Særlingen Burton skruer ned for særheden

Kan det passe? Er han virkelig blevet voksen, Tim Burton, filmverdenens evige legebarn? Tja. Det ser sådan ud. Næsten. Det normalt så fabulerende syrehoved, der har givet os Johnny Depp som “Edward Saksehånd” og som dræbende barber i “Sweeney Todd”, tøjler med “Big Eyes” sin vilde fantasi i en historie, der er hentet fra virkelighedens verden. Det er ikke en dårlig ting. Men det er noget andet end de mærkværdige og uforudsigelige film, Burton har forkælet os med tidligere.

Den gotiske Burton-æstetik er tonet ned til fordel for et mere naturalistisk udtryk i den sande historie om maleren Margaret Keane, spillet af Amy Adams, der op gennem 60’erne solgte malerier i millionvis. Alle af små børn med store øjne. Den eneste rest af Burtons aparte og forvrængede verdenssyn er at finde i øjnene på Margaret Keanes malerier, der sender tankerne mod de udtryksfulde øjenhuler fra “The Nightmare Before Christmas” og de vilde, forstørrede blikke i “Corpse Bride”. Burton er erklæret fan virkelighedens Margaret Keane, og han har tydeligvis hentet inspiration i hendes kunst ved flere lejligheder.

Der går dog lang tid, før Margaret bliver anerkendt for sit arbejde. Hendes mand, den fallerede maler Walter, spillet af Christoph Waltz, stjæler nemlig æren for de storsælgende malerier. Mens han fører sig skamløst frem i rampelyset, må Margaret spille rollen som kunstnerens hengivne og underdanige hustru. Her er der forskel på Burton og Keanes. Hvor Burton er enormt selvbevidst i sine stilistiske eksperimenter, er Margaret naiv og ligefrem. Hun er ikke bange for at gribe til klichéer som ”øjnene er vinduet til sjælen,” når hun skal forklare sin kunst for Walter.

Den naive stil får da også kunsteliten til at rynke på næsen. ”Det ligner noget fra bagsiden af et ugeblad,” fnyser en hånlig gallerist. Kunstkenderne vil se abstrakt ekspressionisme, ikke sentimentale børneportrætter. Den brede offentlighed har imidlertid en anden opfattelse. Det fornemmer Walter, og han øjner en mulighed for vende hele kunstverdenen på hovedet. Med billige plakattryk og postkort skaber han et marked for den masseproducerede kunst og tjener en formue. På den vis er “Big Eyes” en historie om et kommercielt nybrud i kunstverdenen og om et frækt opgør med den såkaldt ‘gode smag’. Et forsvar for outsideren, der er sat uden for det fine selskab. Keane fremstilles som en slags forløber for Andy Warhol, som Burton henviser til flere gange undervejs. Se eksempelvis, hvad Margaret henkastet smider i indkøbsvognen, da hun er ude at handle – en dåse Campbell’s Soup, af den slags, som senere blev verdenskendt gennem Warhols kunst.

Christopher Waltz har brug for al sin elegante veltalenhed i rollen som mestermanipulatoren Walter. Han leverer et morsomt portræt af en charmerende lystløgner, men uden at nå højderne fra sine glansroller i Tarantinos “Inglourious Basterds”, og “Django Unchained”. Walter fremstilles så glat, at jeg sjældent fornemmer mennesket bag den livlige ordstrøm. Det kunne ellers have været spændende at blive klogere på, hvad der foregår inde i en mand, som har bygget hele sin eksistens på et fundament af løgne og halve sandheder. Amy Adams imponerer derimod som Margaret, der med sine kampe inkarnerer kvindebevægelsens spæde begyndelse. Allerede i åbningsscenen konstateres det, at 1950’erne var en storartet tid – hvis man var mand. For foregangskvinder som Margaret var kvindefrigørelsen en hård kamp med mange tilbageslag. Hun forlod sin første mand – inden den slags var moderne – for blot at havne i kløerne på Walter. Da hun endelig siger fra og kræver det, der retmæssigt er hendes, er det ikke kun en personlig sejr. Det er også et billede på en spirende kvindekamp.