Det handler om at flytte. M.A. Lassen flytteforretning står der bag på Esmails arbejdstrøje, men han får lønnen udbetalt kontant. Han hører ikke til her.

Han er flyttet fra Iran, hvor pengene sendes hjem til. Måske Danmark kan blive hans nye hjem?

Det er et velgørende mirakel, at Milad Alami ikke har forvandlet “Charmøren” til en politisk debutfilm. Det ville være (for) oplagt med Inger Støjberg på tv i baggrunden som undertone til en fremmed, der forsøger at få ophold i Danmark.

Men Alami er ikke interesseret i politik. I stedet er “Charmøren” en eksotisk thriller på velkendt grund.

Ardalan Esmaili er titlens charmerende iraner med øjne så store som persiske tekopper.

Han er en pick-up artist af nød. Forsøger at kneppe sig til så meget kærlighed, at han kan blive i landet, inden hjemsendelsen om kort tid truer. Han vil så gerne giftes.

Men det er ikke synd for flyttemanden, Esmail. Han er ikke traumatiseret af krig eller truet på livet i Iran. Det handler som bekendt ikke om politik, men om mennesker.

Sådan var det også i sidste års bedste brune film, “Underverden“. Dar Salim og ghetto-familien var ikke stakkels ofre i slemme Danmark.

Fenar Ahmad udfordrede derimod den ældre indvandrer-generation til at rejse sig fra sofaen og deltage i det danske samfund – i stedet for forudsigeligt at please.

“Charmøren” pleaser heller ikke. Esmail er hverken ond eller et offer. Han er bare en mand fra Iran på jagt efter lykken i Danmark.

Men der er ingen lykke her. Fortiden presser sig på, presset stiger; Iran, et selvmord – Ardalan Esmailis tekopper bliver knust i et kneppende dating-helvede.

Beskrivelsen af dating-miljøet er hos Alami alarmerende. Dating er et middel til en partner, der er et middel til et mål; hævn, ophold eller flugt.

Som Lars Brygmanns mystiske enspænder, der tilsyneladende flygter fra virkeligheden. Han bliver i baren, fordi han ikke har lyst til at tage hjem.

“Charmøren” finder dog forsonende kærlighed i mødet med Soho Rezanejads iransk-danske Sarah, der er fanget imellem to kulturer.

Her forvandler “Charmøren” sig til en moderne hjemstavnsfilm i stil med dem, som Fatih Akin lavede for over 10 år siden – “Mod muren” og “På himlens kant”.

Herboende Sarah har hjemme alle steder og ingen steder. Taler farsi og bor hjemme hos mor, indtil hun bliver gift med en ægte iraner – Esmail måske? Men hun skifter også flydende fra farsi til dansk og drikker sig stiv, bare mor ikke får besked.

Netop den splittelse, blikket for hybrid-kulturen har Milad Alami eminent blik for i en film, der flytter langt tungere gods end M.A. Lassen flytteforretning.