Chinese Puzzle
Udgivet 24. jul 2014 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
(Kærligheds)livet som udvekslingsstuderende i Barcelona var omdrejningspunktet for Cédric Klapischs studenterkomedie, “Det spanske hotel”, fra 2002. Med den helt umulige danske titel “Forelsket, forvirret” fra 2005 kom en overraskende opfølger, og nu, elleve år senere, giver den franske instruktør og manuskriptforfatter os så tredje kapitel i fortællingen om Xavier, Wendy, Martine og Isabelle, der alle lærte hinanden at kende i den spanske delelejlighed som unge studerende. I “Chinese Puzzle” har de smukke, unge mennesker rundet de 40 år, men Romain Duris, britiske Kelly Reilly, Audrey Tautou og Cécile De France er selvfølgelig stadig; ja, om muligt endnu mere smukke i denne tredje ombæring. Og forvirrede. Og forelskede.
Med et just forlist ægteskab til Kelly Reillys Wendy i førnævnte bagage, to børn og en ekskone, der lige er flyttet med børnene til New York fra Paris, hænger Xaviers liv slet ikke sammen. Så han springer hovedkulds på et fly for at være tættere på sine børn – en franskmand i New York. Her opsøger han bedsteveninden Isabelle, spillet af Cécile De France, og crasher i hendes helt abnormt enorme lejlighed. Xavier har i øvrigt doneret sæd til den lesbiske Isabelle, så hun og kæresten kunne få opfyldt deres store ønske om at blive mødre. Og det var Wendy vist ikke helt på bølgelængde med. Og så dukker den gamle flamme Martine (Audrey Tautou) pludselig også op i New York. Og Xavier er nødt til at gifte sig proforma med en sød, kinesisk amerikanerinde, så han kan få langvarig opholdstilladelse. Ja, hos Cédric Klapisch er det hele som sædvanligt meget hektisk og hedt og uden egentligt mål. Det er både filmens styrke og svaghed.
Som de to foregående film i trilogien fremstår “Chinese Puzzle” som en smeltedigel af alverdens skøre tankeeksperimenter (Xavier har indtil flere samtaler med for længst afdøde filosoffer som Hegel og Schopenhauer!), charmerende indfald og noget oprigtigt på hjerte. Der gøres tommetykt grin med de amerikanske integrationsmyndigheder, der iskoldt gransker Xavier og proforma-konens forhold. Ligeså får den amerikanske advokatsyge, hvor alle livets forhold tilsyneladende skal afgøres hen over et mahognibord med bisiddere, den kolde skulder af franske Klapisch, som først og fremmest omfavner kaosset som sin hovedregel.
Stilen er let og klippeklistre-hyggelig med små, kreative vignetter i stopmotion med udklippede papfigurer af filmens karakterer, der naivt bevæger sig rundt i New York. Soundtracket fra Kraked Unit er très funky og vil helt sikkert gøre sig glimrende i ørene på en cykeltur igennem storbyens pulserende trafik. Og sidst, men absolut ikke mindst, kan man ikke tage fra Cédric Klapisch, at en film med Duris, De France, Reilly og Tautou i hovedrollerne, er en film i ualmindeligt godt selskab.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet