Chernobyl Diaries

InstruktionBradley Parker

MedvirkendeJesse McCartney, Jonathan Sadowski, Devin Kelly, Olivia Taylor Dudley, Nathan Philips, Ingrid Bolsø Berdal, Dmitri Diachenko

Længde86 min

GenreGyser, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen20/09/2012


Anmeldelse

Chernobyl Diaries

3 6
Rædselsfuld rædselsfilm

En horrorfilm kan fungere på mange forskellige måder. Typisk er det dog rimeligt essentielt, at man har et eller andet forhold til karaktererne. Man behøver ikke nødvendigvis elske dem. Det er kun vigtigt, såfremt gruen skal ligge i de rædsler, personerne uretmæssigt bliver udsat for. Men det kan også tit være forunderligt underholdende at se usympatiske mennesker blive revet i stykker på brutal vis (det er “Piranha 3D” et godt eksempel på). “Chernobyl Diaries” falder dog sammen, idet man her er fuldstændig ligeglad med karakterernes skæbner!

Historien er sådan set ligegyldig. Nogle venner tager med en guide i ekstremturisme til en lille ukrainsk by ved navn Pripyat, som ligger lige ved det gamle atomkraftværk Tjernobyl, der som bekendt eksploderede i historiens største atomulykke. Men her er ikke så turistvenligt, som vores hovedpersoner ellers håbede på. Meget mere historie end det, er her sådan set ikke. Karakterdreven er filmen som sagt heller ikke, da personerne er lige så papmachéagtige, som de er dårligt instruerede og elendigt portrætterede af skuespillerne.

Den ene af gutterne har sin kæreste med (den storbarmede blondine, der synes specifikt instrueret i konstant at stå med fremskudt bryst og blottet kavalergang, og ja, det er ment som en kritik!), som han planlægger at fri til. Han er samtidig bror til filmens douche bag, som så prøver at score den anden pige i vennegruppen, der tydeligvis ikke er interesseret i ham, og som derudover lige er kommet ud af et forhold. Det var ikke, fordi man på forhånd havde forudset den tragiske kærlighedsscene, den spontane broderkærlighed og den uundgåelige personudvikling med tilhørende kyssescene…!

Problemet er bare, at filmen investerer absolut ingen tid i karaktererne efter at have fastslået ovenstående. Men hvad bruges der så 86 minutter på, hvis der hverken er plot eller interessante karakterer? Tjo, man bliver blot slynget direkte ud i gyset, uden man føler, der er en god grund til det, og uden at det rager én en høstblomst, hvad der skulle gå hen og ske for de implicerede. Så når ovenstående pay-offs endelig kommer, så er det altså utilsigtet humor og ikke indlevelse, de tilfører.

Men ret skal være ret, og jeg har dog ret stor respekt for filmens “gysertaktik”, eftersom man i højere grad spiller på uhyggen i stilheden end i en stemningsmættet lydside. Filmen er næsten blottet for spændingsmusik, hvilket ofte er en væsentligt bedre strategi, hvis man gerne vil forskrække folk. Problemet her er dog det, at taktikken ikke kombineres med den type uhygge, der kryber ind under huden på tilskueren. I stedet venter man blot (ofte utålmodigt) på, at den næste høje lydeffekt spyttes ud af højtalerne. Og jo, det er da hyggeligt nok, hvis man, som jeg, er glad for forskrækkelsen i skrækfilm, men det er ikke uhyggeligt nok. Specielt ikke når manuskriptet sørger for, at hvert eneste tilnærmelsesvist uhyggelige moment efterfølges af noget ufrivilligt grinagtigt.

“Chernobyl Diaries” er en virkelig ringe film. Dens ligegyldige karakterer formår aldrig at gøre tilskueren engageret i filmen og plottet viser sig, jo længere man kommer i filmen, hverken at have nogen pointe, projekt eller årsag. Tilbage sidder man med en dårligt udført film, der udelukkende lever på at kunne forskrække sin tilskuer, når kontrasten mellem stilhed og en tilpas høj lydeffekt er stor nok. Her er hverken noget at komme efter for gyserfans eller menige dødelige.
Video

Filmen flirter lidt med den åh-så-populære found-footage-stil, som filmskabernes tidligere megasucces, “Paranormal Activity”, havde så stort held med at genintroducere. Det har man faktisk formået at få til at se virkelig godt ud! Farverne er kølige, der er arbejdet flot med fokus, og billedet er klart, uden at det går på kompromis med den lidt hjemmevideoagtige stil, der er prøvet kræfter med. Specielt kontrasterne er til tider forbløffende høje, så adskillige detaljer kommer med i de ellers mange mørke scener.

Audio

Præsenteret i DTS-HD 5.1 Master Audio. Lydsiden gør generelt ikke det store indtryk, og ikke alle replikker kommer lige tydeligt igennem. Til gengæld håndteres de uhyggelige scener rigtig flot. Her har man som sagt været sparsomme med spændingsmusikken og i stedet ladet stilheden generere uhyggen, og på det punkt formår lydsiden at gengive enhver lille detalje i form af en knirken, et vindpust eller lignende helt fornemt. Alt i alt bærer denne del af udgivelsen præg af et uudnyttet potentiale og en generelt lidt svingende kvalitet – dog med flere forcer end fejl.

Ekstramateriale

Udgivelsen indeholder intet ekstramateriale.

“Chernobyl Diaries” er en både tynd og tam gyserfilm. Karaktererne er så intetsigende, at man hverken ønsker dem held og lykke eller krydser fingre for, at de på smertefuld vis får udstedt enkeltbilletter til helvede. Filmen er skrevet og produceret af manden bag “Paranormal Activity”, og selvom de to film er meget forskellige, så er de dog ens i det henseende, at begge film mangler alt det, der skal til for at skabe en ordentlig ramme omkring uhyggen. Udgivelsen er til gengæld fin nok – altså bortset fra, at filmen er dårlig, og at her ikke er noget ekstramateriale…

Chernobyl Diaries

1 6
Åh, det uhyggelige Østeuropa!

Oren Peli blev berømt i 2007, da han instruerede den uopfindsomme og langtrukne “Paranormal Activity”, og nu er han aktuel med “The Chernobyl Diaries” – en film, som Peli har forfattet, Brad Parker har instrueret, og som er så gennemsyret af fortærskede klichéer, at man bliver direkte frustreret over hovedpersonernes stupiditet. Har ingen af dem set en gyser før? ”Mine venner er idioter” siger en af hovedpersonerne i starten af filmen. Hun har helt ret.

Tre unge amerikanere rejser rundt i Europa. Som et pitstop på vejen besøger de den ene turists bror, som til dagligt bor i Kiev (det er lidt af et mysterium, hvordan han har fået et visum), og som foreslår, at de alle tager til Pripyat – en lille, forladt by tæt på det radioaktive Tjernobyl-atomkraftværk, der delvist eksploderede tilbage i 1986. De tre turister er med på ideen, uvidende om at den forladte spøgelsesby rummer flere hemmeligheder end et enkelt uheld i 80’erne.

I begyndelsen af det nye årtusinde kom en ny bølge af horrorfilm, som blev betegnet som torturporno. Tilnavnet skyldtes filmenes ofte meget udpenslede voldsscener, men de var ikke det mest interessante ved filmene. De bedste af slagsen stilede efter en rystende realisme og var med til at bryde genrens konventioner. Det var åbenbart ikke alle, der forstod pointen med denne nye indstilling til genren, og “The Chernobyl Diaries” er den seneste af en lang række gysere, hvori nytænkning må vige for kedsommelige klicheer. Lad os tage et eksempel: I 2005 diskede Eli Roth op med filmen “Hostel”, der handlede om en gruppe unge fyre, der tog en skæbnesvanger tur til Slovakiet. Dette skulle de aldrig have gjort, men ved at lade filmen foregå i Østeuropa og ved at spække den med onde lokalbeboere, fik Roth fornemt illustreret, hvordan USA så på udlandet.

Den slags overvejelser har Brad Parker og Oren Peli slet ikke begået. De tror derimod, at Østeuropa vitterligt er et ondt og skræmmende sted. Hvor “Hostel” rummede meningsfuld symbolik, er “The Chernobyl Diaries” til gengæld præget af en utålelig form for intolerance over for andre lande. Og nu vi er ved det frygtindgydende Østeuropa, så er det åbenbart også en uhyggelig sag at komme på hospitalet i dette farlige, farlige område. I “The Chernobyl Diaries” er det i hvert fald ikke samvittighedskvaler, der tynger lægerne. Vi ved jo alle, at hospitaler + Østeuropa = uhygiejnisk død. Så bed til, at du ikke brækker benet eller andet på din næste tur dertil!

Der er flere uforståelige elementer i “The Chernobyl Diaries”. Nøjagtigt hvorfor, at de unge ikke får benene på nakken og spæner mod friheden, er mig stadig en gåde på trods af flere halvhjertede forklaringer i filmen undervejs. Det virker også en smule mærkeligt, at stråling medfører øjeblikkelig sindssyge. Det kunne jeg i det hele taget godt tænke mig at få en medicinsk forklaring på. Peli og Parker undervurderer i dén grad deres publikum, og de bombarderer os med billige lydeffekter og nemme tricks, som aldrig gør indtryk. Hvor havde det dog været dejligt, hvis “The Chernobyl Diaries” havde haft bare én gedigen overraskelse i ærmet.

“The Chernobyl Diaries” byder samtidig på elendigt skuespil, der kun får seeren til at længes efter at gense nogle af de meget, meget bedre gysere, som skuespillerne før har medvirket i. Nathan Phillips var i sin tid med i Greg McLeans “Wolf Creek”, der var med til at bryde de gamle gyserkonventioner og virkelig holdt sin seer fast i sit grusomme greb. Norske Ingrid Bolsø Berdal var med i “Fritt Vilt”, der kørte på de gamle traditioner, og som ligeledes var særdeles effektiv. “The Chernobyl Diaries” ejer ikke ét gran det talent, de film havde. I stedet er den fuld af banaliteter, billige effekter og onde østeuropæere. Gab!


Kort om filmen

Seks unge rejsende beslutter sig for at hyre en tour-guide, der lover at give dem en oplevelse for livet. Trods advarsler og forbud begiver de sig til Pripyat – en spøgelsesby ved Chernobyl, som blev forladt, da eksplosionen på kernekraftværket indtraf for 25 år siden. Efter at have inspiceret området opdager de unge, at de er strandet i byen uden mulighed for at slippe væk, før natten falder på. De tvinges derfor til at overnatte i bilen, men inden længe opdager de, at de ikke er alene… Men hvad er det, der gemmer sig i mørket, og hvordan skal de blive reddet, når ingen ved, de er der?