Bug
Udgivet 4. jan 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Og nøgne det er de to om ikke fysisk, så i hvert fald på psyken. Scenariet sættes på et unavngivet motel i sydstaterne, hvor Agnes er fast beboer efter at have mistet sit eneste barn på uforklarlig vis, mens eksgemalen i mellemtiden er røget ind at ruske tremmer. Igennem den fælles bekendte og rebelske R.C. præsenteres hun i løbet af en druktur for den mystifistiske og tilknappede Peter, der efter en forfejlet krig i Syrien synes at have opnået sine ar på sjælen. Han bliver efter mødet hængende på motelværelset, mens han plages af krigens traumer, og hun tilsvarende belastes af det mistede barn og den voldelige eksmand. Han har i mellemtiden fået mulighed for at smage på friheden.
Frygten for de æggespind, som de plagende insekter evner at lægge ind under huden (eller gør de nu også det?), er allestedsnærværende, og “Bug” er en solid involvering i den menneskelige psyke, som tidligere har været en leg for David Cronenberg i bl.a. “Spider” og i denne sammenhæng nok så oplagte “Fluen”. Her er det imidlertid William Friedkin, der folder sig ud, og det gør han ganske godt. Filmen glider undervejs hen i stilstand, men fornemmelsen er, at det blot er stilhed før stormen. Filmens crescendo stiger efterfølgende til uanede højder og holder niveauet frem til den finurlige finale.
“Bug” er en dragende rejse ind i to individers forvitrede sind, der måske, måske ikke er inficeret af en udefrakommende insektepidemi efter et medicinforsøg, amerikanerne underlagde deres udsendte soldater under krigen i Syrien. Sikkert er det i hvert fald, at psyken hos de to hovedkarakterer lider alvorlig overlast, og det er i bund og grund den dynamiske drivkraft i en film, der måske er en kende for ensporet, men ikke desto mindre fungerer på kompetent skuespil og atypisk dramatik. “Bug” er ikke uden fodfejl, men viser livstegn og stærke kvaliteter fra en aldrende instruktør, der efterhånden lader vente længere på sig, men stadig skyder med skarpt, når det gælder.
“Bug” er et herligt livstegn fra William Friedkin. I stil med David Cronenbergs varemærke er filmen en rejse ind i to individers forvitrede sjæle, vel at mærke for at vende psyken på vrangen. Stærkest står skuespilpræstationerne fra især Ashley Judd, mens den originale historie også i sig selv er en bemærkelsesværdig parameter. Filmen har fodfejl undervejs, men fungerer ikke desto mindre og er solidt kram på et overordnet plan. Af høj standard er også de tekniske specifikationer, der medvirker til at understrege filmens mentale spil, ligesom også ekstramaterialet gør en god figur.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet