Beaver, The
Udgivet 1. jun 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Med den dygtige og alsidige Jodie Foster i både instruktørstolen og som medspiller kaster den stormombruste skandalemager Mel Gibson sig ud i en af karrierens mere særegne roller – depressiv og suicidal familiefar, hvis vej ud af krisen er en talende hånddukke i bæver-form. Gibsons ansigt er det af en plaget mand. Furet, forbistret og ærlig talt lidt skræmmende. Det klæder ham ligefrem.
Det er mildest talt et langt ude grundlag, “The Beaver” baserer sig på. En ordentlig pille at sluge, så at sige. For det meste af filmen igennem sjokker Gibsons karakter rundt med en mølædt bæverdukke på venstre hånd. Og oven i det insisterer han hårdnakket på, at alle – familie såvel som kollegaer – udelukkende adresserer bæveren. Tal til hånden! Walters opdigtede påskud for den sære bæver-fetich er, at dukken er ordineret af en psykiater som led i behandlingen af hans mangeårige depression. Selvfølgelig en løgn, men alle hopper glad og gerne på limpinden. Men gør publikum? Kan man acceptere det næsten surrealistiske twist, som Mel Gibsons Cockney-bæver kløver al traditionel fornuft over med? Et stykke hen ad vejen ja, idet man står med præcis samme tvivlsspørgsmål, som Walters familie gør. Og derfor fungerer Gibsons præstation, hvor skørt det end må lyde.
Også som i “American Beauty” får vi munter, lidt staccato-agtig underlægningsmusik, der skal forsikre os om, at intet i virkeligheden er så slemt, som det tager sig ud. Nok er vi vidne til en familie i deres livs krise, men komponist Marcelo Zarvos’ musik fortæller os, at det er okay at grine af disse i virkeligheden triste skæbner. Men skal man grine eller græde? Man hælder mest til det sidste.
Sine bedste steder er Jodie Fosters “The Beaver” stilfærdig og fintfølende. Portrættet er først og fremmest kærligt, og man mærker den varme, der er lagt i projektet fra alle sider. Foster og Gibson er også mangeårige venner. Det er samme varme, som to tidligere film fra Foster, “Little Man Tate” og “Home for the Holidays”, begge fra 1990’erne, bar præg af. Desværre er der for mange strittende kanter og ujævnheder i fortællingen til, at “The Beaver” kan betragtes som et formfuldendt og helstøbt værk. Men bestemt et godt bud på en sort depressions-tragikomedie. Og et værdigt comeback for Gibson.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet