Af en eller anden grund – og jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor – eksisterer der en fordom, som dikterer, at man ikke kan være tilhænger af specifikke anime-film eller manga-tegneserier uden at være fan af hele “baduljen”… man kan altså ikke synes om prisbelønnede og roste film som “Akira” eller “Ghost in the Shell”, uden også at være fan af kommercielle og forfærdelige tv-serier som “Pokémon” og “Dragonball Z”? Mange folk har også den mentalitet, at ingen kan lave tegnefilm bedre end Disney eller Pixar. Men Japans ukronede animations-mester Hayao Miyazakis seneste mesterværk: “Chihiro og Heksene” (eller “Sen to Chihiro no kamikakushi” som den hedder på japansk, og kendt som “Spirited Away” på engelsk) bør være nok til én gang for alle at få gjort op med denne latterlige fordom og overbevise skeptikerne.

Miyazaki ynder at bruge små piger i sine films stærkeste roller, og “Chihiro og Heksene” er ingen undtagelse. Filmen handler om den 10-årige pige Chihiros oplevelser i en betagende fantasi-verden, hvor hun febrilsk forsøger at undgå at genere den koldblodige og magtfulde heks Yubaba, samtidigt med at hun prøver på at finde en kur mod en forbandelse, som har forvandlet hendes forældre om til gigantiske grise. I de 125 minutter den varer (hvilket nok vil føles lidt tungt for mange børn) støder Chihiro på en lang række mysteriøse, farverige og bedårende væsner, som selv ikke Disneys største og mest kreative hoveder ville have kunnet kreere.

Ligesom filmens mange karakterer er filmens animerede univers aldeles forbløffende. Mængden af tegnede detaljer er forbløffende og overvældende. Mange tror, at japanske tegnefilm stilistisk er meget stive og kedelige, hvor det ikke er meget andet end karakterernes mundtøj som bevæger sig. Sådan er det bestemt ikke her i “Chihiro og Heksene”, hvor hvert enkelt tegnede billede synes at udstråle liv og energi, og som ofte er mere farverige og fascinerende end virkelighedens verden. Tilhængere af Miyazaki vil uden tvivl nikke genkendende til denne billedmæssige detaljerigdom.

I modsætning til stort set alt andet i filmen, så føles musikken særdeles vestlig, ligesom den gør i mange andre af Miyazakis film. Dette er dog ikke ment som en kritik, da den søde og elegante musik fungerer særdeles godt. Det er Jô Hisaishi som står bag det medrivende score, og han komponerede også den fænomenale musik til Miyazakis forrige og endnu bedre film: “Mononoke-hime” – kendt som “Princess Mononoke” blandt os vestlige, og en af genrens absolut bedste film. Lydsiden i japanske tegnefilm plejer også ofte at være mere afdæmpet og subtil end i de europæiske og amerikanske film af slagsen, og det gælder også her. Men lige som mht. musikken er dette ikke en kritik, da lydsiden passer perfekt sammen med billederne på lærredet. Lyden, musikken og billederne går sammen op i en højere og smuk enhed.

Miyazaki kan som regel godt lide at proppe diverse (ofte obskure) referencer til virkelige hændelser og situationer ind i sine film. Derved kommenterer han indirekte visse umoralske og uetiske aspekter af dagligdagens hændelser og menneskehedens kollektive psyke. Eksempelvis kommenterede Miyazaki i “Mononoke-hime” menneskehedens udradering af regnskoven, og her i “Chihiro og Heksene” er det menneskehedens grådighed, der bliver taget fat om. Hvordan dette bliver gjort, mener jeg at den enkelte tilskuer selv må prøve at tage stilling til, så jeg derved ikke spolerer filmen for nogen. Det er her, filmen desværre synes at famle lidt, hvorfor den ikke sikrer sig topkarakter, eftersom denne underliggende kompleksitet får filmen til at virke en smule fortænkt. Det vil sikkert smide de fleste børn af sporet, mens det vil holde de mere intellektuelt begavede tilskuere beskæftiget.