Man skulle tro, at det største problem for Susanne Biers “Bird Box” var dens paradoksale omvending af film som et visuelt medie.

At selve præmissen – ikke kigge! – er den, der ødelægger tiltrækningen for os, der skal kigge med.

I virkeligheden er det usynlige monster, som driver folk til sindssyge – hvis de kigger på det – ret langt nede på listen over syndere.

I hvert fald nedenunder Sandra Bullocks energiforladte optræden, de skabelonagtige karakterer, der omgiver hende, og ikke mindst selve fortællestrukturen og dens kluntede tids-boogiewoogie: ‘Så går vi fem år frem, så går vi fem år tilbage, og så ryster vi den lidt’.

Det starter lige på med Bullocks heftige advarsel til to små børn om deres kommende dødsensfarlige rejse: ’Hvad end I hører, holder I øjnene og munden lukket'.

Det lyder halvt som et filmproducer-pitch, halvt som et ægte gammeldags vovehals-nummer – en desperat kvinde skal lede to børn ned ad en brusende flod med bind for øjnene. Fiks idé til en hurtig thriller, ikke?

Lidt for fiks måske. For Josh Malermans bog bliver ikke oversat sømløst til skarp flugtfilm gennem den amerikanske ødemark.

Romanens rum for karakterudvikling og beskrivelser har manusforfatter Eric Heisserer ikke til rådighed, men fremdrift gennem dialog bliver saftsusemig også en større udfordring, når to ud af tre fra rejseselskabet er femårige børn, og vi for øvrigt skal være musestille. Hvad gør man?

Spring fem år tilbage i tiden til Bullocks livstrætte kunstmaler og kommende alenemor, der diskuterer almindeligheder med sin søster, mens uhyggelige historier om uforklarlige masseselvmord kværner på tv i baggrunden.

Pudsigt nok ligger de mest intense scener her i normaliteten, der splintres som en glasrude. Det er reelt chokerende og ubehageligt, men disse første 10 minutters dødskørsel gennem et samfund i opløsning formår “Bird Box” aldrig at genskabe.

Døren lukker helt bogstaveligt talt i, da Bullock ender i et hus med andre paranoide overlevere.

Typerne i huset er netop dét: typer. Med et par replikker hver. Pusheren, betjenten under uddannelse, den rare gamle bedstemor, den stoiske og lidt hotte hunk glider umærkeligt forbi.

John Malkovich er der godt nok også, men mest for at være John Malkovich. Det virker, som om han har smidt manuskriptet i pejsen og spiller igennem for sig selv. Meget passende i og med han leger den skøre nabo.

Herfra fiser mareridts-stemningen ud til fordel for de velkendte daglig-dommedagsdilemmaer a la “The Walking Dead”.

Hvordan skaffer vi mad, toiletpapir og D-vitaminer til ikke bare én, men to gravide kvinder!?

Spring fem år frem i tiden til to børn, der fryser i en kano. Under et brunt tæppe. Med brunt bind for øjnene.

Spring fem år tilbage. Frem. Tilbage.

De parallelle spor trækker på hver deres måde intensitet ud af forløbet. Ikke engang Malkovich i højt, manisk humør kan hæve konflikterne i det isolerede hus over reality-tv-standard.

Og sejlturen på floden viser med kluntet tydelighed, at det alligevel kun er Bullock og børnene, der overlever så…

Kombineret med en påklistret slutning og nogle actionscener, der er lidt hæmmet af at være optaget gennem et brunt stykke stof, fordi man IKKE MÅ KIGGE!, ender “Bird Box” som en uengageret og uengagerende øvelse.