Brendan og hemmelighedernes bog

Jeg kan huske, dengang det ypperste inden for animation var den årlige tegnefilm fra Disneys hellige haller. Den var sædvanligvis smukt håndtegnet og fulgte en tradition, som jeg hyggede mig med hver juleaftensdag, når “Disneys juleshow” rullede over skærmen. Jeg ser stadig trofast “Disneys juleshow” hvert år, men den håndtegnede stil er desværre efterhånden et fossil. Et levn fra en gammel tid. Disney har lukket deres afdeling for håndtegnet animation, og nu er alle de nye film – både fra Disney, DreamWorks og Blue Sky – computeranimerede og ofte udgivet i 3D. Det hyggelige og genkendelige… følelsen af, at ”det der kan jeg også tegne, hvis jeg øver mig”, er forsvundet. Men heldigvis kommer der engang imellem en film, der hylder de gamle dyder. “Brendan og hemmelighedernes bog” er sådan en film.

Filmen foregår tilbage i Middelalderen, og hovedpersonen, Brendan, er en 12-årig dreng, der bor i et irsk munkekloster, som hans onkel er leder af. Præcis som nutidens drenge på den alder er Brendan en nysgerrig, videbegærlig knægt. Men hans onkel er en streng mand, der har forbudt Brendan at gå uden for klostrets mure, og som holder ham og klostrets andre beboere i ave med historier om de farer, der lurer ude i den omgivende verden. Men en dag ankommer en gammel, sagnomspunden munk til klosteret. Med sig har han en magisk bog, som han skal have hjælp til at færdiggøre. Brendans hjælp, naturligvis. Og så er Brendan alligevel nødt til at trodse sin onkel og begive sig ud i verden, hvor han både møder de farer, hans onkel advarede ham mod, og den smukke skovfe Aisling.

Historien er en klassisk, opbyggelig fortælling om at bruge sin fantasi, stole på sine venner og trodse autoriteter på det rigtige tidspunkt. Ikke noget decideret nyskabende der. Det nyskabende – eller snarere nyopfundne – er den visuelle stil i filmen. Alle karakterer har deres egne, letgenkendelige ansigtstræk og kropsholdninger. Brendan er lille og vaks, hans onkel er enormt høj og tynd og med en ditto næse af den slags, der udstråler autoritet. Skovfeen Aisling er mest af alt et lille ansigt omgivet af langt, bølgende og kridhvidt hår.

Det er en meget simpel og alligevel vidunderligt udtryksfuld streg, som sine steder minder om de klassiske, tjekkiske tegnefilm fra 1970’erne. Baggrundene er derimod holdt i en helt anden, nærmest ekspressionistisk stil med masser af finurlige figurer og frodige farver, der flyder ud i hinanden. Sammen med den smukke, keltiske musik, der gennemsyrer filmen, giver det en fornemmelse af legesyg fortælleglæde i et univers fra en svunden tid – hvilket det jo også er, både teknisk og historisk.

Enkelte gang brydes den helt traditionelle stil dog af mere moderne greb. Selvom det er en håndtegnet film, er der i en række sekvenser, hvor den titulære bogs hemmeligheder for alvor illustreres, alligevel hentet lidt assistance fra computeranimation. Men det forstyrrer ikke indtrykket, for det er gjort meget nænsomt og i perfekt harmoni med omgivelserne, og helheden er meget betagende. Og det er ikke nær så bemærkelsesværdigt, som når der pludselig benyttes split screen-kompositioner til at drive historien fremad. Dette er også gjort med omtanke og med respekt for helheden og de traditioner, filmen bygger på.