Hvis Ken Loach var en robot

Neill Blomkamp er tilbage! Ikke på niveau med debuten “District 9”, men tilbage i Sydafrika, hvor succesen, der siden banede vej til Hollywood, Matt Damon og “Elysium”, begyndte. Og igen har den sci-fi-glade instruktør noget socialt indigneret på hjerte. I virkeligheden laver han film som Ken Loach. Behjertet socialrealisme, som hos Blomkamp er forklædt i en robotfremtid med bad guys og guns. Men opråbet er det medmenneskeligt samme som hos Loach: Vær gode ved dem, der har mindre.

I “District 9” blev der sat kritisk lup på fattigdom i Cape Towns ghettoer og fremmedhadet imod dem, der flygter i sikkerhed hos et rigt samfund. De flygtende fattige var bare ikke irakere eller afghanere, men rumvæsner. I “Elysium” blev den samfundskritiske finger sat på de illegale indvandrere i USA, der nægtes statsborgerskab, hvilket gør dem til andenrangsborgere uden adgang til gode arbejdsvilkår og lægehjælp. Pointen blev udpenslet ved at lade de rige med statsborgerskab leve på den uopnåelig rumstation Elysium svævende over de fattige uden rettigheder nede på Jorden.

I “Chappie” tager Blomkamp fat om en anden socialrealistisk traver: Diskussionen om arv og miljø. Betyder det noget om samme forudsætningsløse barn vokser op hos enten en ressourcestærk person, der elsker kunst og kreativitet, eller hos en gangsterbande, der må stjæle sig til dagens levebrød? Selvfølgelig gør det det. Vi er ikke født gode eller onde, men formes af vores omgivelser. Det særlige hos Blomkamp er bare, at pointen ikke leveres med et almindeligt spædbarn, men med en kunstigt intelligent robot, der hedder Chappie.

Historien er simpel. “Slumdog Millionaire”-inderen Dev Patels følsomme robotopfinder ‘føder’ verdens første kunstigt intelligente robot ud af de skamskudte rester fra en politirobot, der har overtaget ordenshåndhævelsen i Johannesburg. Han lærer den at male og aldrig at gøre ondt på mennesker. Men da Chappie bliver robotnappet af en gangsterbande med tatoveringer, guldkæder og pengeproblemer, så justeres den nyfødtes opdragelse mildest talt. Nu står den på knivstikkeri og ’motherfucker'-gangstastyle. Den modsætning er der en god film gemt i. Uheldigvis insisterer Blomkamp på endnu en gang at inkludere Sharlto Copley i en central rolle, som han overspillende gjorde det i “District 9” og “Elysium”. Copley spiller Chappie. En opgave, han løser som en pinagtig blanding af C-3PO og Borat. Den søde robothistorie druknes i Copleys overdrevne gangstagloser, der til sammenligning gør hans ondt onde “Elysium”-skurk helt moderat.

Heller ikke denne tredje spillefilmsgang kan Blomkamp dy sig for fristelsen til at bruge sit sci-fi-kram til at smadre med. I “Chappie” bliver det dog selvdestruktivt med hjælp fra den forfejlede rammehistorie på våbenfabrikken, hvor robotopfinderen har en ond, ond og uforklaret psykopatisk konkurrent malplaceret spillet af Hugh Jackman. Han vil ødelægge opfinderens politirobotter, så han selv kan få lov at pløkke løs med sin dronerobot, Elgen. Et eller andet sted i den samlebåndshistorie er det vist gemt nogle betragtninger om kunstig intelligens vs. menneskelig kontrol, men det fortoner sig i Jackmans galning, der vist nok er skør, fordi han er tidligere elitesoldat. Den fine fornemmelse for sociale sammenhænge er en by på Elysium, når det tilsvarende gælder karakternuancer.