hele. “American Beauty” er muligt forbillede. Den intelligente teenagesøn Porter (Anton Yelchin) med åbenlys fascination af skoleveninden Norah (Jennifer Lawrence) giver klart ekko heraf. Jennifer Lawrence er bestemt seværdig i en på overfladen måske klichepræget rolle, som det nye stjerneskud injicerer med troværdighed og ægte sødme, så alle klicheerne falder til jorden. Efter gennembruddet i sidste års store independent-overraskelse, “Winter’s Bone”, er det dejligt at se, at Lawrences storspil ikke bare var en engangsforestilling.

Også som i “American Beauty” får vi munter, lidt staccato-agtig underlægningsmusik, der skal forsikre os om, at intet i virkeligheden er så slemt, som det tager sig ud. Nok er vi vidne til en familie i deres livs krise, men komponist Marcelo Zarvos’ musik fortæller os, at det er okay at grine af disse i virkeligheden triste skæbner. Men skal man grine eller græde? Man hælder mest til det sidste.