Begravet i regn og en heldig nutid

Forestil dig, at “Taken”-filmene ikke var pumpende action, men derimod roligt detektiv-thrillende. Så får du “Begravet i fortiden”, der som “Taken” har uforklarligt onde skurke, der kidnapper nogens datter eller kone, som så skal findes og bringes tilbage af en machobestemt Liam Neeson, der siger handlekraftigt vrede ting som ”mother fucker” i telefonen, når kidnapperskurkene ringer efter deres penge. Han får det til at se så let ud, ham Liam Neeson. For let.

Det klæder ham at tage en actionslapper, hvilket indledningen ellers ikke lover, da en beskægget Neeson som betjent Scudder har pløkket en gruppe stereotype, sorte bandekriminelle før titelsekvensen rammer skærmen. Men så går der otte år. Nu er skægget væk. Det samme er de to rituelle morgenshots, som nu er erstattet med AA-møder. Intet skæg eller alkohol, han er en ny mand, forstås det lidt overtydeligt stift. Væk er også NYPD-skiltet, så pengene skal tjenes på anden vis. Så er det heldigt, at bedstevennen fra afvænningsmøderne har en bror, der er narkobaron, som mangler et stk. kone. For heldigt.

Sagen virker dog først ikke så let. Hvem har konenappet? Svaret er begravet i fortiden… Eller i hvert i en overfladisk internetsøgning. Det finder den gammeldags Dirty Harry-klon, Scudder, ud af, da han får hjælp af en hjemløs dreng med et ordforråd støbt i street på det lokale bibliotek. Ganske let erfarer Scudder, at en stribe narkofolk har fået kidnappet og dræbt deres kære. Et tilfælde? Nej, sgu da! Sådan bliver den garvede privatdetektiv igen og igen nærmest overfaldet med lette ledetråde og af beviser, der er lige så tydelige som opbygningen af “Begravet i fortiden”.

Til gengæld er stemningen god. Eller faktisk ret ond, men på en god måde. I Scudders New York regner det tungere og mere end på et postkort fra Manchester. Så ligegyldigt hvor mange gange det før er set, at Liam Neeson har en gun i den ene hånd og en løsesum i den anden, så er et New York med noirregn og kidnapperklimaks på kirkegården og i den dunkle kælder en effektfuld scene for en dystopisk ’verden-er-af-lave'-thriller, hvor det bedste, du kan håbe på, er ikke at blive slået ihjel. Eller på at huske dit regntøj.

Men bare fordi de psykopatiske kidnappere – naturligvis latent homoseksuelle – afsløres tidligt, så behøver det ikke at bortføre spændingen. Det viste Alfred Hitchcock gang på gang, når han afslørede morderen med det samme. Netop derfor blev det så skræmmende at indlogere sig hos Norman Bates. Vi vidste, han var Psychopat. Det gælder også her, men motivet skifter, hvilket ikke virker tilsigtet eller godt. Først er de idealistiske, de har en sag, som de kidnapper og dræber for. Den sag skal du ikke have været ansat i narkopolitiet længe for at regne ud. Men pludselig handler det så alligevel kun om den kuffert med en løsesum i dollarsedler, som Liam Neeson vanedygtigt bærer rundt på. Det fjerner alt logik fra “Begravet i fortiden”, men måske det også er en ond pointe i sig selv? At der ingen mening er i noirmørket. Jeg er ikke sikker.