Berømmelsens pris

Et af årets mere usædvanlige indslag på det hvide lærred er den samfundskritiske og stærkt satiriske “Brüno” med Sacha Baron Cohen i den altoverskyggende hovedrolle. Sidst han gjorde sig bemærket med multikulturel crazykomik var i den tilsvarende “Borat!”, og nu gør han det så igen. Om det er godt eller skidt må være op til den enkelte at vurdere, men kedeligt er det i hvert fald ikke.

Som besk samfundskritik har “Brüno” imidlertid et og andet at byde på. I kølvandet på Michael Moores åbenlyst samfundsrevsende dokumentarfilm er det ligefrem befriende at opleve de nogenlunde samme budskaber i en helt ny og knap så konfrontativ indpakning. Og alle får et drag over snuden. I flæng kan nævnes det amerikanske militær, modebranchen, homofobiske sydstatsamerikanere, mødre, der vil gøre døtrene til barnestjerner og mange, mange andre. Cohen har ikke overraskende selv været hjernen bag projektet, der er fremstillet som en såkaldt mockumentary, men dog ikke helt kommer i mål med det forehavende.

Og hvorfor så ikke det? “Brüno” foregiver at være dokumentarisme med et kamerahold, der følger filmens omdrejningspunkt, hvorend han bevæger sig. Men stilen er desværre ikke nær dokumentarisk nok, og det opsatte og det fiktive fornemmes i scenerne. Alligevel er mødet med den østrigske vært på modemagasinet Funkyzeit et uforglemmeligt et af slagsen. Da han fyres fra samme efter en skandale under en modeopvisning i Milano, tager begivenhederne fart, og de underholdende elementer er ikke svære at få øje på. Brüno vil nemlig gøre alt for igen at blive en berømthed, og det tager ham på en rejse – både i fysisk og mental forstand.

Med Hollywood som nabo forsøger den vordende verdensstjerne sig med alt fra statistroller til at agere fredsmægler i Mellemøsten og alt indimellem. Undervejs forsøger han tilmed at lancere et anderledes kendisprogram, der går i kødet på stjernerne, men heller ikke er afvisende for at udstille Brünos kønsdele i fri dressur. I det hele taget er omtalte hovedperson ikke bange for at fremvise erogene zoner eller for den sags skyld at spille på sine medborgeres frygt for homoseksualitet. Undervejs må han dog erfare, at vejen til stjernerne skal findes igennem det heteroseksuelle forhold, hvorfor han indlogerer sig til afvænning for sine seksuelle tilbøjeligheder i det amerikanske Whiskey-bælte.

Det værdifulde ved “Brüno” er hovedaktørens komplette mangel på situationsfornemmelse og de utallige pinagtige situationer, det afstedkommer. Af samme grund er filmens første halvdel også den bedste. Anden halvleg går kraftigt ned i tempo og skifter i øvrigt fokus. I første omgang handler det om at blive berømt. I anden omgang handler det om at lade den seksuelle orientering skifte retning. Både filmen og hovedpersonen som sådan har store emner på hjerte, ikke mindst at får fred i verden. Og det er spørgsmålet, om ikke Nobels Fredspris i mangel af bedre og med det aktuelle valg in mente havde gjort sig bedre hos netop Brüno.

Som underholdende organ skal “Brüno” ikke tages for mere, end hvad den er, omend muligheden foreligger. Stjernens selvtillid er uovertruffen, og de mange indspark til den verserende samfundsdebat er i hvert fald ikke til at tage fejl af. Som komedie skulle der nok være garanti for at kunne finde noget sjovt i både den grovkornede og i den platte afdeling. Men filmen hverken kunne eller skulle være længere, end det her er tilfældet. I slutningen fornemmes en vis form for metaltræthed, ligesom de afrundende bemærkninger virker underligt uforløste. Med det sagt er “Brüno” nu stadig et af de mest muntre indslag, der kom ud af det herrens år 2009.

Video

“Brüno” præsenteres i et jævnt look, der ikke præges af hverken edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Til gengæld afstår looket sig ikke fra tilfælde af blødhed og myrer i billedet, ligesom både farvetemperatur og kontrast heller ikke er uden udsving. På den front ligner filmen visuelt det, den foregiver at være – en vaskeægte dokumentarfilm.

Audio

Bedre er imidlertid filmens to engelsksprogede DTS-HD Master Audio 5.1- og Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen er tydelig er uden overstyringer. Filmen er meget dialogbåren og derfor uden de store armsving.

Ekstramateriale

Blandt ekstramaterialet er trailere, alternative scener, slettede scener og udvidede scener samt et fingeret interview med NBC-produceren Lloyd Robinson, der alt sammen rummer komik helt i tråd med filmens univers. I den mere traditionelle ende af skalaen er desuden et kommentarspor med filmens instruktør Larry Charles og Sacha Baron Cohen, hvor filmens gimmicks, locations, anekdoter, kendisser med mere er til debat. Udmærket, men ikke epokegørende.

Komik har siden tidernes morgen været et effektivt middel til at rykke i konventioner og gennem latterliggørelse sætte spørgsmålstegn ved vitterligt alt, om så det er politik, religion eller fordomme. Chaplin gjorde det med “Den store diktator”, Monty Python med “Life of Brian” og Sascha Baron Cohen med “Borat!”. Britiske Cohen er nu tilbage med “Brüno”, som på papiret umuligt kan overgå “Borat!” i intelligent provokation og grænseoverskridende gags. Cohen og instruktør Larry Charles har dog formået at overgå sig selv, utroligt nok.

Superbøssen Brüno vil gerne være verdensberømt og tager derfor til Hollywood, hvor han vil lave et tv-show. Til Brünos store skuffelse forstår producenterne og alle andre, han henvender sig til, sig ikke på hans temmelig særprægede og eksplicitte facon. Han får bl.a. skræmt Paula Abdul væk ved at servere sushi på en nøgen mexicaner, lægger op til den amerikanske politiker Ron Paul under et interview og gør som Madonna – adopterer en lille afrikansk dreng, som han præsenterer på et tv-show, hvor publikum ender med at angribe Brüno. Heller ikke da han klæder sig ud som wrestler, der ender med at råsnave med en anden mand midt i ringen foran et sydende sydstatspublikum, falder det i god jord. Det er ikke nemt at blive berømt, finder Brüno hurtigt ud af.

Hvor “Borat!” fra start til slut var det ene vanvittige påfund efter det andet, går “Brüno” skridtet videre ud i ekstremerne. Flere optrin er imidlertid så direkte sindssyge, at det næsten ikke er til at bære, og det kan undre, at Sasha Baron Cohen har været i stand til overhovedet at overleve visse gags. At se Brüno fornærme en af lederne fra en terroristgruppe eller tage på jagt med tre red necks og forsøge at trænge ind i deres telte om natten er humor på et meget højt skråplan. Og der er proppet med den slags banebrydende humor med så mange finurlige guldkorn og raffinerede grovheder, at det er umuligt ikke at lade sig rive med i en art chokeret fascination – i de øjeblikke, hvor man altså ikke er knust af grin.

“Brüno” er imidlertid ikke kun en opvisning i, hvor mange mennesker Sasha Baron Cohen kan nå at provokere på så kort tid som muligt. Nok er det utroligt morsomt at se folk gøre sig selv fuldstændig til grin i kraft af Cohens beregnende komik. Men det er, når hykleri og fordomme via overdrev ledes op til overfladen, at Cohens intelligente humor har sin egentlige berettigelse. Hvor “Borat!” havde udgangspunkt i intolerance, bevæger “Brüno” sig over i områder, der ikke er so 2006, såsom fordomme omkring homoseksuelle og stereotype arkebilleder. Men ikke mindst med en komplet latterliggørelse af berømmelse og af, hvor langt man er villig til at gå for at blive kendt.

At se, hvordan en mor er villig til at få sit barn til at tabe ti kilo på en uge for at blive berømt, eller hvordan et talkshow fuld af forurettede afro-amerikanere lader deres selvretfærdige fordomme om homoseksuelle komme til skue, er direkte chokerende. Måden Larry Charles og Cohen formår at presse citronen til det sidste, uden at folk aner uråd, er fantastisk gennemtænkt. At se almindelige mennesker og berømtheder sparke de mest spektakulære moralske selvmål ind i kasse er intet mindre end skandaløst og tåkrummende morsomt. Der er ikke grænser for, hvor meget upolitisk korrekthed der kan spækkes sammen i én film, om så det er pygmæsex med en Storm P-lignende dildomaskine eller pikant afblegning af hår der, hvor solen aldrig skinner, og meget andet. Cohens fysiske komik og humoristiske timing er simpelthen genial og når samme højder som hans store idol, Peter Sellers.