Med musikken ud af slummen

Mange ting kan røre os på forskellige tidspunkter af forskellige årsager, men en ting, der ofte virker særdeles bevægende på mig, er folk, der udviser optimisme og ukuelighed trods håbløse kår – ikke mindst fordi den slags mod fylder en med ydmyghed og beundring i lyset af, hvilken mur af jammer de fleste af os møder blot den mindste modstand med.

Hvis man er blot det mindste modtagelig for den slags, er det vanskelig ikke at blive revet med af dokumentaren “Benda Bilili!”. Alle musikere har utvivlsomt udstået deres prøvelser, men det er de færreste, der kommer fra mere beskedne kår end de congolesiske gademusikanter fra bandet Staff Benda Bilili. Gruppen har bogstavelig talt boet på gaden, hvor de må sove i papkasser, mens de drømmer om en dag at få lov til at ligge på en rigtig madras. Oven i hatten er adskillelige medlemmer ramt af polio og derved dømt til deres trehjulede cykler.

Trods den knugende fattigdom har bandet imidlertid udviklet deres særlige musikalske lyd, der kan beskrives som en slags blanding af blues, rock og reggae. Teksterne er ligefremme beskrivelser af livet på gaden og formaninger om at vælge den rette vej, selvom bandekriminaliteten altid lurer som en hurtig vej til penge og mad. Den lille gruppe tiltrækker opmærksomheden fra en gruppe franske filmfolk, og de beslutter at følge bandet, mens de forsøger at skaffe musikere nok til at øve og på sigt indspille en cd – et foretagende, som fattigdommen og katastroferne omkring dem konstant gør vanskelig. Undervejs støder de på den hjemløse gadedreng Roger, der til alles forbløffelse har bygget sit eget strenginstrument ud af en bøjet gren, en ståltråd og en dåse. Det sære instrument giver en unik lyd, som Roger har lært sig selv at spille med stor effekt.

At deres foretagende ender med at bære frugt kommer ikke som en overraskelse. Hvis det var gået anderledes, var denne film næppe nogensinde kommet til biografen, og Staff Benda Bilili har bl.a. spillet på Roskilde Festival, hvor folk – lige som alle andre steder – både var opløftet af deres livsglade musik, men samtidig uundgåeligt også rørt over historien bag. Det er oplagt at sende en tanke til Wim Wenders’ musikfilm “Buena Vista Social Club”, der lige som denne beskrev et musikalsk fænomen, som måske i bund og grund ikke var meget mere end en halvlang musikalsk døgnflue, men som ikke desto mindre helt og aldeles charmerede en med dens livsvarme lune og uimodståelige rytmer. “Benda Bilili!” er dog også en lidt mindre hyggelig og lidt mere barsk affære at overvære end “Buena Vista Social Club”.

Hvor “Buena Vista Social Club” var helt renset for detaljer om det cubanske samfunds undertrykkelse og fattigdom, så fornemmer man mere her den armodsfyldte verden i Congo, hvor de ringe kår dominerer og enhver politiker kan vække begejstring ved urealistiske løfter om øjeblikkelig bedring. Bandets succes er selvsagt et lykketræf for familierne, men at kårene stadig vil være uforandrede lægges der ikke skjul på. I en af filmens særligt hårrejsende scener bliver en dværg sparket omkuld, fordi han har forsøgt at stjæle nogle af bandets sparsomme midler.