Barndommens ulidelige lethed

Livet er sært. Som barn kan man næsten ikke vente på at blive ældre. Stor. Anerkendt af alle de seje voksne, der affejer alt, man siger og gør, som betydningsløst, barnligt pjat. Men når ens opvækst omsider ligger i bakspejlet, begynder man så at sukke efter barndommens ubekymrede tilværelse. Dengang ord som udgifter og jobsikkerhed var ren volapyk. Som lille var jeg så misundelig på drengen Josh i “Big”, der tigger et tivolis mekaniske troldmand om at gøre ham voksen, hvorefter han vågner op i en 30-årigs krop. Jeg ville jo også være større! I dag er jeg dog mere misundelig på den 12-årige Joshs enkle, anskuelige hverdag før transformationen, men i det mindste er der én ting, mit yngre og voksne jeg er enige om: “Big” er skøn.

Og det er pudsigt, hvordan man får noget helt andet ud af “Big” som voksen. Da jeg var lille, var Penny Marshalls komedie basalt set to timers filmatiseret ønsketænkning (hvilket barn vil ikke gerne være stor, rig og ansat på en legetøjsfabrik?), og dens humor gik for det meste over hovedet på mig, fordi langt de fleste jokes kredser om de skærende kontraster mellem barndommen og voksenlivet – noget, man naturligvis ikke rigtig kan værdsætte som barnerumpe eller teenager.

Men “Big” spiller så godt på netop de kontraster. Den “voksne” Josh, der høfligt vinker og råber ”hej hej!” til en ny kollega, som blot har vist ham hen til en kontorplads; senere, hvor Josh tropper op til en firmafest og æder buffetens majskolber som en skrupsulten kanin uden skyggen af situationsfornemmelse; og da han sidder til et vigtigt forretningsmøde og pligtskyldigt rækker hånden i vejret, hver gang han har et spørgsmål. Og så er der selvfølgelig også filmens bedste scene, der nærmest er blevet helt legendarisk (og tilmed parodieret i “The Simpsons”), hvor Josh og hans aldrende chef slipper hæmningerne og spiller evergreenen “Heart and Soul” på et kæmpe keyboard ved at danse på tangenterne. Opfindsomhed af højeste karat.

Nøjagtig ligesom Joshs chef beruses vi af det forvoksede barns fryd og vigør. Hvorfor? Fordi “Big” respekterer ham. Respekterer det barnlige sind. “Big” havde været en helt anden film – formentlig en mere lavpandet, forglemmelig farce – hvis Josh var blevet latterliggjort. Det havde været så let for filmmagerne at iscenesætte knægtens optrin som stupid slapstick ledsaget af gøglerisk musik, men i stedet er det de voksne, der trynes. Deres snæversyn, kynisme og konservatisme, som for alvor sættes i relief af Joshs muntre lune og livlighed. Hvis Josh bare havde fremstået som et fjols, så havde vi måske nok leet lidt af ham, men også afskrevet ham, og filmmagerne får os til at se op til og knytte os til ham ved i stedet at fejre hans forcer.

Josh og “Big” minder os om barndommens største dyder (den større positivitet, nysgerrighed, begejstring, åbenhed og tiltro) og således også alt det, vi desværre har givet slip på eller lagt loft over, siden vi skrinlagde legesygen og forfremmede modenhed til tilværelsens største dyd. Men “Big” fungerer først og fremmest takket være Tom Hanks, der er suveræn som den 30-årige Josh. Jeg kan kun gisne om, hvor svær rollen har været (selv for en dengang relativt garvet Hanks), for han skal ikke blot lyde og opføre sig som en 12-årig, men han skal også gøre det uden at smøre så tykt på mimikken, at troværdigheden går fløjten. Hvis bare han virker karikeret i ét øjeblik, så ryger publikums indlevelse, og filmen transformeres samtidig fra en hyldest til barndommen til en parodi på den.

Men Hanks håndterer opgaven med bravur. Tjek bare en af de første sekvenser efter Joshs metamorfose, hvor han sidder alene på et skrabet motelværelse og bliver så skræmt af skud og råb i nabolaget, at han begynder at hulke som en forslået rolling, før han kaster sig på sengen. Scenen kunne så let have været ufrivilligt komisk, men Hanks skildrer det forvoksede barns gråd med en underspillet nænsomhed, der gør øjeblikket direkte hjerteskærende. Det er intet under, at Hanks her sikrede sin første Oscar-nominering, og Elizabeth Perkins er også fremragende som en rutineret forretningskvinde, der falder for Joshs rene, godartede væsen. Deres romance kunne let have virket akavet og utroværdig, men nøjagtig ligesom filmen er den sødmefuld og rørende. Visuelt er “Big” måske nok lidt kedelig, men mit indre barn bliver næppe nogensinde træt af at hænge ud med den joviale Josh.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Sidste gang, jeg så “Big”, var da jeg for mange, mange år siden købte den første dvd-udgivelse af filmen, som havde et rædsomt, ikke-anamorphic transfer plaget af støj og uskarpe billeder. I forhold til dét gamle dvd-transfer er denne HD-billedside en sand åbenbaring, men det er ikke ensbetydende med, at transferet er perfekt. Oftest er billedsiden skarp, men her er også en hel del slørede billeder, og detaljerigdommen er sjældent forbløffende. Indimellem fremstår billedsiden også lidt bleg og farverne en anelse drænede, men for det meste er både kontrasten og farvegengivelsen i top. Jeg bemærkede ingen banding eller edge-enhancement, og transferet har et tilpas grynniveau, der giver det et lækkert, celluloidagtigt look.

Audio

Ligesom transferet er det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor udmærket uden at være tilnærmelsesvist mindeværdigt. “Big” er en relativt nedtonet komedie med et kvart århundrede på bagen, så det kommer ikke som den store overraskelse, at baghøjtalerne sjældent deltager i løjerne, men der er nogle udmærkede panoreringer på tværs af fronthøjtalerne. Hver eneste replik er tydelig, og der forekommer ingen overstyring. Subwooferen er næsten helt tavs, men lydsporet har alligevel en udmærket bund, og Howard Shores melodiske musik kommer klokkeklart igennem og får ofte lov til at folde sig ud i flere højtalere på én gang uden at overdøve skuespillerne og lydeffekterne.

Ekstramateriale

En forlænget udgave af “Big” medfølger, som indeholder hele 26 minutters ekstra materiale. Her er bl.a. flere sekvenser i starten af filmen med drengenes familier (inklusive en ny scene med Joshs forældre, der melder deres søns forsvinden til politiet) og en munter scene med Elizabeth Perkins og en skræmmende prinsessedukke. Ingen af tilføjelserne savnes ligefrem i biografversionen, men de føjer faktisk lidt mere kød på karaktererne (særligt scenerne med Perkins), men samtidig gør de også filmens flow lidt sløvere. Jeg er stadig ikke sikker på, hvilken udgave jeg vil vælge at se, næste gang jeg genser “Big”… Andetsteds på disken finder man 12 minutters slettede scener, som instruktøren Penny Marshall introducerer, men alle disse saksede sekvenser optræder i den forlængede udgave af filmen.

I dokumentaren “Big Beginnings” (17 min.) interviewes manuskriptforfatterne Anne Spielberg (Stevens søster) og Gary Ross (som senere instruerede bl.a. “Pleasentville” og “The Hunger Games”) samt produceren James L. Brooks (den Oscar-belønnede mand bag bl.a. “Det bli’r ikke bedre”), der bl.a. diskuterer historiens spæde fødsel, Marshalls indsats bag kameraet og hyringen af Tom Hanks (man hyrede i første omgang Robert De Niro til hovedrollen!). Endnu flere af filmens bagmænd og skuespillere udtaler sig i “Chemistry of a Classic” (24 min.), hvor man dog virkelig savner Tom Hanks’ tilstedeværelse. Men der diskes trods alt op med adskillige interessante og morsomme anekdoter, og her er også flere muntre optagelser fra settet.

I “The Work of Play” (10 min.) udtaler flere rigtige legetøjsmagere sig om deres arbejde. Knap så interessant. “Hollywood Backstories: Big” (21 min.) er en noget overfladisk dokumentar om filmens tilblivelse, der bruger for meget tid på klip fra filmen og verbalt rygklapperi, og som også gentager meget af det, der bliver sagt i den overlegne “Chemistry of a Classic”. Men her er i det mindste nogle gamle interviewbidder med Hanks. “Carnival Party Newswrap” (2 min.) byder på et par ultrakorte klip fra filmens amerikanske premiere i 1988.

Derudover er der blevet indspillet et noget alternativt kommentarspor til filmen, der består af en række klip fra nogle gamle båndoptagelser med førnævnte Spielberg og Ross, som makkerparret i sin tid indspillede, mens de skrev manuskriptet. Kommentarsporet giver os en fascinerende indsigt i forfatternes kreative proces og filmens evolution, men et kommentarspor med Marshall og/eller Hanks havde bestemt også været velkomment. Sidst (og mindst) er her to trailere og tv-reklamer for “Big”, der tilsammen varer knap 5 minutter. Alt videomateriale er opskaleret fra SD.