Beaver, The

InstruktionJodie Foster

MedvirkendeMel Gibson, Cherry Jones, Jodie Foster, Anton Yelchin, Riley Thomas Stewart, Zachary Booth, Jennifer Lawrence, Jeff Corbett, Baylen Thomas, Sam Breslin Wright, Kelly Coffield Park, Michael Rivera, Kris Arnold, Elizabeth Kaledin, Matt Lauer

Længde91 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen01/06/2011


Anmeldelse

Beaver, The

4 6
Tal til hånden

Med den dygtige og alsidige Jodie Foster i både instruktørstolen og som medspiller kaster den stormombruste skandalemager Mel Gibson sig ud i en af karrierens mere særegne roller – depressiv og suicidal familiefar, hvis vej ud af krisen er en talende hånddukke i bæver-form. Gibsons ansigt er det af en plaget mand. Furet, forbistret og ærlig talt lidt skræmmende. Det klæder ham ligefrem.

Det er svært ikke at skrive Gibsons uhyrlige Hollywood-eskapader ind i historien om den udplankede legetøjsfabrikant Walter Black, hvis liv bare synes at akkumulere tragedier, forliste familieforhold og generel tomgang i en uendelighed. Da vi møder ham første gang tynger depressionen som en blydyne. Hustruen Meredith (Jodie Foster) kan ikke længere genkende den mand, hun giftede sig med, og ægteparrets to sønner, teenageren Porter og lillebroderen Henry, har så godt som opgivet deres far. Meredith sender langt om længe Walter på porten, og han drukner de barske realiteter i flaskevis af gin på et billigt motel. Ved et tilfælde fisker han en hånddukke op af en container og tager den på. Med ét får bæveren, der i øvrigt taler engelsk med tyk Cockney-accent, sit eget liv. Og bæveren er fast besluttet på at få Walter på ret køl igen.

Det er mildest talt et langt ude grundlag, “The Beaver” baserer sig på. En ordentlig pille at sluge, så at sige. For det meste af filmen igennem sjokker Gibsons karakter rundt med en mølædt bæverdukke på venstre hånd. Og oven i det insisterer han hårdnakket på, at alle – familie såvel som kollegaer – udelukkende adresserer bæveren. Tal til hånden! Walters opdigtede påskud for den sære bæver-fetich er, at dukken er ordineret af en psykiater som led i behandlingen af hans mangeårige depression. Selvfølgelig en løgn, men alle hopper glad og gerne på limpinden. Men gør publikum? Kan man acceptere det næsten surrealistiske twist, som Mel Gibsons Cockney-bæver kløver al traditionel fornuft over med? Et stykke hen ad vejen ja, idet man står med præcis samme tvivlsspørgsmål, som Walters familie gør. Og derfor fungerer Gibsons præstation, hvor skørt det end må lyde.

“The Beaver” er tragikomik. Tragedien ligger i Walter Blacks svære og dybe depression og det sorte hul, sygdommen skaber indbyrdes i den lille familie. Komedieelementet står alter ego-bæveren selvsagt for. Men de to genrer smelter aldrig tilfredsstillende sammen til et hele. “American Beauty” er muligt forbillede. Den intelligente teenagesøn Porter (Anton Yelchin) med åbenlys fascination af skoleveninden Norah (Jennifer Lawrence) giver klart ekko heraf. Jennifer Lawrence er bestemt seværdig i en på overfladen måske klichepræget rolle, som det nye stjerneskud injicerer med troværdighed og ægte sødme, så alle klicheerne falder til jorden. Efter gennembruddet i sidste års store independent-overraskelse, “Winter’s Bone”, er det dejligt at se, at Lawrences storspil ikke bare var en engangsforestilling.

Også som i “American Beauty” får vi munter, lidt staccato-agtig underlægningsmusik, der skal forsikre os om, at intet i virkeligheden er så slemt, som det tager sig ud. Nok er vi vidne til en familie i deres livs krise, men komponist Marcelo Zarvos’ musik fortæller os, at det er okay at grine af disse i virkeligheden triste skæbner. Men skal man grine eller græde? Man hælder mest til det sidste.

Sine bedste steder er Jodie Fosters “The Beaver” stilfærdig og fintfølende. Portrættet er først og fremmest kærligt, og man mærker den varme, der er lagt i projektet fra alle sider. Foster og Gibson er også mangeårige venner. Det er samme varme, som to tidligere film fra Foster, “Little Man Tate” og “Home for the Holidays”, begge fra 1990’erne, bar præg af. Desværre er der for mange strittende kanter og ujævnheder i fortællingen til, at “The Beaver” kan betragtes som et formfuldendt og helstøbt værk. Men bestemt et godt bud på en sort depressions-tragikomedie. Og et værdigt comeback for Gibson.


Kort om filmen

Egentlig burde livet ikke være en større udfordring for legetøjsdirektøren Walter Black, men pludselig en dag er der ikke længere noget, der fungerer for ham. Hans kone, Meredith, føler tydeligt, hvordan Walter dag for dag forsvinder længere og længere ind i sig selv i voldsomme anfald af selvhad og depression, og parrets børn opfatter lige så hurtigt, at forældrenes liv på vej ud i kaos. Men en dag – da alting ser sortest ud – finder Walter tilfældigt en gammel hånddukke. En bæver. Og da han tager den på, taler den til ham. Med drævende britisk accent. Og ikke nok med det. Den taler også til verden igen, på vegne af Walter…