Den er bedre end “Suicide Squad”. Det manglede da også bare.

“Birds of Prey” er nemlig båret af den eneste værdi fra det kreative konkursbo efter “Suicide Squad” – den vel nok værste i det såkaldte DC Universe.

Men én ting strålede i David Ayers holdfilm fra 2016: Margot Robbie i rollen som Joker-kæresten Harley Quinn. Hun er nu blevet frigjort fra selvmordsprojektet, der begynder forfra i 2021 som “The Suicide Squad”.

Der er sket meget siden 2016. “Justice League”, #MeToo og meget mere. Det kan ses på “Birds of Prey” og ikke mindst på Harley Quinn.

David Ayer gjorde hende til en sexet drengefantasi i “Suicide Squad”, der straks sendte ‘Harley Quinn’ til tops på Pornhub. Hun var baben blandt mænd.

Det ændrer Cathy Yan på. Harley Quinn er nu klippet kortere med pjusket pandehår, og så er hun single. Hun skal nu frigøre sig fra manden, der er fjenden. Der er dømt ‘kan selv’-attitude og Hollywood-moderne feminisme.

Alligevel er det påfaldende, hvor meget den nye girlpower handler om mænd. Sådan var det også i “Ocean’s 8“, hvor de frigjorte kvinder konstant forholdt sig til og sammenlignede sig med mænd.

Det samme gælder den nye Harley Quinn, der motiveres af bruddet med Jokeren – ikke Joaquin Phoenix’ gode, men den kasserede Jared Leto-udgave. Nu skal hun vise, at hun kan selv.

Eller faktisk bare, at hun kan uden mænd. I stedet kan hun i et queer-fællesskab af kvinder, der hader mænd. Særligt Ewan McGregor som Gotham-gangsteren Black Mass, der både er kvindehader og magtfuldkommen. Som Trump?

Tja, Harley Quinn gør det i hvert fald klart, at Black Mass hader hende, fordi hun stemmer på Bernie (Sanders). På den måde er “Birds of Prey” en forudsigelig film til tiden – endda midt under primærvalgene i USA.

Dybere er “Birds of Prey” dog ikke. Her er ingen kritisk samfundsanalyse som i “Joker”, men minder derimod mere om en kvindelig kopi af “Deadpool 2”, hvor Harley Quinn fører an for et hold, der skal redde et barn fra en skurk.

Det sker med en frisk ‘for meget’-stil, som blev lovet i optakten til “Suicide Squad”, men aldrig leveret. Denne gang er der masser af metakommenterende voice-over og farverig grafik i fjæset, hvilket gør frigørelsen af Harley Quinn tiltrængt let.

Fremhæves skal også Jonathan Eusebio og Jon Valeras stunt-iscenesættelser, der med et baseballbat i hånden på Harley Quinn et øjeblik fik mig til at glemme, at “John Wick 4” først får premiere i 2021.

Makkerparret har en glidende fornemmelse for kampscener og stunts, som de tidligere har brugt med stor succes til “John Wick 3”. Det er i kampens hede, at dette DC-spinoff er bedst.

For der er ingen tvivl om, at Harley Quinn kan selv og uden mænd. Nu håber jeg bare, at hun til næste års “The Suicide Squad” er blevet så selvsikker, at hun ikke behøver at ævle om det andet køn konstant.

Ellers bliver hun aldrig andet end Jokerens ekskæreste.