“Big Fish” så fra starten af ud til at være mere end blot titlen på instruktøren Tim Burtons seneste opus. Det var et signal til offentligheden om, at Burton endelig var på vej til ikke længere blot at være i kritikernes og sine mange fans søgelys, men også den generelle, uopmærksomme offentlighed. “Big Fish” skulle blive Burton-filmen, som endelig tilbød den rette kombination af spøjs visuel overdådighed og konventionel historiefortælling, som ville sikre Burton en plads på forreste række ved alle de store filmfestivaler og sammenkomster. Og med Burtons favorit kapelmester Danny Elfman ansvarlig for musikken, nogle af verdens bedste klippere og kameramænd med i bagagen, og med skuespillere som Ewan McGregor, Jessica Lange, Albert Finney, Danny DeVito og Steve Buscemi på plakaten, burde “Big Fish” have sejret i enhver henseende. Men Burtons første rejse ind i det sikre, konventionelle filmterritorium bør resultere i den hurtigst indkøbte returbillet nogensinde.

Ed Bloom er døende, og hans søn og europæiske kone tager derfor afsted til Blooms hus for at gøre sig klar til at tage afsked med ham. Men igennem hele sit liv har Bloom fortalt sin søn eventyrlige, underfundige skrøner om sit liv i stedet for sandheden. Det mener Blooms søn Will i hvert fald. Men i sit sidste forsøg på at komme tæt på sin far, graver Will nogle sandheder og fakta frem, som synes at støtte flere af hans fars utrolige udtalelser. Taler hans far vitterligt sandt, eller er han simpelthen blot lige så utroværdig som en sjællandsk venstre-borgmester?

“Big Fish” lyder som et typisk feel-good drama med en distinkt romantisk aroma, og havde det ikke været for Tim Burtons visuelle touch og hans imponerende skuespillerbesætning, havde det været en yderst forglemmelig affære. Hvad der er af enkelte glimrende ideer i historien formår sjældent ikke at drukne i den store, platte sødsuppe. Historien om den lille mands usandsynlige, storstilede bedrifter i et pessimistisk og skeptisk samfund er klassisk og set mange gange før, og her i “Big Fish” slentrer historien afsted i et yderst langsommeligt tempo på støt kurs mod en af de mest forudsigelige og skuffende slutninger i mands minde. Filmen er fyldt med flade og hule stereotyper, som er så endimensionale, at man hurtigt mister interessen for deres udvikling og handlinger.

Ewan McGregor er tiltalende og charmerende som altid i rollen som den yngre Ed Bloom. Men John Augusts (som skrev manuskripterne til de to “Charlie’s Angels” film) manuskript forlanger, at hans karakter i grove træk slet ikke udvikler sig det mindste. Dette giver ikke McGregor, som skuespiller, særlig meget plads til at manøvrere. Det samme gælder Billy Crudup, som spiller sønnen Will. Albert Finney (som i øvrigt slet ikke ligner Ewan McGregor) er ganske god som den ældre, aldrende udgave af Bloom, men det er Jessica Lange, der virkelig overstråler alle i rollen som Blooms kone Sandra.

Danny Elfman har ikke lavet et rigtig godt score i årevis, og han prøver her tydeligvis at lyde som Thomas Newman med sin flittige og ukarakteristiske brug af tunge, langsommelige strygere. Men Elfman når ikke Newman til sokkeholderne, og resultatet er Elfmans mest forudsigelige og kedelige værk til dato. Det er desværre typisk, at Elfman netop skulle modtage en Oscar-nominering for dette score, når han har produceret talløse andre af langt højere kvalitet og mere i hans egen personlige, finurlige stil, som burde have været nomineret.

Tim Burton er primært kendt for sine unikke og overdådige visuelle evner og hans store talent står også frem her i “Big Fish”, men Burton er langt mere mådeholden og behersket end sædvanlig, hvilket gør “Big Fish” til en visuel fornøjelig film, men ikke en særlig interessant eller egenartet visuel overraskelse.