Den er blevet kåret til verdens bedste sang. Men “Bohemian Rhapsody” bliver aldrig kåret til verdens bedste film.

Det skyldes, at filmen om Freddie Mercury og Queen præsenteres som noget, den ikke er.

“Bohemian Rhapsody” er for det første ikke en Bryan Singer-film, selv om “X-Men”-instruktøren officielt er krediteret sådan.

Singer blev nemlig fyret af Fox midt under produktionen, fordi han udeblev eller kom for sent. Ironisk nok som Freddie Mercury gør det flere gange i filmen – til bandets/kollektivets store utilfredshed.

Dexter Fletcher er derimod den sande instruktør bag “Bohemian Rhapsody”.

Han er kendt for den hyggelige biopic om britiske Eddie ‘The Eagle’ Edwards – i 2019 er han klar med den utvivlsomt lige så hyggelige biopic om britiske Elton John med titlen “Rocketman”.

Derfor var det oplagt for Fox at spørge Fletcher, om han ikke ville færdiggøre biopic-filmen om britiske Queen, når nu Singer ikke selv kunne synge den til ende.

Og Fletcher har gjort “Bohemian Rhapsody” lige så hyggelig som “Eddie the Eagle“.

Det handler igen om en skæv ener og drømmer, der vil noget andet end familiens patriark. Eddie ville hoppe på ski til OL, Farrokh Bulsara vil være frontsanger for et af historiens største bands.

Begge har Fletcher udstyret med en konservativ farmand som modstand, inden han vindes over, og det hele ender i sentimental, hyggelig fællessang.

Derfor burde Dexter Fletchers biografifilm om Queen have heddet “We Will Rock You” i stedet for “Bohemian Rhapsody”.

“Bohemian Rhapsody” er nemlig også titlen på Queens eksperimenterende, genrenedbrydende storværk. Sådan er den her “Bohemian Rhapsody” ikke.

Den er i stedet folkelig fællessang, hvor succesen etableres – Queen bliver et hit – der brydes af vendepunktet med festerne, stofferne og de forkerte venner, inden det hele ender lykkeligt ved Live Aid i 1985, hvor Queen redder Afrika. Sådan cirka.

Den er som “We Will Rock You”, hvor publikum klapper i takt og synger i kor til et nummer, som ender præcis der, hvor så mange andre numre ender. Vers, omkvæd. Gentag.

“Bohemian Rhapsody” er bedst i Farrokhs jagt på en identitet. Han lader som om.

Han lader, som om han er etnisk englænder, når han skifter Farrokh med Freddie og det persiske familienavn Bulsara til Mercury.

Og han lader, som om han er hetero, når han gør Mary til kone, imens han i virkeligheden drømmer om at break free', som han synger. Han er homo.

Men “Bohemian Rhapsody” bryder bare aldrig for alvor fri af Fletchers hyggelige biopic-rutine.

Det er pænt og småborgerligt, hvor det aldrig bliver vildere end lidt coke på bordet og et smæk i numsen, der straks bliver sagt fra overfor. Ingen kan eller skal blive krænket her!

I midten mimer Rami Malek som en dygtig robot. Han ligner Freddie, når han lip sync’er sig igennem “Bohemian Rhapsody”.

Det er en god sang.