Birdman
Udgivet 20. jan 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Hvis jeg blev sat på den umulige mission, det må være at markedsføre “Birdman”, så ville jeg trøste mig med, at det er en helt særlig og særligt god film. Det må gøre opgaven lettere. Men altså. Her er der ingen superskurke eller forudsigelig superheltedramaturgi, til trods for at det er den ‘gamle’ Batman, Michael Keaton, der er på plakaten som den tidligere superskuespiller under Birdmans maske. Der er derimod hektisk jazz, Broadway, forkælede teaterskuespillere, en ond kritiker, familiesvigt og mangel på meningen med det hele. Alt det er metasjovt snydeindpakket i historien om en afdanket slags helt. Den markedsføringsopgave er sværere end den ondeste Ultron.
Vi er derimod i New York. Ikke for at redde byen fra Loke eller andre superskurke, men for at spille teater på teatergaden over dem alle, Broadway. Det er den fallerede kendisskuespiller Riggan Thomson, der var stor i halvfemserne som Hollywoodsuperhelten Birdman, som nu vil give sig selv et comeback og et ry som seriøs kunstner. Manisk slidt med toupe og dårlig forældresamvittighed spiller Michael Keaton metafinurligt rollen, der jo selv var Hollywoodkendis engang for sin rolle som Bir… Batman. Han vil betyde noget. For sin datter, for sin agent, ekskone, kommende kone, ja, hele verden, men allermest for sig selv. Hvis Riggan styrter ned med et fly, hvor George Clooney også er passager, så er drømmen, at Riggans nekrolog har en bedre placering i avisen end Clooneys.
Men det er ikke kun de stereotypiske kunstnerfordomme på østkysten, der satires sønder og sammen. Kendismetervarerfilmene fra vestkysten får også sine bidske hug. Fassbender? Nej, optaget af “X-Men”. Woody Harrelson så? Nope, “The Hunger Games”. Ham fra “The Hurt Locker” så da, Jeremy Renner? Heller ikke, han laver “The Avengers”. Det er umuligt for Riggan at skaffe tidens dygtigste skuespillere, da de alle laver maskefilm, der skal sælge popcorn i supersize. Det er sjovt, ligesom når New York så alligevel forvandles til en arena for “Avengers”-action oppe i Riggans hoved. Åh ja, de gode gamle dage, god imod ond, skrigende fans og dollars på lommen.
I al sin satiriske vrissen af hele underholdningskredsløbet i den her kompakte form på det lille teater er der også plads til det rørende åndehul og den store mening. Den medspillende måskekæreste, der ikke kan få børn, samt Naomi Watts’ usikre stjerneskuespiller sætter grinene velgørende på stand by. For “Birdman” er mere end bare stykket, de spiller. Det er stykket, vi alle spiller. Det er stykket, der ikke følger planen og replikkerne, som vi havde tænkt dem. Det fejler for så igen at blive ok, ja næsten vellykket, men synes publikum, alle de andre, mon også, at det er ok? Og betyder det egentlig noget? Ingen ved det. Sådan er livet, sådan er “Birdman”. Held og lykke med markedsføringsmissionen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet