Brothers
Udgivet 17. mar 2010 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Scene for scene er Susanne Biers “Brødre” og den amerikanske genindspilning “Brothers” stort set identiske. Nuancerne er få og små, og dem kunne vi jo så se nærmere på i det følgende. Lad os imidlertid lade det blive ved konstateringen og så kigge på “Brothers” som selvstændig film uden at skele til og sammenligne med de danske brødre Thomsen og Lie Kaas.
Overordnet set er der ikke meget at indvende mod “Brothers”, hvor historien – som bekendt – er dygtigt og dramatisk skruet sammen. Alligevel føles den amerikanske forbrødring næsten lige så kønsløs og blankpoleret som det forstadsmiljø, den udspilles i. Særligt er filmens klimaks med Sams tilbagevenden forbavsende ufarlig og med mangel på nerve. Det uforløste klimaks hænger primært sammen med det fatale fejlcast, som den drengede Tobey Maguire udgør i rollen som den etablerede patriotiske familiefar Sam. Den hjemvendte krigers paranoide selvpineri og raseri leveres mest af alt med hysterisk overspil frem for nervepirrende intensitet af den hedengangne Spider-Man.
Et mere stramt fokus kunne have hjulpet “Brothers” til at blive en mere end habil film, men hvis det er krigens absurditet og den hjemvendte soldats tilpasningsproblemer, den vil vise, så er det bare set mange gange og meget bedre før på amerikansk film. Her kan man roligt vende blikket mod Oscartriumfatoren “The Hurt Locker” eller genrens bedste i det forgangne årti, “Jarhead”, der også har Gyllenhaal i en central rolle. Filmens fokus burde derimod nok have været snævret ind omkring slynglen versus krigeren, og hvordan de har en vidt forskellig samfundsstatus, og det til trods for, at krigeren Sam volder væsentlig mere skade end slynglen Tommy. Dette tema bliver strejfet kort i den glimrende indledning, hvor en af Sams døtre ved middagsbordet beretter, at hendes far skal ned og slå de onde ihjel, hvortil Tommy sarkastisk replicerer: ”Hvem er de onde?”
Har du altid grublet over, hvordan Biers “Brødre” ville opleves med et andet cast og på et andet sprog, så er denne, i en dansk sammenhæng, lidt sære anakronisme uomgængelig. Ellers er der ikke meget at komme efter i denne langt mere glatte og ufarlige “Brothers”, der som sådan ikke fejler noget, men som i den grad mangler nødvendighed og hjerteblod, hvilket den danske original gerne måtte have delt mere rigt ud af til denne middelmådige filmiske bror.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet