Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn
Udgivet 28. feb 2018 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Hun har altid været politisk. Solidarisk med de svageste. Det var hun i 1971 i “Flugten fra Amerika”, som DR ikke turde at vise, fordi den var for politisk. Hun tog til USA for at kæmpe sammen med de militante Black Panthers for de sortes borgerrettigheder. Nu er hun politisk igen næsten 50 år senere, hvor Cirkeline støtter de sorte kakaobønder i kamp imod to dovne rotter, der stjæler fra de små og giver til et stort næsehorn. Så selv om Jannik Hastrup snart fylder 77 år, så tegner han stadig sine charmerende kruseduller med en retfærdig streg.
For selv om indpakningen vil have Cirkeline og andre forbrugere til at tro, at chokoladen hænger på træerne i Afrika, hvor Prinsesse Coco bor, så ved Jannik Hastrup, at det ikke forholder sig sådan. Det er overfladisk marketing – og den slags køber kritiske Cirkeline altså ikke. Det er det, som turen mod Afrika på et andet plan handler om.
Der er en old school kvalitet over “Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn”, hvor Karen Blixen hilser forbi som mus, der insisterer på, at det er ‘mit’ Afrika, imens to tudser holder rytmen på bas og trommer. Det hele i en lillebørnet film med en voksen pointe om, at Cocos choko altså ikke hænger på træerne, men det kræver hårdt arbejde fra flittige mus, som forvandler kakaofrugter til kugler af chokolade, som bliver stjålet med trusler af de frække rotter. Er det fair?
Det mener Jannik Hastrup og Cirkeline ikke. Derfor er chokoladen i køkkenet da også mærket med Fair Trade med et ønske om ordentlig løn til arbejderne, dem, der er små som Cirkeline, Frederik og Ingolf, som ikke kan klare sig uden en tegner, der igen tør at være politisk. Det gør Jannik Hastrup.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet