Blekingegadebanden
Udgivet 20. mar 2009 | Af: Benway | Set i biografen
”Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger,” siger man, og det er i hvert fald en nærliggende tanke i Anders Riis-Hansens film om “Blekingegadebanden”, der netop handler om det mysterium, hvordan en gruppe idealistiske og veluddannede mænd kunne ende som voldsmænd og mordere i den gode sags tjeneste.
Filmen fortæller om hans vej til den politiske vold, som viser sig at være en gradvis forandring. Fra første stund i villaen i Gladsaxe, hvor hans far udbryder ”mordere!” mod tv-skærmen, når der vises billeder af de amerikanske soldater i Vietnam, over den fredelige begyndelse med indsamling af tøj og tæpper til de trængende palæstinensere. I fodsporet af storebroderen kommer han ind i den maoistiske gruppe KAK anført af den karismatiske, men forstyrrede Gotfred Appel, og derfra oprettes kontakten til terrororganisationen PFLP.
Interessant er filmen også som en del af det opgør, som venstrefløjen aldrig har taget med sin revolutionsromantiske baggrund. Blekingegadebanden var næppe en gruppe af særligt ondskabsfulde individer eller en isoleret kræftknude i den danske folkesjæl, men derimod en del af den tidsånd, der talte positivt om brugen af voldelige midler med politisk øjemed. På den vis adskilte gruppen sig ikke voldsomt fra omgivelserne. De havde blot viljen til at gennemføre, hvad andre blot lod blive ved ordet.
Som fortæller virker Weyman oprigtig angrende og overraskende sympatisk, når han uden stolthed fortæller om sine gerninger og særligt om den planlagte kidnapning, der blev afblæst i sidste øjeblik, men ikke desto mindre gav ham et nervesammenbrud. På trods af at være Danmarks til dato dyreste dokumentar er “Blekingegadebanden” alligevel ikke den store filmiske oplevelse, men som en troværdig beskrivelse af de mekanismer, hvormed medlidenhed og moralsk indignation forvandles til grusomhed, er den et særdeles fascinerende bekendtskab. Det er let at fordømme Weyman, der selv afsonede syv års fængsel, men nu lader han om ikke andet til at være nået frem til en erkendelse af sit moralske ansvar, og det er trods alt en erkendelse, som resten af gruppen – og deriblandt morderen – endnu ikke har nået.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet