Politik og retfærdighed

I tidens løb er der blevet lavet mange en politisk thriller. Og hovedparten af dem er faktisk hæderlige film, der vedligeholder et godt flow og rummer flere interessante spændingsmomenter. Men kun få af dem er lige så dristige som Allen Hughes nyeste politiske thriller, “Broken City”, som er en mere fandenivoldsk film end genrens gennemsnitlige værk.

Billy Taggart plejede at arbejde inden for politiet, indtil en fatal fejl fik ham fyret. Nu er han privatdetektiv, men forretningen halter, da Billy er lige så dårlig til at få pengene hjem, som han er god til at afsløre sine uheldige ofre. Men en dag får han et opkald fra borgmesteren, der vil have ham til at blotlægge sin kones elsker. Inden længe er Billy rodet ind i en politisk skandale, som han ikke kan hitte rede i, men heller ikke vil ud af. For nu har han endelig muligheden for at få retfærdigheden til at ske fyldest, ligegyldigt hvem der står for skud.

Ligesom så mange andre instruktører vil Allen Hughes gerne udstille de barske sandheder i amerikansk politik, og hans politiske dagsorden er tydelig, når han viser, at så længe man har charme, behøver man ikke vandtætte politiske argumenter. Det er selvsagt en pointe, som er blevet formuleret i mange andre film, og som vil blive gengivet i mange fremtidige film. Det, der særligt får Hughes’ film til at skille sig ud, er dens prisværdige sans for retfærdighed, dens bemærkelsesværdige plausibilitet og dens villighed til at tænke i andre baner end de fleste politiske thrillere.

Der er dog et handlingsforløb i “Broken City”, der både blotter filmens styrker og svagheder. Billy har en kæreste, der er skuespillerinde. Hun har netop fået en rolle i sin første film, og han prøver at være der for hende, mens succesen tager til. Deres forhold virker ægte, men alligevel får Billy et sammenbrud, da han skal til den store premiere, da det her viser sig, at deres verdener er for forskellige. Nøglescenen i deres forhold understreger Hughes’ solide greb om filmmediets virkemidler: Billys forfald er tydeligt, og på elegant vis drager Hughes en parallel mellem Billys arbejde og privatliv. Men subplottet virker på samme tid for konstrueret – ikke mindst fordi konflikten ikke viser sig før en time inde i filmen. Og når han samtidig har meget bedre kemi med sin skarpsindige og charmerende sekretær, virker dette subplot udelukkende som en billig undskyldning for noget påklistret romantik. Det havde gavnet filmen og styrket dens intensitet, hvis Hughes havde holdt sig til hovedplottet og svinget uden om sådanne unødvendige svinkeærinder.

For som “Broken City” skrider frem, bliver den langsomt mere interessant både stilistisk og indholdsmæssigt. På det kunstneriske plan får den flere dystre undertoner, og på det fortællemæssige plan begynder man at ane menneskets skyggesider i hele persongalleriet. Det er ikke blot et interessant, men også et dristigt valg af Allen Hughes at lade publikum selv tage stilling til, hvilken mand vores hovedperson bliver til – eller måske endda hele tiden har været. Han har nemlig flere mørke sider end den typiske protagonist, hvilket også gør ham langt mere dragende end de fleste helte inden for genren, der ofte er utroværdigt renhjertede idealister. Og man kan kun bifalde slutningen, der formentlig vil dele vandene blandt de retfærdighedssøgende tilskuere.