Det siger en del om den fransk-argentinske instruktør Gaspar Noé, at “Climax” ikke er blandt hans mest chokerende film.

Historien om en dopet dansetrups vanvidsfest indeholder ellers alt, hvad et dekadent hjerte kan begære – stoffer, sex, vold og død i generøse doser.

Alt sammen faste ingredienser i provo-kunstnerens filmiske punchbowle. Men blandingen plejer at slå hårdere, end det er tilfældet her.

Måske er det, fordi “Climax” er en stram og fokuseret film efter Noé-standard. I sin grund kan den koges ned til to scener, adskilt af en skålfuld LSD-krydret sangria.

Først dans, så delirium. Harmoni splintres i kaos. En ren og klar opskrift. Og det hele udspiller sig over én nat. På én location.

Men Noés “Climax” er blandt de sjældne tilfælde, hvor less ikke er more, men bare less.

Han er bedst i det umådeholdende sanseoverdrev, i de overvældende ambitioner, i de skingre postulater om tilværelsens grundvilkår. Når han er for meget-for meget.

“Climax” genbruger ellers virkemidler fra Noés “Irréversible” og “Enter the Void”. Det vægtløse kamera hvirvler, musikken er øredøvende, lyset flimrer og forvirrer. Alle sanser er under hårdt pres – men effekten er aftagende.

Uden de spirituelle overtoner og udødelige søskendekærlighed fra “Enter the Void”, og uden en vild, bærende tanke som den geniale struktur i “Irréversible”, der insisterer på, at en happy ending kun kan forekomme, hvis man fortæller baglæns, bliver “Climax” aldrig den samme rystende filmoplevelse. Den mangler den følelsesmæssige klangbund.

Men den har dog dansen.

Den første dansescene, hvor truppen øver sit glansnummer, er et vanvittigt imponerende one-take, der med sin velkomponerede præcision sætter en forventning, som resten af “Climax” ikke lever op til.

De tyve dansere forsvinder fuldstændig i en fælles organisme. Som en slags perverteret Busby Berkeley-musical.

Men når stofferne sætter ind, og organismen falder fra hinanden, efterlader det os med tyve helt igennem forglemmelige karakterer, halvdårligt spillet af dansere, der agerer skuespillere til lejligheden (med undtagelse af Sofia Boutella, der tidligere har medvirket i bl.a. “The Mummy” og senest “Hotel Artemis”).

Og franske amatørskuespillere, der skriger deres replikker over en robust bund af house-musik, bliver altså monotont i længden. Og jeg er ret upåvirket af den skæbne, de langsomt, men uafvendeligt går i møde.

I stedet for et stigende vanvidscrescendo bliver det en lang, ubehagelig drone. Det bebudede klimaks udebliver. Der er ikke de store mavepustere, bare en generel udmattelse.

På papiret står chokkene ellers i kø. Pis, bræk, ild, vold, død, sex, incest og et uskyldigt, lille barn, der sover ovenpå. Men der er ikke et øjeblik, der stikker ud, og gør så ondt, som det burde.

Gaspar Noé var selv overrasket over den modtagelse, “Climax” modtog, da den havde premiere på filmfestivalen i Cannes. Gode anmeldelser. Næsten ingen udvandrende publikummer. Og alverdens moralske vogtere med avisklummer havde i stedet travlt med at være forargede over Lars von Trier.

Bekymrende gnidningsfrit.

Og jeg forstår det godt. “Climax” er Noés mest spiselige film. Den, der glider lettest ned.

Jeg håber, jeg kløjes i den næste.