Broderskab
Udgivet 7. apr 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Selvom tanken om at sammenbringe homoseksualitet og nazisme umiddelbart kan synes lige lovligt kulørt, så giver det faktisk god mening på mange måder. Besættelsen af den mandlige krop nærmest driver gennem den nazistiske kultur, og selv Leni Riefenstahls berømte film virker næsten lejlighedsvis decideret homoerotiske i udtrykket.
De virker umiddelbart ikke imponerende, men da Lars træffer den veltalende og tilsyneladende sympatiske leder kaldet Tykke, begynder gruppen alligevel at tø op over for ham, og snart bliver han sågar en del af den. Da Lars pludselig mangler tag over hovedet, placerer Tykke ham sammen med Jimmy, spillet af David Dencik, der ellers ikke er voldsomt begejstret for Lars. Snart begynder en farlig tiltrækning alligevel at opstå.
Lars’ indtræden i nationalsocialismens rækker sker hastigt, og selvom filmen forsyner ham med nogle anstrengende overklasseforældre at gøre oprør mod, så lider filmens indledende scener lidt under, at det er ret svært at følge hans fascination af nationalsocialismen. Til gengæld så bliver filmen for alvor imponerende, da emnet bliver de to mænds spirende tiltrækning, og Donato beskriver både den lune forelskelse samt det fysiske begær overbevisende. Da de to endelig giver efter for lysten, er det næsten med ønsket om at fortære hinanden. Fortællingen styrkes også af noget fremragende skuespil, og alle de medvirkende gør en fortrinlig indsats. Den ellers så hyggelige Nicolas Bro er lumsk farlig som lederen af gruppen, og hans store korpus og langsomme bevægelser lægger så at sige vægt bagved hans ord. Glimrende er også de to hovedrolleindehavere, og man imponeres ikke mindst af David Dencik, der har evnen til at skifte fra afstumpet til sårbar på et splitsekund.
Filmens verden er af begrænset format, men det føjer en vis intimitet til miljøet, som er fornemt beskrevet. Hvis romancen og skildringen er filmens stærke punkt, så er de mere klassiske dramatiske elementer dens svage, og man ønsker næsten, at der var tonet lidt mere ned for spændingsopbygningen og melodramaet – ikke mindst et sidste handlingstvist virker mere som et filmisk virkemiddel end som en troværdig udvikling. Til trods for disse ankepunkter skal der ikke herske tvivl om, at “Broderskab” er en vellykket film og en særdeles lovende debut for Nicolo Donato. Ganske vist har handlingen sine svage punkter, men man kan ikke lade være med at føle for de mennesker, den involverer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet