Black Panther
Udgivet 14. feb 2018 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Nu er det alvor. Efter et grinagtigt godt 2017 med Spider-Mans hjemkomst og Thors “Ragnarok” så skifter Marvel nu tone, inden “Infinity War” begynder. For der er meget lidt at grine af i solofilmen “Black Panther”, hvor black lives matter i en futuristisk ridderfilm, som er inspireret af både “Løvernes konge” og James Bond.
For det er ikke New York, der igen-igen skal reddes, men derimod Wakanda. Her skal T’Challa indtage tronen som den fornuftige, fredsskabende konge, hvilket udfordres af Killmonger med dreadlocks, der vil hævne de hvides undertrykkelse af de sorte. Det er samme hårdtslående diskussion, som Professor X og Magneto har i “X-Men”-serien: Dialog og sameksistens eller militært modsvar? Det forfremmer også Michael B. Jordan til den mest interessante skurk i MCU. Han er ikke bare ond fordi. Han er ond på grund af forældrenes svigt. Præcis som i efterårets “Ragnarok”, hvor Odins synder i fortiden skabte Døden i form af Hela.
I stedet er der Black Bond med casino, spioner og diamanter, der i det næste sender helten i sort suit af sted i vild biljagt i koreanske Busan efter håndlangere med maskinpistoler i en neon-kulisse, som understreger mangfoldigheden i “Black Panther”, hvor high tech og højhuse i det næste smelter sammen med bongotrommer og næsehorn på savannen. Her er det ikke synd for Afrika, som det oftest er, når Vesten stjæler blood diamonds fra de stakkels sorte på film. Nu tager Afrika selv hovedrollen – på helte-godt og skurke-ondt.
Black Panther er en moderne Kong Arthur, der sikrer sit Camelot. Som Avengers har reddet New York. Marvel-historien gentager sig selv, indtil Thor i “Ragnarok” tog flugten. Det var nyt. Det er “Black Panther” ikke. Men den er alvorligt mangfoldig. Marvel-heltene kan være stolte af deres nye konge.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet